Mange har mystiske drømme, før de dør

Der kan være mange årsager til situationen: Alderdom. Kræft. En sjælden sygdom i nervesystemet.

Men resultatet er det samme: Et liv er ved at løbe ud. En gang i løbet af de kommende dage eller uger vil døden være en kendsgerning.

Det er i denne periode, at der fra tid til anden sker noget særligt.

Den døende vågner måske en morgen og har haft den mest livagtige drøm. Som om det var virkelighed. Personen har mødt sin for længst afdøde mor, eller en kær veninde, der for nogle år siden bukkede under for sygdom. Eller et barn, der døde alt, alt for tidligt.

Eller dem alle sammen.

Måske var det ikke engang i søvne. Tværtimod opstod de mærkelige syner ved højlys dag, mens patienten fik besøg af sine nærmeste, eller sygeplejersken kiggede forbi for lige at tjekke.

Uanset omstændighederne er der stor sandsynlighed for, at oplevelsen var positiv og meningsfuld. De handlede måske om kærlighed. Eller om afslutning, forsoning og tilgivelse efter noget, der har gnavet længe.

Sådanne syner og drømme før døden er blevet rapporteret af døende og pårørende i århundreder. De har vandret rundt i folkekulturen som rygter og røverhistorier.

Men i de senere år er der ved at ske noget. Drømmene om døden har gjort deres indtog i videnskabens verden.

Fra Japan til Moldova

I nyere tid er fænomenet blevet dokumenteret i flere forskellige kulturer.

Forskere fra Japan sendte for eksempel et spørgeskema ud til kræftpatienters efterladte. Mere end 20 procent af de adspurgte vidste, at patienten havde haft særlige drømme eller syner før døden.

Et studie blandt pårørende i Indien viste, at 30 procent rapporterede om sådanne oplevelser. Tallet var næsten 40 procent i en undersøgelse fra Moldova.

Men dén, der for alvor har grebet fat i drømmene før døden, er Christopher Kerr fra Hospice & Palliative Care Buffalo i USA.

Med døden som fjende

Et hospice er en institution for mennesker, der skal dø. Sundhedspersonalet, der arbejder der, har ikke som mål at redde liv. I stedet vil de dulme, støtte og trøste på vejen mod afslutningen.

Inden Christopher Kerr som ung hjertelæge søgte et weekendjob på Hospice Buffalo, var indstillingen mere, at der skulle kæmpes mod døden – med alle midler.

»Som mange læger havde jeg aldrig troet, at døden kunne være andet end en fjende, der skal bekæmpes,« skriver Christopher Kerr i bogen ‘Death is but a dream’, udgivet i 2020.

Men mødet med hospicet skulle ændre den unge læges syn på både døden og værdien af, hvad der sker i en tid, hvor alt håb for alvor er ude.

Et usynligt spædbarn

Det var en meget speciel begivenhed, der vakte Christopher Kerrs nysgerrighed over for drømme og visioner før døden.

72-årige Mary var én af Christopher Kerrs første patienter på Hospice Buffalo. En dag var han til stede, mens familien var samlet til en hyggelig stund med den syge kvinde.

Så begyndte Mary uden videre at vugge en usynlig baby i sine arme, fortæller Christopher Kerr i bogen.

Hun kyssede og strøg spædbarnet, som hun kaldte Danny, og virkede ekstremt fredfyldt og fuld af lykke.

Tilskuerne forstod dog ikke noget. Var det en hallucination? En reaktion på medicin? Ingen kendte til noget barn ved navn Danny.

Først da Marys søster ankom dagen efter, blev mysteriet løst. Hun kunne fortælle, at det var navnet på et dødfødt barn, som Mary havde fået, før hendes andre børn kom til verden. Hun havde været meget plaget af denne hændelse, men fortalte aldrig sin familie om det.

Ingen spurgte patienterne

Det stod hurtigt klart for Christopher Kerr, at hændelsen ved Marys hospitalsseng slet ikke var unik. Tværtimod kunne personalet på hospicet fortælle, at mange af deres patienter havde særlige drømme og visioner i tiden før døden.

Efterhånden mødte Christopher Kerr en lang række døende mennesker, der havde sådanne oplevelser.

Interessen blev vakt. Hvad var egentlig disse mærkelige hændelser, som i mange tilfælde gav dyb, eksistentiel mening til patienterne? Og hvorfor stod der ikke noget om det i lærebøgerne?

Christopher Kerr begyndte at søge i forskningslitteraturen. Men det var ikke særlig meget solidt at finde. De studier, der fandtes, var ofte baseret på en enkelt begivenhed. Eller på beskrivelser fra læger og sygeplejersker, ikke fra patienterne selv.

I mange af undersøgelserne virkede det også, som om forskerne var mest optaget af at tolke fænomenet ind i deres egen overbevisning, skriver Christopher Kerr i sin bog.

For parapsykologerne blev drømme bevis på spøgelser eller liv efter døden. For freudianerne et udtryk for fortrængte længsler. For teologerne et hint om Guds eksistens.

Christopher Kerr var dog ikke så interesseret i bevis på hverken Vorherre eller Freuds teorier. Han ville vide: Hvordan opleves det af patienterne? Og hvilken betydning har drømme for dem og deres møde med døden?

Her var kun én ting at gøre: Undersøge det selv.

Dokumenterede oplevelser

I dag, 20 år senere, har Christopher Kerr og kolleger udgivet en række studier om drømme og visioner før døden. Undersøgelserne er baseret på interviews med patienter, som forskerne har fulgt gennem deres sidste måneder, uger og dage.

Og de viser, at fænomenet er meget almindeligt.

Et studie fra 2014 konkluderer, at de fleste patienter havde mindst én episode, hvor de oplevede særlige drømme eller syner, der føltes meget livagtige. Halvdelen af dem havde oplevelserne, mens de sov, mens resten så synerne vågne.

Mange af drømmene omfattede møder med afdøde eller levende venner eller familiemedlemmer – endda kæledyr.

Jo tættere på døden patienten var, desto oftere dukkede de afdøde op i drømmene. Disse møder så også ud til at give mere trøst end drømme om levende mennesker eller andre begivenheder.

I mange tilfælde oplevede patienterne, at drømmene gav trøst og ro eller forsoning med svære hændelser i livet. Ja, selv forsoning og fred over for selve døden.

Christopher Kerr understreger dog, at døden ikke nødvendigvis kom som en mild omfavnelse. Eller at drømme og visioner altid bringer lindring og trøst.

»Op til 18 procent af drømmene blandt vores undersøgelsespatienter var oprørende,« skriver Christopher Kerr i sin bog.

Bange for at blive set som skøre

På trods af dette viste et studie fra 2020, at patienter, der havde de særlige drømme, oftere oplevede posttraumatisk vækst, altså kom styrket ud og voksede mentalt efter den traumatiske oplevelse.

Undersøgelser har også vist, at de døendes drømme påvirker de pårørende. Familie og venner til patienter med gode drømme og visioner, oplevede, at det hjalp i sorgprocessen.

Men holdningerne til disse mærkelige drømme ser ud til at have noget at sige. Mange patienter er tilbageholdende med at fortælle om deres syner.

De er bange for at blive set som skøre og tør måske ikke dele oplevelserne selv med deres kære. Ofte med god grund. De færreste er klar over, at dette fænomen er almindeligt, og der kommer kun sjældent noget godt ud af at fortælle folk, at man ser ting, der ikke eksisterer.

\ Læs mere

Unge vokser af traumatiske oplevelser

Kendskab til fænomen kan give bedre sorgproces

Det kan ifølge Christopher Kerr og kolleger være et problem.

En studie offentliggjort i 2021 viste, at positive holdninger til drømme og visioner var stærkt koblet til en bedre sorgproces for både patienten og familien.

Og her er vi ved Kerrs hjertesag: Vi skal ikke længere tie dette fænomen ihjel!

Hvad end disse drømme skyldes, virker det som om, de er en del af en grundlæggende menneskelig evne til at hjælpe sig selv i den sidste time, mener Christopher Kerr.

Når vi skjuler og ignorerer dette fænomen, spilder vi samtidig et stærkt værktøj til at klare og tolerere det allersværeste i livet.

Bare delirium?

Når man læser om de amerikanske hospicelægers forskning og historier, er det svært at tro, at det er muligt at overse disse karakteristiske hændelser ved slutningen af livet.

Men hvordan er det blandt forskere i Europa og Skandinavien? Er der nogen bevidsthed om de døendes mærkelige drømme her?

Umiddelbart ser det ikke helt sådan ud. Forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite, kunne ikke finde nogen forskere, der studerede dette.

Hos Lovisenberg Lindring og Livshjelp – et behandlingscenter målrettet patienter, der er døende eller alvorligt kronisk syge – havde de ingen, vi kunne spørge om emnet. De foreslog at kontakte én, der arbejder med delirium.

Og her ligger måske lidt af problemet:

Ved alvorlig sygdom og i livets sidste fase er det meget almindeligt at have delirium, en forvirringstilstand, hvor hjernens funktioner svigter.

Frygt og rædsel

Ligesom Christopher Kerrs drømme oplever den deliriske patient også at se syner. Måske har både læger og sygeplejersker kun opfattet fortællinger om mærkelige drømme som en form for forvirring eller delirium?

»Jeg tænker, at der må være et stort overlap her,« siger Leiv Otto Watne på geriatrisk afdeling på Oslo Universitetshospital.

Han er en af de få forskere, både i Norge og i verden, der forsker i delirium – altså et andet meget almindeligt, men meget lidt udforsket fænomen.

Han stiller spørgsmålstegn ved, hvordan det er muligt at skelne mellem de to. Men Christopher Kerr, som har forsket i begge dele, mener, at der er væsentlige forskelle. I modsætning til delirium er drømme og visioner strukturerede, meningsfulde og ofte positive.

Leiv Otto Watne bekræfter, at der er stor forskel.

»Delirium opfattes sjældent som noget positivt. Tværtimod er det ofte ubehageligt og skræmmende.«

Patienterne kan støde på spøgelser og monstre, eller de er overbeviste om, at de bliver forgiftet eller angrebet med sværd. De forstår ikke, hvor de er, og kæmper for deres liv mod lægen, der vil give dem medicin.

Andre er ikke så udadreagerende og bliver ikke opdaget (såkaldt Stille Delirium, red.). Bagefter tør de måske ikke fortælle hverken lægen eller familien om disse oplevelser.

»Det er et kæmpe problem. Sådanne oplevelser kan være traumatiske nok til at forårsage posttraumatisk stresslidelse,« siger Leiv Otto Watne.

Han mener, at vi har brug for mere viden om sådanne fænomener, og han roser Christopher Kerr og hans kolleger for at have forsket i det.

Det samme gør Øystein Buer, hospitalspræst ved Rikshospitalet i Oslo, som faktisk selv forsker i oplevelser ved dødens dør.

Flere ting tilfælles med nærdødsoplevelser

»Ja, jeg arbejder med nærdødsoplevelser. Vi er på nuværende tidspunkt i gang med at indsamle data fra patienter,« fortæller Øystein Buer.

Nogle mennesker, der bliver genoplivet efter at have vaklet på dødens rand, for eksempel ved hjertestop, fortæller om skelsættende oplevelser fra dengang, de teknisk set var døde. Det kaldes nærdødsoplevelser.

Øystein Buer understreger, at det ikke er det samme som Christopher Kerrs drømme om døden, og at hans kommentarer skal ses i lyset af, at han ikke selv har forsket i drømme og visioner. Når det så er sagt, er det ikke til at komme fra, at de to fænomener har flere ting til fælles.

Både nærdødsoplevelser og dødsdrømme kan forekomme i både bevidst og ubevidst tilstand. De handler ofte om afdøde bekendte, og begge synes ofte at give dyb mening for patienterne.

\ Læs mere

Nærdødsoplevelser: Hvorfor lever bevidstheden, når kroppen er ved at dø?

Øystein Buer har faktisk også en del erfaring med historier om drømme og visioner før døden.

»Jeg havde en kræftpatient, som fortalte, at han havde siddet ved sin mors sygeleje, da han var ung. Moderen havde haft sådanne oplevelser i denne sidste tid, og de havde gjort et dybt indtryk på sønnen,« fortæller Øystein Buer.

»De havde så stor betydning, at han tog dem op igen, nu hvor han selv skulle dø.«

»Jeg tror på, at sundhedsprofessionelle, der plejer døende, har oplevet patienter med ekstraordinære oplevelser,« siger Øystein Buer.

Han er ikke i tvivl om, at vi bør tale mere med de døende om, hvad de oplever – både det negative og det positive.

»Værdien af sådanne oplevelser for både patienter og pårørende er undervurderet. Det er lidt tabu at tale om, hvad der grænser til det spirituelle og det eksistentielle. Men det er vigtigt at fremhæve sådanne erfaringer som ressourcer.«

Eksistentielle udfordringer

Også Stein Kaasa, professor ved Universitetet i Oslo og NTNU, er bekendt med, at den døende kan have ekstraordinære oplevelser. Han arbejder med mennesker med uhelbredelig kræft og har mødt mange patienter i de sidste dage af livet.

»Folk kommer med mange forskellige historier, hvis man er åben over for det,« siger han.

»Jeg har oplevet, at det skaber en god stemning og et udgangspunkt for en god samtale med alvorligt syge mennesker. Men det er desværre en dimension, der ikke er tilstrækkeligt til stede i konsultationerne.«

Han mener, at mange af patienterne har eksistentielle udfordringer, som de skal tale om. Fuldstændig uanset om de er religiøst troende eller ej.

»Men det er der ikke nok fokus på.«

Ikke så optaget af patienten

Stein Kaasa mener, at der er flere årsager til, at oplevelser som drømme og syner sjældent dukker op i samtalerne mellem lægen og en alvorligt syg patient.

For det første vil mange læger sandsynligvis være tilbageholdende med at tage fat i noget, der grænser til åndelighed og spiritualitet.

Et andet og mere generelt problem er, at lægevidenskaben simpelthen ikke er tilstrækkeligt optaget af patienten. Det er kræftsvulsten, der er i fokus i forskning og behandling – ikke patienten, den sidder på.

»Jeg synes principielt, at vi burde forske mere i patientcentrerede fænomener. Lægevidenskaben er for lidt nysgerrig på personen bag sygdommen,« siger Stein Kaasa.

Måske er det forklaringen på, at ikke mange ved, at døende mennesker har disse særprægede drømme og visioner?

Stein Kaasa mener i hvert fald ikke, at der er nogen grund til at tvivle på, at mange mennesker har sådanne oplevelser.

»Fænomenet er godt nok dokumenteret,« siger han.

Nu skal vi gå videre til det næste store spørgsmål: Hvordan forholder vi os til disse oplevelser?

»Vi bør designe et studie for at teste, hvilken effekt det har at adressere dette i patientsamtaler. Denne forskning mangler,« siger Stein Kaasa.

\ Læs mere

Ældre vil gerne tale om døden og den sidste tid

Fænomenet er på grænsen af videnskaben

Hospitalspræst Øystein Buer ville ikke have noget imod, hvis forskerne undersøgte en mulig sammenhæng mellem drømme og syner om dødslejet, og de nærdødsoplevelser, som han selv studerer.

For hvad ligger egentlig til grund for disse oplevelser?

Er drømme en slags nærdødsoplevelser på forhånd, som en del af mere universelle oplevelser af kontakt med døden?

Sammenligninger på tværs af kulturer ville også være interessant.

»Har mennesker universelle grundoplevelser, som de fortolker ud fra personlighed og kultur?« spekulerer Øystein Buer.

Men når det kommer til de allerdybeste spørgsmål om døden, er det usandsynligt, at vi får et svar.

»Videnskaben har sine egne regler og metoder. På et tidspunkt når man grænsen for, hvad den kan sige noget om.«

Vil ikke spekulere

Christopher Kerr siger også stop på dette punkt.

Som foredragsholder indrømmer han, at han nogle gange forsøger at flygte fra podiet, før nogen blandt publikum i salen når at stille det spørgsmål, der altid dukker op: »Hvad tror du egentlig, det betyder?«

Han har nemlig intet svar.

»Jeg kan ikke begynde at spekulere i et liv efter døden eller Guds plan for verden, som er det, mange mennesker virkelig ønsker, at jeg skal tale om,« skriver Christopher Kerr i sin bog.

Han mener, at det netop er en pointe, at dødsprocessen handler om mere end det, der kommer bagefter. At tiden før slutningen er interessant i sig selv, ikke bare som forløber for noget andet.

»Døden er mere end lidelse,« skriver Kerr.

Midt i tragedien foregår der også processer, som er meningsfulde for patienterne. Mens kroppens funktioner svigter, skærpes ånden.

»De oplever en voksende følelse af sammenhold og sammenhæng. For mig betyder alt dette, at det bedste i livet aldrig bliver helt væk.«

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

\ Læs mere

Hvad sker der med kroppen, når vi dør?

\ Læs mere

Nærdødsoplevelser: 4 ud af 10 er ved en form for bevidsthed, når de 'dør'