Myte på afveje: Hvorfor rammer fedme de socialt svageste stærkest?

Den almindelige opfattelse af årsagerne til den globale fedmeepidemi er, at vi lever i stadigt mere fedmefremkaldende samfund.

Samfund, hvor tilgængeligheden af billige, energitætte og velsmagende mad- og drikkevarer bliver stadigt større, samtidig med at der kræves stadigt mindre fysisk aktivitet for at få dagligdagen til at fungere, både på arbejde og i fritiden.

Tanken er så, at stadigt flere mennesker under disse forhold ikke kan modstå fristelserne til at spise mere og røre sig mindre og dermed udvikler en fedmefremkaldende adfærd. De skaber en positiv energibalance, tager derfor på og ender til sidst med fedme, er den almindelige opfattelse.

Ifølge dette er løsningen at ændre samfundet til at være mindre fedmefremkaldende; samfundet skal inspirere, uddanne og motivere dets borgere til ikke at falde for de fedende fristelser, og udbud af og reklamering for de fedmefremkaldende varer skal begrænses.

Det er svært at have noget imod det, men i min forrige artikel her på Forskerzonen viste jeg imidlertid, at fedme ikke kan reduceres til et spørgsmål om, at man spiser for meget og rører sig for lidt. Det er derimod følger af fedmen, og derfor må der andre forklaringer til.

Et andet bud på, hvorfor fedme opstår, er, at menneskets krop kan foregribe og gardere sig mod fremtidig fødemangel ved at ophobe energireserver, mens det er muligt. Den evne finder man hos mange dyr tilpasset årets skiftende sæsoner.

Denne evolutionære forklaring vil jeg forfølge videre i det følgende.

Fedme udvikler sig overraskende forskelligt

Verden over er der meget store forskelle på, hvor hyppig fedme er, og hvor hurtigt antallet af overvægtige ændrer sig over tid. Både fra land til land, men også fra område til område og fra befolkningsgruppe til befolkningsgruppe.

Eksempelvis er der i USA store forskelle fra stat til stat. En helt ny meget stor global undersøgelse viser, at fedmeepidemien især drives af stigningen i overvægtige på landet - ikke i byområder.

I Danmark er der også overraskende store forskelle. Det er en betydelig større fedmehyppighed udenfor de større byer end i dem. Det mønster viste sig allerede i starten af fedmeepidemien, der kan spores tilbage til tiden lige efter 2. verdenskrig.

Men at fedmen udvikler sig så forskelligt, passer ikke med tanken om, at hele samfundet er fedmefremkaldende, og at der skulle være så store forskelle på, hvor fedmefremkaldende vilkår de forskellige grupper har levet under.

At der skulle være forskelle på- og ændringer over tid i, hvor mange der er tilbøjelige til at falde for fristelserne i de fedmekaldende samfund, er heller ikke oplagt.

Så hvorfor udvikler fedmen sig så forskelligt?

\ Læs mere

Nyt studie: Især joggeture samt disse fem andre motionsformer gavner folk med fedme-gen

Jo mere velfærd, jo mindre fedme

Ser man nærmere på fedmeforskellene, viser det sig, at de stort set altid er forbundet med tilsvarende sociale forskelle:

Fedmen er simpelthen mest udbredt i de socialt vanskeligst stillede befolkningsgrupper, både de social vanskeligst stillede inden for det samme område, og de svageste grupper når forskellige områder sammenlignes.

At der er en sådan dyb social skævhed i fedmeforekomsten blev første gang påvist af amerikaneren Albert J. Stunkard for 55 år siden, og den er siden blevet bekræftet et utal af gange.

Engelske kolleger har endda påvist, at jo stærkere et velfærdssamfund, der modvirker den sociale ulighed er, jo mindre er forekomsten generelt af fedme. Rykkes der politisk ved graden velfærd, så rykker fedmeforekomsten tilsvarende.

Da Margarat Thatcher og Ronald Reagan i 1980'erne fjernede en lang række sociale velfærdsordninger i Storbritannien og USA, fik fedmeepidemien eksempelvis fart på.

Men også i Danmark er fedmen mest udbredt i de kommuner, der er socialt belastede. Statistisk set er der eksempelvis flere med fedme i Ishøj end i Dragør.

Er du socialt belastet, har du større risiko for overvægt

Også individuelt ser det ud til, at sociale udfordringer i nærmiljøet får kroppen til at ophobe ekstra fedt. Omsorgssvigtede børn har således en meget større risiko for at udvikle fedme, inden de bliver voksne, end børn med normale opvækstvilkår (se her og her).

Børn, der vokser op i socialt ringere stillede hjem, har helt op i deres voksne liv en større tilbøjelighed til fedme end børn, der vokser op i bedre stillede familier. Den forskel gælder vel at mærke også, hvis de ikke er født ind i familierne.

Ofte forbindes fedmeudvikling hos den enkelte med nye sociale udfordringer såsom at miste sit arbejde, gå fra sin kæreste eller at havne i en anden form for livskrise.

Den enkeltes sociale vilkår, for eksempel social klasse, er meget bedre til at forudsige fedmeudvikling i den brede befolkning end andre kendte forhold, som ellers mistænkes for at spille en rolle. Især er den enkeltes sociale forhold klart bedre end spise- og motionsvaner til at forudsige senere fedmeudvikling.

Det betyder, at forskelle i spise- og motionsvaner i forskellige sociale lag ikke kan bruges til at forklare forskellene i forekomst af fedme hos sosu-hjælperen sammenlignet med advokaten.

Hvis det var forklaringen, så skulle spise- og motionsvaner være bedre til at forudsige senere fedmeudvikling end de sociale lag, og det er de langt fra.

\ Læs mere

Dansk forsøg: Børn taber sig trods fedme-gener

Hvordan fører sociale udfordringer til fedme?

Hvordan kan vanskelige sociale forhold føre til en ophobning af mere fedt i kroppen?

Det må nødvendigvis gå gennem psyken, og fra psyken via ændringer i hjernens signaler til resten af kroppen, hvor der til sidst ophobes mere fedt. Det store spørgsmål er, hvorfor og hvordan disse ændringer i psyken og dermed i hjernen får den konsekvens, at man tager på.

Ét ofte fremsat bud er, at de vanskelige sociale forhold får én til at spise mere, end kroppen har brug for, og det sætter sig så som fedt i kroppen.

Det opfattes som en form for 'trøstespisning', eller som en manglende evne eller vilje til at modstå fristelserne til at overspise, når muligheden byder sig til.

Er det sådan, det forholder sig, er svaret jo ganske enkelt: Du må se at få styr på dit liv, spise mindre og sundere og røre dig mere. Det er op til dig selv, at komme på ret kurs.

Som det fremgår af min første artikel, så tror jeg ikke på den forklaring, og der er heller ikke noget, der tyder på, at den holder stik.

Man kan kortvarigt tvinge sin krop til at tabe sig ved at spise mindre, end man forbruger, men der går ikke længe, før kroppen tvinger dig til igen at hobe fedt op.

Vi ophober fedt til fremtiden – ligesom dyrene

Et andet bud på, hvorfor vanskelige sociale forhold fører til ophobning af fedt i kroppen, er, at vi mennesker ligesom dyrene garderer os mod perioder uden mad ved at ophobe ekstra fedt som energireserve uden at tænke nærmere over det.

Samme mekanisme virker måske også hos mennesker, der lever med usikkerhed om, hvorvidt de kan få mad nok som følge af fattigdom.

Men hvordan kan det lade sig gøre hos mennesker, der ikke har udsigt til at mangle mad? Mennesker, der har vanskelige sociale forhold, men som alligevel har råd til mad både i morgen, i overmorgen og i næste måned?

Her kommer mit bud på en mulig forklaring, som forhåbentlig kan danne grundlag for en ny retning i udforskningen af fedme, og dermed nye veje til forebyggelse og behandling.

\ Læs mere

Forskere i kor: Stop med at udskamme overvægtige

Sociale udfordringer læses ubevidst som risiko for madmangel

Mennesket kunne ikke blive til menneske i evolutionen uden at være et socialt individ, det vil sige et individ, der er parat til- og evner at samarbejde om at skaffe og deles om føden..

Er mennesket socialt udfordret, hvor det ikke kan regne med, at dette livsnødvendige samarbejde fungerer, indebærer det en usikkerhed om at få mad nok. I evolutionen ville dette betyde, at chancen for at overleve og videreføre slægten bliver mindre.

Oplever man sociale udfordringer, udløser det derfor gennem psyken, at der fra hjernen sendes signaler til fedtvævet om at ophobe fedt som energireserver, så man er garderet mod mangel på mad.

I den teori er det derfor en helt grundlæggende egenskab ved selve det at være menneske, at man aflæser psykosociale udfordringer som en risiko for mangel på mad i fremtiden og reagerer på dem med fedtgarderingen.

Det er ikke en bevidst proces, som man tænker over og derfor rationelt beslutter sig for at tage højde for. Fedtophobningen er så lille en andel af det samlede kalorieindtag, at det ikke kan ses eller måles, og derfor kan det ikke kan være en bevidst reaktion.

Mangel på mad har været menneskets historiske vilkår

Når der så alligevel ikke indfinder sig nogen mangel på mad, men den psykosociale udfordring består i en længere periode, så fortsætter fedtophobningen.

Det er tilfældet i de samfund og for de befolkningsgrupper, der især er plaget af fedmeepidemien, og hvor der er tilstrækkeligt med mad længe nok til, at fedme kan udvikles.

Hvis der ikke er mad nok, udvikles fedmen ikke trods tendensen til ophobning af fedt som svar på udfordringerne. Det har været det almindelige for langt de fleste mennesker gennem hele menneskets historie indtil det 20. århundrede og især efter 2. Verdenskrig.

Nok mad længe nok er altså en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for udvikling af fedme.

Forklaringen modsiges tilsyneladende af at fedme ofte hyppigere i de øvre end de lave sociale lag i fattige lande og i udviklingslande. Men det kan forklares ved, at de øvre sociale lag har haft mad nok længe nok til udvikling af fedmen.

Men de er jo ikke socialt udfordrede, kan man hævde. Én mulig forklaring er, at det netop er de personer i de samfundslag, som er bange for at miste deres rigdom, status, og magt (deri består deres sociale udfordring), der er i størst risiko for fedme.

Det kræver videre studier at undersøge.

\ Læs mere

Stor rapport afslører: Alt for mange unge spiser usundt og er overvægtige

Diskriminering og fordomme skaber onde cirkler

I mange samfund er der en meget dybtliggende negativ holdning til fedme, der måske har rødder tilbage til de almindelige sociale krav om at hjælpes ad med at skaffe føden og deles om den føde, det lykkes at skaffe.

Når personer med fedme spiser mere og rører sig mindre, så kan det set i det lys opleves som asocial adfærd, der vækker forargelse. Også selvom de øvrige personer uden fedme ikke mangler føde.

Der er mange fordomme, stigmatisering, og konkret diskriminering med afledt mindreværdsfølelse i spil overfor fedme. Personer med fedme oplever udelukkelse i mange af livets sociale sammenhænge. Det er svære sociale udfordringer, der kan bidrage til fastholdelse af fedmen, netop fordi det aflæses af psyken som en risiko for ikke at få mad nok, selvom der er mad nok.

De mange fejlslagne forsøg på at tabe sig eller fastholde et vægttab udløser følelser af ikke at svære stærk eller god nok, og det forværres af omgivelsernes kritik af, at det ikke lykkes.

Sådan bliver der skabt en række onde cirkler, som kun gør ondt værre for personer med fedme.

Fedtophobning sikrer slægtens videreførelse

Idéen om, at fedtophobningen er udviklet evolutionært som en nyttig egenskab støttes af forskellen på kvinder og mænds fedme.

Fra puberteten og frem har kvinder generelt en betydelig større fedtmasse og en mindre mager legemsmasse end mænd, og under en graviditet forøges fedtdepoterne yderligere. Det er ganske normalt.

Det kan forklares evolutionært ved, at det sikrer slægtens videreførelse. Omkring graviditet, fødsel og varetagelse af spædbørnene har kvinder behov for den større sikkerhed i energiforsyningen, som de større fedtdepoter har givet.

Tilsvarende ser det ud til, at piger og kvinder generelt reagerer kraftigere på sociale udfordringer og derfor ophober mere fedt end drenge og mænd.

Garderingen omfatter også næste generation. Børn født ind i socialt dårligt rustede familier har en øget tilbøjelighed til at udvikle fedme.

Det grundlægges måske allerede før befrugtningen. Børn, hvis forældre mistede nære pårørende i månederne op til befrugtningen, har også en forøget fedmerisiko. Det kan være at stress påvirker sæd- og/eller ægcellerne på en måde, der overføres via det befrugtede æg til barnet.

Også dette kunne være en evolutionær beskyttelse af menneskets reproduktion.

Behov for nyt fokus i forskningen

Som det forhåbentlig fremgår af ovenstående, er der gode grunde til ikke kun at tænke på fedme som en følge af at have spist for meget og rørt sig for lidt. Vi må gå andre veje.

Det er oplagt at se fedmen som et udtryk for en social udfordring, der af psyken og dermed hjernen ubevidst aflæses som en risiko for ikke at få mad nok i fremtiden, hvorfor den ophober fedtreserver – uagtet at der alligevel er mad nok.

Er den forståelse af fedme rigtig, betyder det, at fokus for den forskning, der skal føre til bedre fedmeforebyggelse og -behandling, skal lægges et helt andet sted end hidtil.

Hvis fedmen rammer de socialt udsatte, der som følge af fedmen spiser mere og rører sig mindre, giver det ikke mening at bekæmpe fedme ved at få folk til at spise mindre og bevæge sig mere.

Fedmeudviklingen i kroppen drives nemlig – i denne forståelse – af, at hjernen så at sige kommanderer fedtvævet til udvidelse som et resultat af de sociale udfordringer.

\ Læs mere

Overvægtige børn er ikke dømt til diabetes som voksne

Hvad forbinder psyken, hjernen og fedtvævet?

Det er ikke alle med sociale udfordringer, der udvikler fedme, og fedme udvikles også hos folk, der tilsyneladende ikke har sociale udfordringer.

Så selvom vi nu står med en ny teori for, hvad der driver fedmeudviklingen, står vi også med en række ubesvarede spørgsmål, hvilket netop er formålet med at udvikle en ny teori:

• Hvad kendetegner de udfordringer, der fører til fedme, fra dem, der ikke gør?
• Er det hidtil ubeskrevne individuelle forskelle i følsomhed for de sociale forskelle, der er afgørende?
• Hvilke processer i psyken og hjernen er afgørende for igangsætningen af de biologiske processer, der ender med fedmeudviklingen?
• Kan disse processer igangsættes på anden måde end ved sociale udfordringer, for eksempel af psykologiske årsager?
• Hvordan signalerer hjernen til resten af kroppen, at der er brug for mere fedt?
• Hvilke muligheder er der – fra ændringer i vores kultur og samfund til specifikke celle- og molekylærbiologiske processer i kroppen – for at gribe ind i denne kæde af processer?

Alle disse spørgsmål har vi ingen aktuelle brugbare svar på, og de kræver meget mere målrettet forskning.

I min næste artikel dykker jeg ned i, hvorfor denne evolutionært gavnlige og på en måde nødvendige fedtophobning alligevel bliver til et helbredsproblem.

\ Læs mere

Myte på afveje: Hvad kommer fedme af?

\ Læs mere

Fedmeforskerne vil langt om længe lytte til de unge