Coronavacciner er ulige fordelt i verden. Mens vi i Danmark er i fuld sving med at lægge arm til et tredje stik, står flere fattige lande stadig og mangler den første vaccine.
Det har fået en dansk forsker til at præsentere en ny idé om at lægge en skat på vacciner.
Hver gang et land indkøber en vaccine, skal – for eksempel den danske stat – så betale en ekstra skat. Pengene skal gå til at vaccinere fattige i lande, som ikke selv har råd til at indkøbe vacciner.
Sådan lyder det fra en dansk forsker, hvis forslag netop er udgivet i tidsskriftet Journal of Medical Ethics.
»Tanken er at knytte ansvaret til de lande, der beskytter deres egen befolkning. Når man som land har et ansvar for at beskytte sin egen befolkning ved at købe vacciner, så bliver de samtidig bedt om i fællesskab finansiere vacciner til nogle af de fattigste lande i verden,« siger Andreas Albertsen, der er ph.d. og lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og forfatter på artiklen.
»Dette kan sikre, at ethvert indkøbsland også bidrager til en mere retfærdig global distribution af vaccinerne. Og bidraget vil være proportionalt med, hvor meget de bruger på vaccinestik til deres egen befolkning,« argumenterer Andreas Albertsen.
Landene betaler – producenterne fordeler
Det nuværende system er baseret på en tankegang om, at rige lande kan – hvis de har lyst og mulighed for det – donere vacciner og penge til nogle af de internationale indsatser, hvor COVAX er den mest prominente.
\ Hvad er COVAX?
COVAX blev lanceret i april i et samarbejde mellem verdenssundhedsorganisationen WHO, EU-Kommissionen og Frankrig.
COVAX-initiativets mål er at gøre vacciner mod COVID19 tilgængelige for risikogrupper og sundhedspersonale i lav- og mellemindkomstlande inden udgangen af 2021.
I 2021 sigter COVAX på at levere 1,8 milliarder vaccinedoser til de 92 støtteberettigede lande – hvilket kun dækker 27 procent af disse landes befolkningen.
Kilde: Lægemiddelstyrelsen
COVAX-initiativet er finansieret af vestlige regeringer igennem WHO for at distribuere vacciner globalt til lavindkomstlande. Derfor peger Andreas Albertsen på, at de kan være en oplagt modtager af de penge, som kommer ind fra en vaccineskat.
Forslaget lyder, at velhavende nationer bør betale en vaccineafgift som en del af den pris, de betaler til producenterne.
Producenterne vil være ansvarlige for at udbetale afgiften, så betalingsbyrden bliver skubbet over på landene.
Det kan være én måde at få vaccineproducenterne med på vognen, vurderer Andreas Albertsen.
»Har man fået producenterne med, så bliver det sværere at finde en vej udenom for landene, og der er jo ikke så mange producenter af vacciner. Derudover kan det være et godt signal at sende for producenterne, der dog skal være villige til at tage de ekstra administrationsomkostninger på sig.«
Andreas Albertsen fremlægger et eksempel: Hvis andelen af købsprisen blev sat til 1 procent, så er grundtanken, at når et land køber 1000 vacciner, betaler de en afgift, der gør, at der kan indkøbes 10 vacciner yderligere til COVAX.
Eksemplet skal ses som en måde at illustrere skatte-mekanismen mere end et endeligt bud på bud på skattens størrelse, tilføjer han.
Og for at sikre, at de fattige lande ikke bliver dårligere stillet med en afgift og er nødsaget til at reducere deres indkøb som følge af en afgift, peger Andreas Albertsen på en progressiv skat:
»Den mest retfærdige version af vaccineafgiften kan derfor være en progressiv skat, hvor den andel, der er allokeret til COVAX, er højere for højindkomstlande end for mellemindkomstlande. Det kunne også anses for rimeligt at fritage lavindkomstlande for skatten,« siger Andreas Albertsen, der også er folketingskandidat for SF.
Forsker: Spændende tanke
Idéen om at lade pengene fra en vaccineskat gå til COVAX-initiativet er særligt spændende, lyder det fra professor Flemming Konradsen, som har læst artiklen for Videnskab.dk.
\ Mere om artiklen
Den videnskabelige artikel er udgivet i Journal of medical ethics, der er en del af det store tidsskrift BMJ.
Artiklen er fagfællebedømt, men går under en perspektivartikel, hvor forskerne – med afsæt i forskning – fremlægger en hypoteste eller et forslag. Det er altså ikke et typisk studie, hvor forskerne har været ude at lave feltarbejde.
»Hvis pengene går til COVAX, kan man bruge skatten bredere, så det bliver en skat, der går til hele pandemikontrollen inden for sundhedssektoren,« siger Flemming Konradsen, der er professor og afdelingsleder på Afdeling for Global Sundhed på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet.
Det handler ikke blot om at få sendt nok vaccinedoser afsted til de fattige lande. Man skal samtidig træne medarbejdere, få opbygget oplysningsprogrammer, testkapacitet og skabe den nødvendige infrastruktur, og på den måde kan pengene favne flere ting, uddyber Flemming Konradsen.
Men en skat på vacciner løser langtfra alle de problemer, der er med den globale vaccine-ulighed, indvender Flemming Konradsen.
Bliver svært at få alle lande med
En ting er, at det vil tage lang tid at få en skat på plads, og der vil være en del forhandlinger frem og tilbage mellem lande.
Derudover vil det kræve, at man kan få de lande, der kører på frihjul – og i forvejen ikke er meget for at bidrage til COVAX – til at betale skatten. Så det kan være umådelig svært at få løftet idéen ud i virkeligheden, vurderer professoren.
»Det er rigtigt, at hvis alle vaccineproducenter indførte en skat, så har du ikke noget sted at gå hen. Så hver gang du køber en vaccine, vil en procent gå til COVAX. Det kræver stadig – om du donerer penge direkte, eller om man betaler en skat for at købe vaccinerne – en politisk opbakning til initiativet, og at man ikke kan gå et andet sted hen for at købe din vaccine skattefrit.«
»Men jeg er i princippet positivt stemt for, at det bliver en løsning, hvor virksomhederne opkræver afgiften og ikke kan sælge en vaccine uden skat. Men man kommer ikke udenom, at det stadigvæk er en politisk beslutning, og i den her sammenhæng en kommerciel og politisk beslutning,« fortsætter Flemming Konradsen.
Og når pandemien løber for fuld hammer, har vi ikke den tid, som det vil tage at sætte os ned at få de kinesiske vaccineproducenter med ombord, tilføjer professoren.
»Det gælder jo først, når alle er OK med, at der skal betales en skat, og eftersom de fleste producenter er private, særligt i Indien, EU og USA, så skal alle være med på det, så der ikke opstår en konkurrencemæssig ulighed.«
Sådan kan man sikre en tilslutning
Andreas Albertsen præsenterer flere bud på, hvordan man kan sikre tilslutning til en vaccineskat:
- For at få vaccineproducenter med ombord, kunne COVAX stille den betingelse, at de kun vil købe vacciner fra virksomheder, der rent faktisk overholder afgiften.
- Man kan gøre offentlig støtte til vaccineforskning betinget af deltagelse i vaccineafgiftsordningen.
Han anerkender dog, at der er en række udfordringer forbundet med at indføre en vaccineskat.
»Den største udfordring er rent praktisk, for man skal selvfølgelig have nogle lande, der synes, at det er en god idé at indføre,« siger Andreas Albertsen.
Idéen med et forslag om vaccineskat er dog, at det skal være bindende for alle lande – også dem, der er mere tøvende.
Det kan være et måde komme udenom den såkaldte ‘freerider’- effekt, hvor nogle lande ikke bidrager til at få rullet vacciner ud i de fattige lande, mens andre lande bærer en større del af byrden, vurderer Andreas Albertsen.
\ Læs mere
Ikke kun et spørgsmål om penge
En af de helt store udfordringer på nuværende tidspunkt er at få godkendt store produktionsfaciliteter i lande, som mangler vacciner, uddyber Flemming Konradsen. Lige nu er der nemlig brug for flere lokale vaccinefabrikker rundt i verden til at producere coronavacciner.
»Det tager tid at opbygge produktionsfaciliteter og de mange subkomponenter, der indgår i produktionen og få dem tilvejebragt i en situation for forsyningskæderne er presset. Så næsten lige meget, hvor mange penge du har, skal der være godkendte produktionsfaciliteter til relativt avancerede vacciner.«
Derfor vil en skat ikke batte på kort sigt, hvor et af problemerne er, at de rige lande »har alt for mange vacciner på lager, som burde komme ud i verden meget hurtigere«, som Flemming Konradsen formulerer det.
Problem er simpelthen, at lande overkøber og binder produktionskapaciteten i Vesten, fordi de rige lande vil sikre, at de har vacciner, fra mange forskellige producenter, til de kommende år.
»Så pengene løser ikke den udfordring, der er bundet op på hele forsyningskæden og godkendelserne. Det kræver en politisk anerkendelse af, at det ikke giver mening at overkøbe vacciner,« mener Flemming Konradsen.
Skal ruste os til næste gang
Andreas Albertsen anerkender, at der er en række udfordringer – blandt andet med produktionsfaciliteter – som rækker ud over en en skat på vacciner.
Derfor skal hans artikel også ses som et indspark til den fremtidige håndtering af vaccineudbredelser og pandemihåndtering.
»Det er tænkt som en forbedring af det nuværende system, som vi kan se, har været mangelfuldt og skaber en ulighed i fordelingen af vacciner,« siger Andreas Albertsen.
Hvis man begyndte at arbejde med den her model nu, begyndte at indlejre det i patentlovgivningen og begyndte at arbejde med den model i EU, så vil man stå bedre, næste gang en sådan situation opstår, mener Andreas Albertsen.
»Det er ikke kun et corona-fænomen. Det er et generelt fænomen i vaccineudbredelsen, og uanset hvilke løsninger, der præsenteres, så vil de skulle finansieres, og der skal vi have en diskussion om, hvordan vi gør det.«
