De seneste år har der blandt forskere været intens interesse i effekten af computerprogrammer og såkaldte brain games, der efter sigende skulle kunne træne din hjerne.
Med gyldne løfter om at forbedre de mentale færdigheder og beskytte mod demens fristes mange af os til at investere i dyre abonnementer til forkromede apps og spil til mobilen.
Ikke nok med at vi som privatpersoner punger ud i dyre domme, så gør vi det også som skatteydere, idet programmerne i stigende grad vinder indpas i den offentlige sundhedssektor.
Som tidligere neuropsykolog på en rehabiliteringsafdeling har jeg således selv oplevet, hvordan flere af disse kognitive træningsprogrammer er begyndt at gøre deres indtog i de neurologiske og kommunale genoptræningsforløb.
Det er derfor nærliggende at stille spørgsmålene:
Virker programmerne overhovedet?
Og hvis ikke - hvad gør så?
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet og Region Hovedstaden.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Virker hjernetræning?
Kigger man på de kommercielt tilgængelige brain games, er det tydeligt, at producenterne selv mener at kende svaret på, om de virker.
Tag bare det mest kendte program på markedet, mobilappen Lumosity. Her loves du som bruger, at spillene vil træne alt fra din hukommelse og problemløsningsevne til dit mentale tempo og evnen til at tænke fleksibelt.
I markedsføringen af visse apps bliver løfterne endda svulstigere.
Her lokkes med vendinger som ’digital terapi til Alzheimers sygdom og demens’, alt imens du som bruger kan scrolle forbi et billede af en fortvivlet ældre herre og ned til et af en glad gammel dame med en iPad i hånden.
Budskabet er svært at tage fejl af.
At hjernetræningsprogrammer hævder, at netop deres teknologi kan behandle demens, er på ingen måde nyt.
I 2016 blev producenterne bag Lumosity – Lumos Lab – tildelt en bøde på 2 millioner dollars for på for svagt et videnskabeligt grundlag at hævde, at spillene blandt andet kunne forbedre skole- og arbejdspræstation samt aldersrelaterede kognitive ændringer.
Trods reprimander og flere forskeres advarsler mod at tage producenternes ord for gode varer er der dog fortsat enorm interesse for spillene.
At interessen varer ved, er måske heller ikke så mærkeligt, givet hvor stor umage producenterne gør for at markedsføre programmerne som værende solidt forankret i forskning og evidens.
På flere af programmernes hjemmesider kan man således finde referencer og links til studier, der tilsyneladende skulle vise, at træningen virker. Spørgsmålet er så om de har ret.
Hvad siger forskningen?
På trods af at forskningen nu i over 100 år har forsøgt at besvare spørgsmålet ’virker hjernetræning?’, er der fortsat stor uenighed om svaret.
For mens nogle studier har fundet gavnlige effekter af visse typer kognitiv træning på eksempelvis opmærksomhed og korttidshukommelsen, har andre ikke formået at reproducere disse fund.
Dette promptede i 2014 en gruppe prominente forskere til at underskrive en fælles konsensus-erklæring på vegne af det videnskabelige miljø.
Konklusionen var nedslående: Der er ikke nok evidens til at konkludere, at brain games rent faktisk gør én bedre til andet end det specifikke spil, man træner.
Ifølge disse forskere er der med andre ord ikke meget, der tyder på, at dét at træne hukommelsen med et computerspil rent faktisk fremmer din hukommelse i hverdagen.
Der skulle dog ikke gå længe, før det viste sig, at den videnskabelige konsensus ikke var så entydig endda.
Blot få måneder senere publicerede en anden gruppe internationale forskere således et modsvar, hvori de argumenterede for, at der faktisk er specifikke effekter af bestemte typer kognitiv træning – til tider endog effekter som overføres til andre domæner og hverdagsfunktioner.
Konklusionerne er altså modstridende, hvilket jeg uddyber i boksen under artiklen. Her skal vi videre til, hvad du selv kan gøre for at træne din hjerne.
Hold dig mentalt aktiv
I modsætning til forskningen i hjernetræning er der et fund, der er mindre kontroversielt:
Det faktum, at mennesker, som livet igennem har ført en mere mentalt aktiv livsstil, klarer sig bedre, når de rammes af sygdom i hjernen.
Mange studier har således vist, at mennesker med højere uddannelse, mere komplekse jobs og større engagement i fritidsaktiviteter, før sygdommen indtraf, er bedre beskyttet mod at udvikle kognitive vanskeligheder, når de rammes af sygdom i hjernen.
De siges således at have en højere kognitiv reserve.
Som grafen nedenfor illustrerer, har mennesker med høj kognitiv reserve vist sig at være bedre beskyttet mod at udvikle kognitive vanskeligheder ved sygdom i hjernen sammenlignet med mennesker med lav kognitiv reserve.

Kognitiv reserve har vist sig at spille en rolle i så forskelligartede sygdomme som blandt andet Alzheimers demens, Parkinsons sygdom, traumatisk hjerneskade og multipel sklerose (her og her).
Nedenfor kan du se eksempler på den type aktiviteter, der er forbundet med kognitiv reserve.
Læs, skriv og lær noget nyt
Der findes flere aktiviteter, der, ifølge forskningen (se her, her og her), er forbundet med en øget kognitiv reserve. Den gode nyhed er altså, at helt enkle og ikke mindst underholdende aktiviteter kan træne hjernen.
Jo mere mennesker angiver at have deltaget i følgende type aktiviteter, før de fik en sygdom i hjernen, desto bedre virker de til at klare sig efterfølgende:
- At læse (for eksempel bøger, magasiner og aviser)
- At skrive (for eksempel breve, dagbog, artikler, blogs)
- At lære noget nyt (for eksempel et nyt sprog eller fag som matematik)
- At lære at spille et musikinstrument
- At spille spil (for eksempel kort, brætspil, kryds og tværs)
- At deltage i mentalt stimulerende hobbyer
- Kunstneriske foretagender (at male, digte, skrive sange)
- Tage til konferencer, se forelæsninger, deltage på kurser
- Motion
Der er altså noget, der tyder på, at noget så basalt som fritidsaktiviteter kan ses som en form for hjernetræning (i ordets bredeste forstand).
Vi ved kun, at der er en sammenhæng
Her skal det nævnes, at det endnu er uvist, hvorvidt mennesker, der leder en mere mentalt aktiv livsstil, er bedre beskyttet ved sygdom i hjernen, fordi de deltager i aktiviteterne.
Indtil nu ved vi blot, at der er en sammenhæng.
På samme vis ved vi ikke meget om, hvorvidt nogle af aktiviteterne beskytter mere end andre. Vi ved dog, at jo mere en person har engageret sig i både fysiske, sociale og mentalt stimulerende fritidsaktiviteter forud for at blive ramt af sygdom, desto bedre virker vedkommende til at klare sig efterfølgende.
Og hvad bedre er, så er mange af disse aktiviteter gratis, i modsætning til computerspillene. Du behøver ikke et fast månedsabonnement for at skrive en artikel eller lære et nyt sprog.
Herudover vil mange af aktiviteterne kunne bidrage til at lære konkrete evner, du rent faktisk vil kunne bruge i hverdagen. For eksempel får du et større ordforråd af at læse - det gør du ikke af mobilspil, hvis effekt på nuværende tidspunkt er uklar.
Så selvom forskningen i computerbaserede træningsmetoder er spændende og berettiget, er du på nuværende tidspunkt bedre tjent med at lægge mobilen fra dig, løbe en tur og fordybe dig i en god bog.
God fornøjelse!
\ Læs mere
\ Læs mere
\ Kilder
- Andreas Kirknæs Færks profil (Linkedin)
- "How to play 20 questions with nature and lose: Reflections on 100 years of brain-training research", PNAS (2018). DOI: 10.1073/pnas.1617102114
- "Cognitive reserve", Neuropsychologia (2009). DOI: 10.1016/j.neuropsychologia.2009.03.004
- "Cognitive reserve in Parkinson's disease: a systematic review and meta-analysis", Parkinsonism & Related Disorders (2014). DOI: 10.1016/j.parkreldis.2013.08.010
- "Cognitive reserve in multiple sclerosis", Multiple Sclerosis Journal (2013). DOI: 10.1177/1352458513498834.
- "Brain reserve and cognitive reserve in multiple sclerosis", Neurology (2013). DOI: 10.1212/WNL.0b013e318296e98b
- "The Cognitive & Leisure Activity Scale (CLAS): A new measure to quantify cognitive activities in older adults with and without cognitive impairment", Alzheimer's & Dementia (2021). DOI: 10.1002/trc2.12134
- "Assessing reserve-building pursuits and person characteristics: psychometric validation of the Reserve-Building Measure", Quality of Life Research (2018). DOI: 10.1007/s11136-017-1694-2
- "Leisure Activities and the Risk of Dementia: A Systematic Review and Meta-Analysis", Neurology (2022). DOI: 10.1212/WNL.0000000000200929
\ Modstridende konklusioner
Inden for de seneste år er store metaanalyser, der sammenfatter resultaterne fra mange forskellige studier, nået vidt forskellige konklusioner, hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt kognitiv træning virker.
Nogle studier konkluderer således, at der er en effekt af visse typer hjernetræning, der overføres til andre kognitive domæner og hverdagsfunktioner for bestemte målgrupper (her og her).
Andre finder, at træningen ganske vist gør dig bedre til den specifikke opgave, du træner, men ikke resulterer i overordnede forbedringer på mål for kognition, intelligens eller hverdagsfunktion (her, her, her, her og her).
På trods af spørgsmålet omkring, hvorvidt bestemte typer målrettet træning kan gavne bestemte målgrupper, er der på nuværende tidspunkt ikke belæg for at anbefale brug af kommercielle apps til almindelige, raske mennesker.
Ligeledes er det indtil nu ikke blevet påvist, at nogen form for hjernetræning kan helbrede eller forhindre demens.
Der har for nyligt været enkelte lovende metaundersøgelser, der har antydet, at visse computerbaserede kognitive spil kunne resultere i forbedringer på en række overordnede mentale færdigheder (her og her), men også her når studier til modstridende konklusioner.
Forskere har stillet det forkerte spørgsmål
Dette er på ingen måde nyt. Faktisk har modstridende fund været kendetegnende for forskning i kognitiv træning siden begyndelsen af det forrige århundrede.
Ifølge Benjamin Katz, Priti Shah og David E. Meyer fra University of Michigan, Ann Arbor, hænger de modstridende konklusioner sammen med, at forskere nu i 100 år har stillet et spørgsmål, der dybest set ikke kan besvares, nemlig spørgsmålet ’virker kognitiv træning?’.
Ifølge dem, svarer det til at spørge, om medicin eller fysisk træning virker. Ligesom der findes vidt forskellige typer medicin, findes der nemlig vidt forskellige typer hjernetræning.
Begrebet dækker således over så forskellige aktiviteter som computerspil, virtual reality, papiropgaver, meditationsbaserede teknikker og genoptræning af visuel og rumlig opmærksomhed efter hjerneskade (for at nævne nogle få).
Og ligesom det ikke giver meget mening at konkludere, at medicin ikke virker, fordi man har testet én type medicin i én bestemt målgruppe, kan man heller ikke konkludere, at alle typer hjernetræning ikke virker – blot at den pågældende type træning, man har testet, ikke ser ud til at virke for den givne målgruppe i den specifikke kontekst, man har testet den.
Det lyder bare ikke helt så godt.

































