Celledød og opkast: Det sker i kroppen, hvis du spiser giftige svampe

Hvert år, når sommeren bliver til efterår, drager mange entusiaster ud til skovene i søgen efter den fineste fangst til middagsbordet. Jægere? Næppe – i det mindste ikke set fra et dyrs perspektiv.

Faktisk er det, de så ivrigt søger, svampe. Svampe, der spirer op ad af jorden som bløde, kødfulde frugtlegemer, som ofte folder sig ud i en bred paddehat.

Svampe er længe blevet anset for at være planter. Det er de dog ikke – men de er heller ikke dyr. En svamp er simpelthen en svamp, og de har fået tildelt deres eget rige: Svamperiget.

Svampe er dermed en del af et utrolig mangfoldigt rige, muligvis med millioner af arter, der den dag i dag stadig forbliver stort set ubeskrevet.

Svampe er værdsatte fødevarer takket være deres kulinariske egenskaber og spænder fra en dagligdags ingrediens i kødsovsen til at være en svært eftertragtet delikatesse.

Enhver svampeekspert ved dog, at det kun er visse arter, der er lækre råvarer i køkkenet, imens andre ikke just er en fryd for ganen – og at nogle arter meget vel kan blive dit sidste måltid, hvis du så meget som bare smager på dem.

I denne artikel vil vi fokusere på svampe, der tilhører den sidstnævnte kategori (altså de giftige) ved at udforske to forskellige farlige toksiner, som de besidder; nemlig amanitiner og muscariner.

Svampeforgiftning: Mindst 100 dør hvert år

Selvom svampeforgiftninger ikke er så almindelige, forekommer de regelmæssigt og i stigende grad over hele verden.

Det er sandsynligvis på grund af den stigende popularitet i forbruget af svampe, kombineret med en manglende evne til at kunne identificere svampene korrekt.

Alene på den nordlige halvkugle rapporteres der årligt tusindvis af svampeforgiftninger.

Eksempelvis mistede to afghanske flygtningebørn i Polen livet i 2021, efter de spiste en suppe med meget giftige svampe, som familien havde indsamlet i skoven.

Det anslås, at svampeforgiftning årligt resulterer i mindst 100 dødsfald på verdensplan. Disse tal er højst sandsynligt en undervurdering.

Blandt mange af disse uheldige tilfælde er synderen en art i Amanita-svampeslægten (en slægt er en gruppe af relaterede arter).

Den mest berygtede repræsentant i denne gruppe er uden tvivl den grønne fluesvamp (Amanita phalloides), som findes over hele verden – inklusiv Danmark.

Med sådan et dårligt ry kan man undre sig over, hvilke stoffer disse svampe egentlig indeholder, siden at de er så farlige?

Den grønne fluesvamp og amanitin-toksinerne

Kødet på Amanita-arter, såsom den grønne fluesvamp, er rig på små, ringformede molekyler kendt som amatoksiner.

Amatoksiner er også til stede i høje mængder i de lige så giftige slægter Lepiota og Galerina.

Det mest giftige medlem af amatoksin-gruppen er amanitin, som påvirker proteinsyntesen (dannelsen af proteiner), der er en essentiel proces i enhver celle i kroppen.

Amanitin binder specifikt til RNA-polymerase II enzymet (RNAP II), der normalt bruger cellers DNA som en skabelon til at producere RNA.

RNA er et molekyle, som aflæses fra kroppens DNA og derefter fungerer som opskrift for kroppens celler til at danne proteiner. Man går altså fra DNA til RNA til protein.

Disse trin er afgørende for cellen, da de konstruerede proteiner fra RNA er essentielle for cellens egne processer og funktioner på vævs- og organniveau.

Bindingen fra amanitin fungerer som en ’sluk-knap’ for RNAP II, som bliver inaktiv og dermed ude af stand til at udføre sin afgørende rolle.

Forstyrrelsen i produktionen af proteiner udløser en dominoeffekt, der fører til et kollaps og nedbrydning af den pågældende celle.

Leveren tager tæskene

Udsigten til at få dine celler ødelagt én efter én lyder i sig selv ret uhyggeligt, men det bliver endnu værre, når man ser det fra et organ- og helkropsperspektiv.

Dette celle-ødelæggende kaos finder oftest sted i leveren, hvor toksiner og affaldsstoffer regelmæssigt behandles og neutraliseres.

Dog vender amanitin situationen på hovedet ved i stedet at nedbryde leveren celle for celle, hvilket øger risikoen for akut leversvigt og død.

Før dette stadie indtræffer, oplever man generelt amanitinforgiftning i form af opkastning, svimmelhed, svaghed og gulsot (hvor huden bliver gul på grund af udskillelse af affaldsstoffer fra leveren).

Når transplantation er den eneste udvej

Til tider bliver amanitin også transporteret til nyrerne for at blive elimineret igennem urinen, hvilket kan resultere i et dødeligt nyresvigt, da amanitin ødelægger nyreceller, ligesom de gør det i leveren.

For at gøre tingene endnu værre, er der ingen specifik behandling mod amanitinforgiftning endnu.

Selvom forskellige midler, såsom penicillin og marietidsel (en haveplante med komponenter, som interagerer med amanitin) ofte bruges til at modvirke forgiftningen, er en lever- og/eller nyretransplantation i øjeblikket den eneste behandlingsmulighed i de mest alvorlige tilfælde.

Den mislykkede søgen efter en behandling

For over 30 år siden forsøgte et hold af forskere at tackle dette problem ved at producere antistoffer skræddersyet til at binde og neutralisere amanitin, hvilket ifølge deres plan skulle have givet en sikrere og mere effektiv behandling.

Denne strategi gav dog hurtigt bagslag i tidlige eksperimenter. Selvom antistofferne viste sig at have den ønskede stærke binding til amanitin, viste det sig også, at antistofferne omdirigerede amanitin til nyrerne, hvor antistofferne generelt passerer, før de bliver elimineret eller ført tilbage til blodet igen.

Når antistofferne bragte amanitin ind i nyren, blev amanitin reabsorberet sammen med antistoffet i stedet for at blive udskilt i urinen. Dette resulterede i en ophobning af amanitin i nyren, hvilket forårsagede alvorlig skade på nyrecellerne.

På baggrund af dette, og måske lidt for tidligt, blev antistof-baseret terapi kasseret som behandling mod svampeforgiftning.

På grund af manglen på alternative behandlinger, står vi i dag stadig uden en simpel og effektiv behandling mod de ødelæggende konsekvenser forårsaget af amanitinforgiftning.

Varme- og kulderesistente: Toksinerne, der bare ikke vil dø.

Ikke desto mindre er det ikke unormalt at folk undervurderer faren ved amanitin-toksiner, når de plukker og tilbereder svampe.

Når alt kommer til alt, vil tilberedning eller frysning af svampene vel uskadeliggøre toksinerne – eller hvad?

Ikke rigtigt. Det viser sig, at amanitin er resistent over for både varme og kulde, hvilket gør dem praktisk talt usårlige over for at blive kogt, så vel som at blive frosset ved -20℃.

Dødbringende eller ej?

Med dette i mente er det nemt at se, hvordan selv tilsyneladende trivielle misforståelser omkring identifikation og potentiel fare ved svampe kan have katastrofale konsekvenser.

Denne korrekte identifikation er især vigtig for svampesamlere, og derfor bevæbner disse sig ofte med feltvejledninger for at hjælpe identifikationen.

Det er ikke en let sag, når man tager i betragtning, at mange giftige Amanita-svampe (inklusiv den grønne fluesvamp og Amanita virosa, bedre kendt som snehvid fluesvamp) ligner deres spiselige slægtninge i både form og farve.

Den går dig på nerverne: Muscarin

Selvom amatoksiner – og amanitin i særdeleshed – skiller sig ud blandt svampetoksiner for deres ekstreme giftighed, findes der masser af andre giftige molekyler i svampe, som også har stor videnskabelig interesse.

Et bemærkelsesværdigt eksempel er muscarin: Et molekyle, der påvirker neuroner og hæmmer sammentrækningen af ikke-viljestyrede muskler såsom dem i hjertet og blodårer.

Muscarin er ekstremt interessant, når man kigger tilbage på historiske studier om humanbiologi. Det skyldes, at studiet af dets giftige virkning medvirkede til at bestemme mekanismen af det parasympatiske nervesystem (en del af nervesystemet, der regulerer en række ubevidste handlinger såsom blodcirkulation).

Muscarin forringer kroppens signalsystem

Muscarin binder til bestemte receptorer, der i sidste ende er blevet kendt som ’muscarin receptorer’, da bindingskompatibiliteten af receptorerne med andre molekyler først blev beskrevet med muscarin som model.

Disse receptorer fungerer som porte for overførslen af information fra neuroner til væv og åbner, når de møder budbringer-molekyler også kendt som neurotransmittere.

Faktisk konkurrerer muscarin-molekylet med acetylcholin, en neurotransmitter der har til opgave at videresende signaler fra nervesystemet til andre organer.

Når muscarin er bundet til muscarinreceptoren, kan acetylcholin ikke binde hertil, da bindingsstedet er blokeret af muscarin.

Dette fører til en forringet overførsel af information fra neuroner til det tilsigtede organ (som regel hjertet) og kan resultere i et drastisk fald i blodtryk og muligt kredsløbssvigt i de farligste tilfælde.

Muscarin vs. amanitin: Én sikker vinder

På trods af giftigheden beskrevet ovenfor, er muscarin ikke lige så potent som amanitin og kræver betydeligt højere koncentrationer for at være dødelig – mere end der normalt findes i nogen former for svampearter.

Den mest berømte muscarin-holdige svamp er rød fluesvamp (Amanita muscaria), som muscarin-giften er opkaldt efter.

Ironisk nok indeholder rød fluesvamp dog kun spor af muscarin, mens andre arter fra den mindre kendte Inocybe-slægt indeholder langt større mængder muscarin.

Til gengæld har rød fluesvamp uden tvivl stadig opnået en uovertruffen kulturel status igennem menneskehedens historie, takket være en anden spændende effekt af dens giftige arsenal, nemlig den psykedeliske.

Men det vender vi tilbage til i vores næste artikel, hvor turen går til svampenes eventyrland.

Oversat af Emilie Sølling Henriksen.