Det er generne, der gør dit barn kræsent – ikke din indsats i køkkenet

Hvis du også kæmper for at få dine børn til at spise, så kan et nyt britisk studie måske få dig til at ånde lidt lettet op.

Som hovedregel er det ikke noget, vi gør som forældre, der resulterer i, at barnet er vender visse madvarer ryggen.

Det er ikke din skyld, at der ikke bliver spist grøntsager eller fisk. Det er ikke din skyld, at storesøster godt kan lide broccoli, men at lillesøster spytter det ud.

Det er generne! Overordnet set i hvert fald. Hvis børn er kræsne, når de er 3 år gamle, er de det sandsynligvis også, når de er 13.

Det er i hvert fald konklusionen i det nye studie. Men hvordan kom forskerne frem til den?

Tvillingstudier afslører arvelighed

Kræsenhed beskrives i studiet som en tendens til at spise et begrænset antal typer mad. Det handler om at være kræsen med hensyn til smag og konsistens og ikke have lyst til at prøve nye ting.

Det er relativt almindeligt og udvikler sig typisk i den tidlige barndom. Nogle børn er så kræsne, at det bliver et problem i hverdagen — både for børnene og ikke mindst for forældrene.

For at finde ud af hvad der skyldes gener, og hvad der skyldes miljø — altså forældrene og den mad de serverer – undersøgte forskerne 4.800 enæggede og tveæggede tvillinger.

Tvillingstudier gør det muligt at skelne mellem, hvad der skyldes medfødte gener, og hvad der skyldes påvirkning udefra.

Forældrene til børnene har besvaret spørgsmål i 5 forskellige aldre: 16 måneder, 3 år, 5 år, 7 år og 13 år.

Forskerne kan derfor sige noget om udviklingen over tid, og konklusionen er klar: Kræsenhed er i høj grad arvelig, og den forbliver stabil fra tidlig barndom til ungdom. Men det betyder ikke, at det ikke kan ændre sig.

Tidlig indsats kan virke

»Den vigtigste indsigt fra dette arbejde er, at kræsenhed ikke er noget, der opstår som følge af forældrenes adfærd. Det handler faktisk om de genetiske forskelle os imellem,« siger Zeynep Nas, som er én af forskerne bag studiet, til The Guardian.

Men, tilføjer hun: »Gener er ikke skæbne.«

For selvom den genetiske påvirkning er rimelig stabil helt frem til teenageårene, så varierer den stadig en del. Den indsigt er vigtig for at afdække, hvornår det er mest effektivt at forsøge at påvirke de kræsne børn, mener forskerne.

For tvillingerne i studiet havde måltider og mad på hjemmebane klart mest at sige, da de var 16 måneder gamle. I den alder forklarer generne kun omkring 60 procent af kræsenheden.

Når børnene er mellem 3-13 år, forklarer generne mellem 74 til 84 procent af kræsenheden.

Kurven går først opad og topper i 7-års alderen. Her nytter det med andre ord ikke meget at forsøge at ændre barnets kræsenhed. Derefter går kurven lidt ned, hen mod teenageårene.

Fra syvårsalderen blev venner og oplevelser uden for hjemmet vigtigere i forhold til at prøve nye fødevarer.

Godt at vide for forældre

»Det er et vigtigt studie,« siger Christine Helle, som er lektor ved Universitetet i Agder, tidligere overlæge og speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri.

»Det er godt for forældre til kræsne børn at vide, at det ikke primært handler om forældrenes adfærd, men om genetiske forhold. Og at det ikke lader sig ændre fra den ene dag til den anden,« siger Christine Helle.

»Det er en egenskab ved barnet, som det vil blive ved med at have, og som måske først bliver mindre i ungdomsalderen.«

Børn bør alligevel blive tilbudt varieret mad og opfordret til at smage på mad, de normalt ikke spiser, mener hun.

Maden skal ofte smages mange gange, før børn begynder at kunne lide noget nyt.

»Studiet viser, at det kan være klogt tidligt introducere barnet til en varieret kost, før det er fyldt to år. I denne periode har madmiljøet størst indflydelse.«

Men har kræsenhed egentlig en funktion?

Kræsenhed kan være en evolutionær fordel

Det er måske ikke så mærkeligt, at børn er kræsne, mener Christine Helle.

»Evolutionsmæssigt har det været smart, at børn ikke bare putter alt i munden og spiser det. Formodentlig er det derfor, at kræsenheden tager til i den fase, hvor barnet begynder at gå og kan bevæge sig væk fra omsorgspersonen,« siger hun.

»Det er et udviklingstræk, som har været nyttigt for os, at børn bliver mere skeptiske over for mad, når de har større bevægelsesfrihed.«

Børn er kræsne på forskellige måder, understreger Christine Helle. Der er et stort spænd mellem dem, der kun er lidt kræsne, og dem, der er så kræsne, at de har brug for opfølgning og behandling. Hun anslår, at det gælder omkring fem procent af alle børn.

Kræsenhed er ikke en diagnose, men nogle af de børn, der er hårdest ramt, kan have noget, der hedder selektiv spiseforstyrrelse. Disse børn undgår hele grupper af fødevarer, for eksempel nægter de at spise grøntsager eller fødevarer med bestemte farver eller teksturer.

Det er muligt at 'øve' sig på at kunne lide mad

Silje Steinsbekk, som er professor i klinisk børne- og ungdomspsykologi ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet (NTNU) har udført flere studier om kræsenhed hos norske børn.

I studierne er hvert fjerde barn havnet i kategorien ‘kræsen’.

Selvom det nye studie viser, at den genetiske effekt er stor, og at den ikke forsvinder over tid, betyder det ikke, at man ikke skal forsøge at hjælpe børnene til at blive mindre kræsne, påpeger Silje Steinsbekk.

»Selvom genetikken spiller en væsentlig rolle, har forældrene mulighed for at påvirke,« siger professoren.

»Generelt set ved vi, at eksponering virker, altså at øve sig i at kunne lide mad og at turde smage ny mad. For dem, der er genetisk sårbare over for kræsenhed, er det nok ekstra vigtigt,« påpeger hun.

Men Silje Steinsbekk håber også, at de nye nye fund og viden kan få forældrene til at slappe lidt af. Ét af de vigtigste råd til forældre, der kæmper med børn, der ikke vil spise, er, at børn aldrig skal tvinges til at spise, at måltiderne ikke må blive en konflikt.

»Mad er så meget mere end ernæring, det er glæde og samvær. Det kaldes jo et måltid – vi skal dele et mål af tid. Hvis det her kan hjælpe forældre med kræsne børn til at sænke skuldrene en smule, så er det godt,« siger Silje Steinsbekk.

Var børn mindre kræsne før i tiden?

Hvis kræsenhed først og fremmest kommer fra generne, kan vi så gå ud fra, at børn gennem tiderne altid har været lige så kræsne?

Det er der ingen studier, der kan be- eller afkræfte, svarer Christina Helle.

I et af deres studier fandt Silje Steinsbekk og hendes kolleger, at hvis børnene havde forældre, der var meget følsomme over for deres behov, steg sandsynligheden for, at de var kræsne to år senere, mens forældrenes evne til at strukturere beskyttede mod kræsenhed.

Mange mener, at nutidens forældrestil er for eftergivende.

Men tidligere accepterede færre forældre måske, at maden ikke blev spist.

»For nogle generationer siden var det nok mere: 'Her er maden! du rejser dig ikke, før den er spist',« siger Silje Steinsbekk.

»Så tilsidesætter man børnenes evne til selv at fornemme, hvornår de er mætte, og skaber ofte negative associationer til mad og måltider.«

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.