Hvordan arbejder hjernen ved bevidste og ubevidste tilstande? Kan vi måle hjernens aktivitetsniveau og se en forskel?
I mit foregående indlæg skrev jeg om den belgiske mand Rom Houben, som efter 23 år bliver genundersøgt og fundet fejldiagnosticeret.
I stedet for at være i koma, som man har troet i alle de år, lader han til at være fuldt bevidst, indelukket i en næsten fuldstændigt paralyseret krop.
Forskere, inklusive undertegnede, har stillet spørgsmålet, om vi med moderne hjerneskannere vil være bedre i stand til at se, om en person er bevidst eller ubevidst.
Allerede i 2003 argumenterede vi (Bernard Baars, Steven Laureys og undertegnede) for, at ubevidste tilstande giver generelle forskelle i hjernens aktivering, og at disse kan måles med forskellige skanningsmetoder.
Der findes naturlige ubevidstheder
Nu behøver man ikke at være hjerneskadet for at være ubevidst.
Vi kender specielt en form for ubevidsthed selv til dagligt: Dyb søvn.
I modsætning til drømmesøvn, som netop er bevidst, tilbringer vi store dele af natten i en ubevidst, dyb søvn. Her ænser vi ikke noget, har ingen oplevelser, ingen selvbevidsthed.
Hvis du er blevet opereret under fuld narkose, har du også været fuldt ubevidst i en periode.
Og mindre behagelige tilstande som blackout som følge af beruselse eller knock outs i en slåskamp (eller i bokseringen) kender vi også til, om end vi ikke selv har været udsat for det.
Nedsat ‘global’ hjerneaktivitet
På samme måde kan vi forstå ubeviste tilstande, som skyldes patologiske forandringer i hjernen: Generaliseret epilepsi, koma og vegetativ tilstand er netop kendetegnet ved, at en person mister bevidstheden.
Ser hjernens generelle aktivitetsmønster ens ud på tværs af alle disse årsager? Er der et kendetegn ved ubevidste hjerner?
I vores sammenligning viste vi netop, at der er generelle ligheder.
De fire tilstande, vi sammenlignede, var koma, vegetativ tilstand, dyb søvn og generel anæstesi. Specielt pandelappen (frontallappen), isselappen (parietallappen) og indersiden af frontallappen (mediale frontallap) viste nedsat aktivitet i alle tilstandene.
Ud over dette var der lidt spredte forskelle, men også en nedsat aktivitet i den dybe struktur thalamus, som kan betegnes som et af de vigtigste ‘gadekryds’ i hjernen. Nedsættelse eller forstyrrelser i aktiviteten her kan også give ubevidsthed som ved generel epilepsi.
Nedsat aktivitet giver tab af egenskaber
Hvilke funktioner forbinder vi normalt med disse hjerneområder?
Både pandelappen og isselappen er kendte for at spille en rolle i både opmærksomhed, arbejdshukommelse såvel som bevidsthed og selvbevidsthed.
Når vi derfor ser en nedsat aktivitet i disse områder, ser vi ikke overraskende også et tab i de samme mentale egenskaber.
Man mister oplevelsen af både sig selv og omgivelserne, og der er meget lidt aktivitet, som kan give opmærksomhed, arbejdshukommelse eller indlæring.
Kan man teste for ubevidsthed i fremtiden?
Fremtiden er her allerede nu. Det ser netop ud til, at man kan begynde at teste patienter for, om de er bevidste eller ubevidste.
Metoderne er tilgængelige, men vi har behov for langt mere viden om netop, hvad der foregår i hjernen i disse tilstande.
Ligesom man konstant forbedrer tests for at fange Alzheimers, har vi behov for at konstant forbedre sådanne skanningsmetoder.
Metoderne er ikke taget i brug endnu, netop fordi vi ikke har tilstrækkeligt med viden. Man vil som radiolog eller neurolog ikke så gerne fejldiagnosticere.
På den ene side vil man ikke stille unødvendigt dårlige diagnoser og prognoser. Men på den anden side vil man heller ikke give urealistiske eller falske forhåbninger.
Hvad fremtiden bringer, er selvfølgeligt svært at spå om. Men de metoder, vi har nu, er så tilpas udviklede, at jeg vil driste mig til at påstå, at moderne hjerneskanninger af hjernens aktivitet om ikke så længe vil kunne bruges til at teste, om en person er ubevidst eller bevidst.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg. Der kan derfor forekomme personlige betragtninger, der normalt ikke optræder i Videnskab.dk’s artikler.
