Hvor meget ilt kan dine muskler optage? Og hvor god form er du faktisk i?
Svært spørgsmål sådan uden videre at besvare, uanset om man dyrker motion dagligt eller helst holder sig fra at få pulsen i vejret.
Det kræver nemlig et laboratorium med måleudstyr, og at pulsen bankes helt i vejret for at kunne udregne dit kondital eller VO2max, som det også kaldes.
Ikke længere.
Forskere fra Aalborg Universitetshospital har udviklet en lille boks ved navn Seismofit, der kan måle konditallet på få minutter, mens man ligger stille på en briks, skriver hospitalet i en pressemeddelelse.
»Normalt kræver det et større udstyrsstykke at måle VO2max. Det vil typisk foregå i et laboratorium og er meget fysisk krævende for personen, idet man for eksempel skal cykle for fuld kraft i 15-20 minutter,« fortæller Peter Søgaard, der er overlæge ved Hjertemedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital og professor ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet, ifølge pressemeddelelsen.
»Det er både upraktisk og dyrt, og for svage patienter er det ikke uden risiko.«
Seismofit kan i stedet placeres på brystet. Den måler så vibrationer i hjertets bevægelse. Målingerne sendes til en app, hvor en avanceret algoritme udregner konditallet.
Ifølge forskerne kan det have stor betydning for sundhedssektoren, at de får den viden om deres patienter.
Hvis tallet for eksempel er lavt for en ung patient, kan det være en indikation på fremtidige sygdomsforløb med hjerte-kar-sygdom, diabetes eller overvægt. Forskerne påpeger desuden, at VO2max sandsynligvis er den stærkeste indikator for en persons sygelighed og dødelighed.

































