For første gang nogensinde har en dansker fået implanteret et helt kunstigt hjerte.
Operationen foregik på Rigshospitalet i København, skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
Carmat, som hjertet hedder, er verdens første fuldt elektriske kunstige hjerte. Carmat tilpasser sig selv kroppen og kan for eksempel sætte pumperytmen op, hvis personen med det kunstige hjerte bliver forpustet, skriver DR Nyheder.
Danmark er det tredje land i verden og det første i Nordeuropa, der som en del af et studie indopererer Carmat i en patient. Den danske patient er nu den 13. i verden, der har fået Carmat.
Videnskab.dk har tidligere skrevet om Carmat i artiklen Kunstigt hjerte klar til mennesker.
Operationen er en del af et større studie af Carmat-hjertet. Og selvom ikke alle de 12 patienter, der tidligere har fået indopereret det kunstige hjerte, lever i dag, er der grund til optimisme.
»Det er patienter, som vi indtil nu ikke har kunnet hjælpe, men som vi med det kunstige hjerte vil kunne gøre en kæmpe forskel for, og indtil nu har resultaterne været gode. Det ser meget lovende ud,« siger Finn Gustafsson, der er overlæge og professor med speciale i avanceret hjertesvigt og transplantation ved Hjertemedicinsk Klinik på Rigshospitalet, til DR Nyheder.
Efter planen skal i alt 20 patienter have indopereret det kunstige hjerte som en del af Carmat-studiet. Derefter skal data undersøges, så hjertet forhåbentlig kan blive sat i endelig produktion næste år, skriver DR Nyheder.
LÆS OGSÅ: Verdens mest komplekse transplantation af penis: Den virker stadig et år efter
LÆS OGSÅ: Regelmæssig motion har langsigtet positiv effekt på vores sygdomsimmunitet
LÆS OGSÅ: Ny transplantation kan muligvis behandle hjertesyge børn
mvh