Opfindelser, der fejlede: Kviksølvskur til kønsorganerne var lige giftig nok
I flere hundrede år gned læger den ene penis efter den anden ind i kviksølv, når syfillis skulle kureres. Kuren var dog ikke uden bivirkninger.

Den 24-årige pige Ingeborg Jensen i september 1867, hvor hun blev udskrevet fra Københavns Kommunehospital. Syfilissåret i ansigtet var stoppet ved hjælp af en kviksølvskur. (Billede: Det Kongelige Bibliotek)

Den 24-årige pige Ingeborg Jensen i september 1867, hvor hun blev udskrevet fra Københavns Kommunehospital. Syfilissåret i ansigtet var stoppet ved hjælp af en kviksølvskur. (Billede: Det Kongelige Bibliotek)

Serie: Opfindelser, der fejlede, og idéer, der gik tabt

I denne juleserie skriver arkæolog Jeanette Varberg og historiker Poul Duedahl om eksperimenter, som gik galt, kampe, der blev tabt, og ideologier, som ingen længere abonnerer på.

Du møder bl.a. verdens første arkæolog samt en dansk læge, hvis hustru aldrig ansatte tjenestefolk, før manden i huset havde befølt deres hoveder.

Dette er 10. og sidste afsnit i serien.

Se links til foregående artikler i serien i boksen lige under artiklen.

Lidenskaberne havde frit spil, når middelalderens lykkeriddere med stor hengivenhed og udholdenhed kastede sig over opfindelsen af alt fra livseliksirer til vise sten.

Det var de såkaldte alkymister.

Drømmen om at skabe en opfindelse, som kunne sikre dem evig berømmelse, overgik alt andet i tilværelsen. Det ultimative mål for mange i de år var at skabe det ædleste af alle metaller: guld. Hvis man kunne skabe det, besad man al den rigdom, man overhovedet kunne drømme om.

Alkymisterne sammenblandede forskellige metaller og kemiske opløsninger og stod bøjet over gryder og glas i svovlstank og kviksølvsdampe. De fleste blev bittert skuffede, når de opdagede, at de aldrig blev genstand for den opmærksomhed, som de så brændende ønskede sig.

Og så alligevel. Alkymien fik nemlig enorm betydning for udviklingen af kendskabet til den moderne kemi.

Særlig stor var fascinationen af kviksølvet, der med sit ædle udseende måtte have ædle egenskaber. Ikke mindst hos 1500-tallets førende alkymist, en schweizisk læge, som gik under navnet Paracelsus – for hvem orker at sige Theophrastus Bombast von Hohenheim – og som lancerede en række teorier om dets vidunderlige egenskaber.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Eksotisk middel duede ikke, men hvad med kviksølv?

Det skulle få betydning. En helt ny sygdom, syfilis – eller ’pokker’ som den hed i samtiden – var netop i de år kommet til Europa fra Sydamerika og spredte sig med lynets hast.

Alkymisterne blev straks sat ind i forsøget på at finde et vidundermiddel, der kunne kurere sygdommen.

De fandt først et eksotisk middel udvundet af et træ fra Amerika, for hvis Gud havde skabt et middel mod lidelsen, så havde han jo nok placeret det i nærheden af sygdommens arnested.

Problemet var bare, at en enkelt købmand havde monopol på handlen med den gavnlige træsort, og som om det ikke var nok, var han tilmed katolik. I det protestantiske Nordeuropa var det mere, end mange på den tid kunne klare.

Derfor var man nødt til at tænke alternativt. Og så foreslog Paracelsus, at man i stedet tyede til kviksølv. Det måtte være den oplagte modgift mod den gift, som syfilissen var.

Kvalsalverens behandling: Kviksølv, arsenik, bly og stryknin

Kviksølvet viste sig da også hurtigt effektivt mod sygdommen. Tungmetallet helbredte måske ikke, men med den rette dosis kunne sygdommen holdes i dvale og ikke uden grund.

Kviksølv er nemlig et meget giftigt metal og i stand til at dræbe bakterier. Ved at indtage det og smøre det på huden, hæmmede det straks syfilissen.

Men det måtte gøres i de rette mængder, for overdosering dræbte også patienten, og bivirkninger var der masser af: Stinkende mundbetændelse, blodmangel, diarré, misfarvning, hårtab og afmagring.

Da Paracelsus var protestant, fandt hans idé mest tilslutning i Nordeuropa, men dér lykkedes det så også lægerne at holde sygdommen stangen og bekræfte kirken i, at den var et særligt katolsk onde.

Rygtet om kviksølvets ædle egenskaber fik folk i hobetal til at opsøge kvaksalvere – altså kviksølvssalvere – for at få del i mirakelkuren.

De delte da også rundhåndet ud mod betaling; præcis som de gjorde med bly, arsenik og stryknin og andre vidundermidler i deres besiddelse. På den måde blev kviksølvet næsten lige så værdifuldt som det pureste guld.

Patienterne spyttede det onde ud

I flere hundrede år efter var kviksølv den førende kur og kunne købes af alle og enhver uden recept på det nærmeste apotek, og i begyndelsen af 1800-tallet benyttede man kviksølv overalt og i store mængder mod syfilis.  

Det var da også mirakelmidlet, da den danske konge i 1806 udsendte en befaling om, at der skulle oprettes sygehuse overalt i landet i kølvandet på en større syfilisepidemi.

Ankommet på sygehuset fik patienterne som det første et varmt bad, ikke sjældent det første i deres liv, og herefter begyndte den langvarige kur.

Først tvang man patienten til at drikke kalomel – en særlig kviksølvmikstur. Midlet fik munden til at svulme op, og tænderne til at bløde og falde ud, men kuren var central i behandlingen.

Det var nemlig en såkaldt spyttekur i følgeskab med en sultekur. Målet var at fremkalde spytflåd, så patienterne i en lille måneds tid udskilte tre til seks pund sejt spyt i døgnet. For når den syge var besat, gjaldt det om at få det ’onde’ ud.

Dagligt blev den sårede krop indsmurt i kviksølvsalve. Det mest populære middel til smørekuren var den såkaldte gråsalve – kviksølv blandet med oksetalg og svinefedt.

Lægerne var allerede vant til at gnide den ene penis efter den anden ind i salven, men også på andre dele af kroppen trængte midlet ind og gjorde huden grå og olieglinsende.

Rene kviksølvskure blev først forbudt i 1857

Smørekuren stoppede kun udbruddet. De helbredende virkninger viste sig først efter 15 til 20 år. Hvis kuren blev afbrudt for tidligt, cirkulerede smitstoffet stadig i organismen og arbejdede sig ind i hjerte, blodkar og nervesystem og passerede ud i hjernehinderne, hvor den syfilistiske betændelse i værste fald gav sig udslag hjernelammelse og forskellige former for sindssyge.

Den slags var man kun alt for godt bekendt med rundt om på sindssygeanstalterne, hvor den gav sig udslag i storhedsvanvid, sløvsind og kraftesløshed. Bivirkningerne af kviksølvet var ofte præcis de samme.

Kviksølv i sin rene form blev først forbudt til behandling for syfilis i 1857 på grund af bivirkningerne. I stedet gik man nemlig over til jod, som netop virkede, fordi det indeholdt… kviksølv.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

DOI - Digital Object Identifier

Artikler, produceret til Forskerzonen, får tildelt et DOI-nummer, som er et 'online fingeraftryk', der sikrer, at artiklerne altid kan findes, tilgås og citeres. Generelt får forskningsdata og andre forskningsobjekter typisk DOI-numre.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte, døde og vaccinationer i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk