For nylig har katastrofale oversvømmelser hærget byer i Tyskland, Belgien og Holland, raseret metrotunneler i Kina, fejet gennem det nordvestlige Afrika og udløst dødelige jordskred i Indien og Japan.
Varme og tørke har sat gang i voldsomme naturbrande i det vestlige USA og Sibirien, forårsaget vandmangel i Iran og forværret hungersnøden i Etiopien, Somalia og Kenya.
Ekstreme hændelser som disse er i stigende grad forårsaget eller forværret af menneskelige aktiviteter, der opvarmer klodens klima.
I tusinder af år har Jordens klima ikke ændret sig noget nær så hurtigt, omfattende og dybtgående, som det ændrer sig i dag.
Den lille istid gav flere år uden sommer
Vi har i en mindre skala set bølger af ekstreme vejrhændelser indtræffe samtidigt med temperaturforandringer før - eksempelvis i løbet af den såkaldte lille istid, som er betegnelsen på en køligere periode, som begyndte i senmiddelalderen og sluttede i 1800-tallet.
Den lille istid var præget af store vulkanudbrud og hårde kuldeperioder i dele af verden.
Den globale gennemsnitstemperatur menes at være faldet med mindre end en halv grad Celsius i løbet af selv de køligste årtier i den lille istid, men lokalt var ekstremerne almindelige.
I logbøger og breve fra perioden skrev folk om 'flere år uden sommer', da det vinterlige vejr fortsatte længe efter foråret.
I sommeren 1816, ødelagde kulde, der fulgte efter et massivt vulkanudbrud i Indonesien, afgrøder på tværs af dele af Europa og Nordamerika.
\ Læs mere
Vinteren 1657-58 var historisk kold
Mindre kendt er de usædvanligt kolde europæiske somre i 1587, 1628 og 1675, hvor frost var skyld i frygt og nogle steder sult.
»Det er frygtelig koldt,« skrev en kvinde ved navn Marie de Rabutin-Chantal fra Paris: »Solens og årstidernes adfærd har ændret sig.«
Vintrene kunne være lige så skræmmende. I det 17. århundrede blev der rapporteret om snestorme så langt sydpå som Florida og den kinesiske provins Fujian.
Havis tog skibe til fange, lukkede gentagne gange Chesapeake-bugten i USA, og floder fra Bosporus (stræde, som skiller Europa og Lilleasien fra hinanden, red.) til Meuse (flod, der gennemløber Frankrig, Belgien og Holland, red.) frøs til.
Vinteren 1657-58 var historisk kold. Danmarks sunde og bælter frøs til og muliggjorde den svenske hærs indtog i Danmark, hvor den belejrede København.
\ Læs mere
Historien viser, at klimaforandringer gav ekstremt vejr
Ifølge digte og sange frøs folk simpelthen ihjel i deres hjem.
Her var der ganske vist tale om kuldeperioder, men den overordnede historie er den samme: En mindre global klimaforandring ændrede dramatisk sandsynligheden for ekstremt lokalt vejr.
Forskere som mig, der studerer klimaets og samfundets historie, identificerer disse forandringer i løbet af historien, for at afdække hvordan befolkningen reagerede.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Hvad ligger bag ekstremerne?
Eksperterne kan bruge tidligere udsving i vækst eller kemi som indikatorer for udsving i klimaet og derved producere grafer eller kort - rekonstruktioner - der viser historiske klimaforandringer.
Disse rekonstruktioner afslører, at kuldebølger fejede over store dele af verden.
De indikerer også sandsynlige årsager blandt andet en række voldsomme vulkanudbrud, der pludselig udledte støv ud i stratosfæren, og langsom, intern variation i de regionale atmosfæriske og oceaniske cirkulationsmønstre.
Alle disse faktorer var dog kun i stand til at afkøle kloden mindre end en halv grad i løbet af selv de koldeste perioder af den lille istid.
Små globale tendenser slører langt større lokale forandringer
Nedkølingen var dog ikke nær så vedvarende som den nuværende opvarmning.
Små, globale tendenser kan sløre langt større lokale forandringer. Studier indikerer, at en beskeden afkøling skabt af vulkanudbrud kan reducere den sædvanlige kontrast mellem temperaturer over land og hav, fordi landmasser opvarmer og nedkøler hurtigere end oceanerne.
Fordi denne kontrast er drivkraft bag monsunerne, kan de afrikanske og østasiatiske sommermonsuner blive svækket efter store vulkanudbrud.
Det forstyrrer sandsynligvis den atmosfæriske cirkulation helt ud i Nordatlanten og reducerer strømmen af varm luft til Europa.
Det er derfor, at dele af Vesteuropa for eksempel oplevede temperaturfald på mere end 3 grader Celcius, selvom effekten var langt mindre i resten af verden i løbet af 1816 - året uden sommer.
Beskedne klimaændringer = store lokale konsekvenser
Såkaldte feedback- eller tilbagekoblings-mekanismer forstærkede og fastholdt regional afkøling, på samme måde som de fyrer op under regional opvarmning i dag.
I Arktis kan eksempelvis køligere temperaturer betyde mere og længerevarende havis. Is reflekterer mere sollys tilbage i rummet, end vand gør, og denne såkaldte selvforstærkende feedbackmekanisme fører til mere afkøling, mere is og så videre.
Som et resultat havde de forholdsvis beskedne klimaforandringer i den lille istid sandsynligvis store lokale konsekvenser.
Ændrede mønstre i den atmosfæriske cirkulation og tryk førte desuden til bemærkelsesværdigt vådt, tørt eller stormfuldt vejr i mange regioner.
En stor mængde havis i Grønlandshavet kan have afledt det nordatlantiske stormspor sydpå og ført kraftig kuling mod diger og dæmninger i det, der i dag er Holland og Belgien.
Tusindvis af mennesker bukkede under for Allerheiligenvloed (Allehelgensdagsoversvømmelsen) langs den tyske og hollandske kyst og igen i Weihnachtsflut 1717 (julestormfloden 1717).
Køligere havoverfladetemperaturer i det nordlige Atlanterhav omdirigerede sandsynligvis også regngivende vinde omkring ækvator mod syd og fremkaldte tørke, der undergravede vandinfrastrukturen i Angkor i 1400-tallet.
Som følge af den beskedne afkøling af vulkansk støv førte forstyrrede atmosfæriske cirkulationmønstre i det 16. århundrede til alvorlig tørke, der bidrog til fødevaremangel i det osmanniske rige.
I 1640 tørrede den store kanal, der forsynede Beijing med mad, simpelthen ud, og en kort, men alvorlig tørke i 1666 lagde grunden for en bølge af katastrofale brande i europæiske byer, som hovedsagligt bestod af brændbare træbygninger.
Hvad så med i dag?
I dag bevæger temperaturerne sig i de modsatte retning - den globale temperatur er allerede 1 grad højere end det før-industrielle niveau, og lokale ekstremer (der til tider har katastrofale konsekvenser) finder sted rundt omkring i verden.
Ny forskning viser, at ekstreme hedebølger, som ikke bare slår tidligere rekorder, men tilintetgør dem, bliver mere almindelige, når temperaturerne ændrer sig hurtigt.
Det er en advarsel til magthaverne om at fordoble deres bestræbelser på at begrænse opvarmningen til 1,5 grad i forhold til gennemsnittet i det 20. århundrede, samtidig med at de investerer i udviklingen og implementeringen af teknologier, der filtrerer drivhusgasser ud af atmosfæren.
Genoprettelsen af atmosfærens kemi vil stadig tage mange årtier, efter at landene har reduceret deres drivhusudledning, og derfor skal lokalsamfund tilpasse sig en varmere og mindre beboelig klode.
Tage ved lære af historien
Nationer og lokalsamfund kan lære af noget af succeshistorierne fra den lille istid:
Landene, der oplevede fremgang, var ofte dem, der sørgede for deres fattige, skabte mangfoldige handelsnetværk, migrerede fra sårbare miljøer, og som først og fremmest tilpassede sig proaktivt til den nye miljømæssige virkelighed.
De mennesker, der oplevede den lille istid, manglede den måske vigtigste ressource, vi har i dag:
De kunne ikke tage ved lære af den lange globale historie af den menneskelige respons på klimaforandringerne.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
