Forsker: Blæksprutternes skjulte samfund viser, hvorfor det er forkert at opdrætte dem

For nyligt blev det foreslået, at der skulle oprettes et akva-kulturbrug på De Kanariske Øer med fokus på blæksprutte-kultur.

Her ville der blive opdrættet 3.000 ton blæksprutter hvert år, hvilket betyder, at op imod 275.000 individuelle blæksprutter ville blive slået ihjel årligt.

Min forskning undersøger dyrs bevidsthed og etikken omkring det, og udtrykket ’blæksprutte-kultur’ får mig til at tænke på Octopolis og Octlantis, to vilde blæksprutte-samfund i Jervis Bay i Australien.

I Octopolis findes talrige blæksprutter, der deler – og kæmper om – nogle få kvadratmeters havbund.

I disse vandfyldte byer indfinder blæksprutterne sig i dominans-hierakier, og nye typer adfærd bliver udviklet: Han-blæksprutter slås om territorie og, muligvis, hun-blæksprutter, ved at smide sten, skaller og konkylier efter hinanden og gennem boksekampe.

Opbygningen af blæksprutte-samfund

Opdagelsen af blæksprutte-samfund kom som en overraskelse for biologer, der længe har beskrevet blæksprutter som enspændere, der kun interagerer med artsfæller i tre specifikke situationer: Jagt, at undgå at blive jagtet og parring.

Hvad, Octopolis peger på, kan ske i naturen, er det samme, som før er blevet observeret blandt blæksprutter i fangenskab: Når de bliver presset sammen på for lidt plads, skaber blæksprutterne interne dominans-hierakier.

I deres kamp om magten udviser han-blæksprutter et væld af fjendtlige typer adfærd, herunder at kyle med kammuslingeskaller for at forsvare deres huler, og ikke mindst den såkaldte ’mantle up’-fremvisning, der får blæksprutten til at ligne en truende vampyr.

Underdanige blæksprutter signalerer deres samarbejdsvillighed gennem lyse farver og en flad kropsholdning. De dominante artsfæller lader til at få større adgang til de gode huler og til hunnerne.

Dyre-kultur

Det, der foregår i Octopolis og Octlantis, bliver formelt kaldt for blæksprutte-kultur. Idéen om dyre-kulturer opstod, da forskere lagde mærke til, at dyr i visse grupper udviste adfræd, der ikke før var set i andre grupper af den samme art.

En af de tidligste fortalere for dyre-kulturer var den japanske primatolog Kinji Imanishi, der i 1950’erne på den japanske ø Kōjima observerede en flok makak-aber, der vaskede sødekartofler, før de spiste dem.

Dette var en ny type adfærd, der ikke før var blevet observeret i grupper af makak-aber, og forskerne var dermed heldige nok til at observere dets arnested:

En abe ved navn Imo var den første, der vaskede en kartofel i det salte vand, og andre i flokken begyndte snart nok at efterligne hendes adfærd, hvilket endte med at etablere et adfærdsmønster på tværs af flokken.

Idéen om dyre-kultur blev efterfølgende en drivkraft for meget japansk primatologi-forskning, men i Europa og Nordamerika fik fænomenet ikke meget opmærksomhed før 1999, hvor en artikel om chimpanse-kultur blev publiceret.

Siden da er der blevet fundet evidens for dyre-kultur – gruppetypisk adfærd, der er indlært gennem socialisering – på tværs af dyreriget, inklusive hos fisk, fugle og insekter.

\ Læs mere

Kultur er en stærk, evolutionær kraft... hos spækhuggere

En ny slags blæksprutte

Forslaget om at oprette en blæksprutte-farm er dermed et forslag om at skabe en ny blæksprutte-kultur, for når kultur-skabende dyr bliver sat sammen, kan de ikke undgå at skabe et samfund.

Det er også et forslag om at skabe en ny slags blæksprutte: De kulturelle adfærdsmønstre krydset med fangenskab bliver en helt ny miljømæssig niche, der kommer til at forme senere udvikling.

De dyr, vi sædvanligvis bruger til opdræt – såsom Angus-køer og diverse svinearter – er blevet domesticeret og er totalt forskellige fra de dyrearter, de har udviklet sig fra.

Mange af vores domesticerede dyrearter kan faktisk ikke overleve uden menneskelig indblanding, for eksempel tamkaninen, der har udviklet sig væk fra de instinkter og pelsfarver, der beskytter vilde kaniner mod rovdyr i naturen.

Andre eksempler inkluderer får, hvis uld vokser sig alt for tyk og tæt, hvis de ikke bliver klippet med jævne mellemrum, og høns, der opdrættes til slagtning, og som ikke kan gå som voksne, fordi brystet er for tungt.

At grundlægge en blæksprutte-farm er dermed at forpligte sig til udviklingen af en ny type dyr, hvis blotte eksistens er afhængig af mennesker.

Det er ikke en idé, man kan tage let på, eller et projekt, der på ansvarlig vis kan afprøves for så at blive afviklet, når det hele bliver for besværligt eller uprofitabelt.

Blæksprutter er intelligente og føler smerte

Der er en hel del grunde til at tro, at et blæksprutte-opdræt på ingen måde ville være let at forvalte. Modsat mange andre landbrugsdyr har blæksprutter brug for plads.

Octopolis er allerede en slagmark, hvor blæksprutterne bokser om magten; vi kan kun forestille os, hvordan det ville se ud, hvis de var flere tusinde.

Blæksprutter har en bevidsthed – de har følelser, og de føler smerte.

En nylig rapport, udført for Department for Environment, Food & Rural Affairs i Storbritannien, gennemgik det videnskabelige grundlag og hævder, at blæksprutter (Cephalopod Mollusc) føler smerte.

\ Læs mere

Ny forskning ændrer britisk dyrevelfærdslov: Blæksprutter, krebsdyr og hummere føler smerte

Dyr med bevidsthed, der bliver opdrættet og jaget som mad, er beskyttede under velfærdslovgivning og skal slås ihjel på måder, der minimerer smerte.

For indeværende slår vi blæksprutter ihjel med køller, ved at lave et snit gennem hjernen eller slet og ret ved at kvæle dem.

Rapportens forfattere konkluderede, at ingen af disse slagtningsmetoder kan kategoriseres som humane og anbefalede dermed, at man ikke burde starte blæksprutte-opdræt.

Desuden er blæksprutter kendte udbryderkonger. Det vil være svært at udforme de fornødne faciliteter, særligt hvis dyrene også skal beriges (udfordres med nye sanseindtryk eller opgaver, red.), er det næsten umuligt ikke at skabe et væld af muligheder for at stikke af.

Blæksprutter fra farme kan ikke bare sættes fri igen

Hvis der bliver oprettet en blækspruttefarm, der herefter bliver forladt, vil de tusindvis af blæksprutter, der nu indgår i en domesticeret blæksprutte-kultur, ikke kunne sættes fri med en forventning om, at de nok skal klare den.

Vi lærte noget af de mange, ganske omkostningsfulde, forsøg på at frisætte spæghuggeren Keiko, der spillede titelkarakteren i ’Befri Willy’-filmene:

At sætte dyr ud i naturen fra fangenskab er meget svært at gøre med succes, også selvom de ikke er født i fangenskab.

Der blev brugt 20 millioner amerikanske dollars på projektet, men Keiko døde i fangenskab.

Forslaget om at samle tusindvis af artsfæller i en blæksprutte-megaby ville være at skalere blæksprutte-kultur op, langt over hvad der er nogensinde er observeret i naturen – men sådan set også i fangenskab.

Det ville skabe hundredetusinder som Keiko - akvakulturelle dyr, der bliver født i naturen for derefter at blive indfanget. Og så ville det tvinge dem til at bo tæt sammen og oprette en ny kultur i, hvad der med sikkerhed ville blive, et voldeligt blæksprutte-slumkvarter.

Vi ved nu, at blæksprutter har et følelsesliv og er kulturskabende, og vi er så småt begyndt at gentænke den nuværende praksis omkring intensiv dyreopdræt.

Det er dermed det helt forkerte øjeblik at foreslå en sådan ordning.

Nu ved vi bedre.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Sara Eleonora Hougaard.

\ Læs mere

Hvordan studerer vi dyrs smerter?

\ Læs mere

Forsker: Regnorme er vigtigere end pandaer