Som alle andre har kunstnere også været udfordrede af nye omstændigheder og rutiner siden starten af COVID-19-pandemien.
Mange har været nødsaget til at tilpasse deres arbejde, hvordan og hvor de arbejder samt finde på nye innovative arbejdsmetoder i midlertidige atelierer med begrænsede forsyninger og i relativ isolation.
Men én ting er dog helt sikker: Som respons på de daglige overskrifter om voldsom sygdom, lidelser og død er behovet for kreativ manifestation og meningsfuld refleksion over tab og afsavn stadig altafgørende.
Kunsten hjalp lægevidenskaben
I adskillige år har jeg studeret sygdommes effekt på amerikanske kunstnere i slutningen af det 19. århundrede.
På dette tidspunkt var lægevidenskaben dårligt rustet til at håndtere det stigende antal af smitsomme sygdomme, så kunsten måtte hjælpe til med at opfylde behovet for forståelse og behandling af sygdom.
En af kunstnerne i min kommende bog om kunst og sygdom er maleren Abbott Thayer, hvis liv og arbejde gennemgik en dramatisk forandring efter hans hustrus død af tuberkulose.
Kunsten var nærmest en slags medicin for den sørgende maler.
En romantisk sygdom
I slutningen af den 18. århundrede begyndte tuberkulose at få et skær af romantik. Tuberkulose blev set som en sygdom, der kunne føre til større bevidsthed, kreativ indsigt og intellektuelt skarpsyn.
Digteren John Keats og komponisten og klavervirtuosen Frédéric Chopin døde begge i en ung alder af tuberkulose, hvilket cementerede sygdommens omdømme som en 'kunstnersygdom'.
I en tidlig biografi omhandlende Robert Louis Stevenson hævder forfatteren, at tuberkulose forstærkede Stevensons talent.
I et skulpturelt relief af den amerikanske billedhugger Augustus Saint-Gaudens er Robert Louis Stevenson afbildet med langt hår og en cigaret imellem fingrene - vågen og produktiv, selvom han ligger tilbagelænet i sengen støttet af en stak puder.
Pittoresk svaghed
En kritiker konstaterede, at relieffet fangede Robert Louis Stevensons 'pittoreske svaghed', som om sygdom øgede hans tiltrækningskraft.
Man forstod kun konsekvenserne af sygdommen dårligt, og det stod lige så skidt til med forståelsen af, hvordan sygdommen spredte sig.
I flere århundreder mente man, at sygdommen var forårsaget af miasma; en medicinsk betegnelse fra oldtiden om sygdomskim, som kunne overføres gennem usund luft, der var opstået i sumpområder eller ved forrådnelsesprocesser.
I 1880'erne opdagede lægevidenskaben endelig, at usynlige mikroorganismer var smittekilden, og at bakterier kunne bliver overført fra en person til en anden.
I modsætning til miasma, som man kunne identificere ved lugten, bevægede bakterierne sig gennem stuvende fulde byer, uden at man opdagede det. De var overalt.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Ren luft og et sundt friluftsliv
Da kunstmaleren Abbott Thayers hustru bukkede under for tuberkulose, var sygdomskim-teorien almindeligt accepteret.
Abbott Thayer var uden tvivl bekendt med teorien; han var immervæk søn af en læge og ekspert i folkesundhed.
Han frygtede, at hans tre små børn stod for skud næste gang, så han ledte efter 'sunde omgivelser' - et sted med masser af frisk luft og omgivet af naturen, hvor hans familie kunne spise sunde, nærende målstider, boltre sig udendørs og sove og hvile.
Familien Thayer var ikke de eneste, som ledte efter helbredende omgivelser.
Helbredende omgivelser
1870'erne markerede starten på sanatoriebevægelsen, hvor tuberkuloseramte (eller personer, som troede, de var syge) kunne samle kræfter til at bekæmpe sygdommen i naturlige omgivelser - ofte i nærheden af bjergene, ørkenen eller havet og under lægeligt tilsyn.
På dette tidspunkt var tuberkulose årsag til omtrent én ud af syv dødsfald i USA.
Sanatorierne var modellen for det liv, Abbott Thayer skabte for sig selv og sine børn i Dublin, New Hampshire.
Deres hjem ved foden af bjerget Mount Monadnock gav familien rig mulighed for at nyde den friske bjergluft, som mentes at være den 'reneste' form for luft.
Kroppens 'skadelige udåndinger'
Abbott Thayer brugte typisk morgenen til at male, så besteg han Mount Monadnock eller gik lange ture i terrænet med sin familie.
De udendørsaktiviteter tilskyndede en slags dyb indånding, som, man mente, fjernede giftstoffer fra kontaminerede lunger.
Familien Thayer sov også udendørs i individualiserede tresidede shelters, så de kunne indånde frisk luft hele natten.
Abbott Thayer opfandt også en 'breath catcher' - en anordning, som dækkede næse og mund (lidt som nutidens mundbind), og som afværgede, at kroppens 'skadelige udåndinger' forurenede sengetøjet om natten, ifølge datidens tankegang.
I endnu et forsøg på at undgå bakterier gik han i specielt fremstillet uldent undertøj, der var markedsført som beskyttende mod sygdom.
Styrkens engel
Mens Abbott Thayer forsøgte at beskytte familiens helbred, gennemgik hans kunst en forandring.
Tidligt i sin karriere malede Abbott Thayer mest landskaber og portrætter, men efter hustruens død blev hans børn – Mary, Gerald and Gladys – genstand for hans arbejde.
Maleriet ‘Angel' forestiller hans ældste barn Mary som et himmelsk væsen, hvis lyse, kridhvide hud - fremhævet af hendes hvide kappe og vinger - formidler en skrøbelighed, der fremmaner effekten af tuberkulose.
Maleriet sammenbringer to modsigelser: en sund datter og en syg mor. Det bryder løftet om en sund ungdom og frygten for kropsligt forfald.
Barfodede og vindomsuste
Maleriet ‘A Virgin of 1892–93' afbilder alle tre børn udendørs. Skyerne bag Marys skuldre, som ligner vinger, er en henvisning til Abbot Thayers tidligere afbildning af hende i ‘Angel’ samt hendes rolle som stand-in for hans afdøde hustru.
Thayers hustrus sygdom fokuserede familiens opmærksomhed på natur og helbred, så det er vigtigt at bemærke, at børnene, der er afbildet barfodede og vindomsuste, bevæger sig målrettet og med stor energi.
Deres beklædning hylder de gamle grækere, som på Thayers tid blev fejret for deres dedikerede indsats i forhold til fysisk kondition og friluftslivet.
Abbot Thayers børn er muligvis ude på en af de mange vandreture på Mount Monadnock; fordybet i de helbredende omgivelser, en legemliggørelse af det liv, deres far havde tilsluttet sig. Børnene bliver forbilleder for et sundt friluftsliv i en tidsalder plaget af smitsom sygdom.
Giver genlyd i dag
Billedet forekommer måske gammeldags, men det giver genlyd i dag.
Både tuberkulose og COVID-19 angriber lungerne. Symptomer på begge sygdomme er stakåndethed og hoste. En effektiv behandling af tuberkulose blev først fundet i 1940’erne med udviklingen af streptomycin, så forebyggelse og vedholdenhed involverede ofte god hygiejne og sund livsstil - ligesom med COVID-19.
Ligesom Mary, Gerald og Gladys går vi lange ture i et forsøg på at undslippe lockdown-periodens psykologiske og fysiske begrænsninger.
Også i dag fylder vi lungerne med frisk luft som et betryggende tegn på sundhed - ligesom man gjorde for mere end hundrede år siden.
Elizabeth Lee modtager støtte fra Smithsonian American Art Museum og Freer Gallery of Art. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
