Hvorfor bugner danske supermarkeder ikke med fødevarer fra udviklingslandene?

Hvorfor bugner kølemontrene i danske supermarkeder ikke med kamelmælksoste fra Mali og kyllinger fra Kenya?

Hvorfor er der i det hele taget så få fødevarer fra udviklingslandene i danske butikker, når vi ved, at landbrugsproduktion spiller en vigtig rolle i mange af disse lande?

Eksempelvis er over halvdelen af befolkningen beskæftiget med landbrug i flere af de afrikanske lande syd for Sahara, ligesom landbrug står for over 45 procent af bruttonational­pro­duktet i nogle af landene.

Dette kan sammenholdes med, at landbruget i Danmark spiller en meget lille rolle i beskæftigelsen af danskere. Sammen med fiskeri og skovbrug står landbruget således for mindre end 2,5 procent af det samlede antal fuldtidsbeskæftigede.

Sammenlignet med Danmark er udviklingslandene derfor generelt meget afhængige af landbruget i deres eksport. Så hvorfor importerer vi ikke mere, end vi gør?

Meget større potentiale for eksport fra u-lande

EU spiller en betydningsfuld rolle som importør af udviklingslandenes landbrugsprodukter. For Afrikas vedkommende går omkring en tredjedel af landbrugseksporten til EU, mens omkring en femtedel af Latinamerikas landbrugseksport ender i EU.

Men selvom cirka en femtedel af EU's import af landbrugsvarer kommer fra udviklingslande, er der potentiale til langt større eksport af særligt forarbejdede fødevarer som for eksempel hakket oksekød, fileterede fisk og ost og andre mejeriprodukter fra udviklingslandene til Europa.

Hvorfor udnyttes dette potentiale ikke bedre? Årsagen er særligt, at EU stiller krav til, hvordan producenterne dokumenterer, at deres fødevarer er sikre. Og disse krav er udformet på en måde, som udviklingslandene i praksis har utroligt svært ved opfylde.

Konsekvensen er, at de reelt afskæres fra at eksportere til det attraktive europæiske marked – og derved går glip af en stor potentiel indtjening.

EU's indre marked har strenge krav

I 'gamle' dage kunne de enkelte EU-lande hver især beslutte, hvilke krav der skulle gælde for mange af de produkter, som blev solgt i det enkelte land.

Men særligt fra 1990'erne har EU vedtaget fælles krav til pro­dukter, der skal sælges på det europæiske marked. Når der kun gælder et enkelt sæt af krav i alle EU's medlemsstater, betyder det, at et produkt kan sælges frit i hele EU uden at skulle opfylde forskellige krav i forskellige medlemsstater.

De fælles krav indebærer, at der skabes ét stort, fælles marked. Eller et 'indre marked', som EU kalder det. For udviklingslandenes eksportører af varer til EU er det i princippet rigtig smart, for så skal de kun opfylde ét sæt regler for at sælge til hele EU.

Problemet er blot, at EU's produktkrav på visse områder er så kræ­ven­de, at de udgør en hindring for mange producenter i udviklingslandene.

Fødevareskandaler førte til krav om større sikkerhed

Det tydeligste ek­sem­pel på det indre markeds strenge krav er formentlig EU's krav til fødevaresikkerhed.

I 1980'erne og 90'erne oplevede Europa en række fødevareskandaler, hvor maden udgjorde en fare for de europæiske forbrugere.

Mest berømt er kogalskabs-skandalen, hvor bri­tis­ke landmænd havde givet deres køer foder, der formentlig kunne gøre køerne syge af den dødbringende kogalskab. Hvis et menneske spiser kød fra et dyr med kogalskab, kan mennesket selv blive smittet – og i sidste ende dø.

Skandalerne fik EU til at opbygge et omfattende regelsæt, der skulle forbedre sikker­heden for fødevarer, som sælges til europæiske forbrugere.

Ved udarbejdelsen af disse regler havde EU i første række europæiske fødevareproducenter i tankerne. Imidlertid gælder reglerne også for producenter uden for EU, når de sælger deres varer i EU.

EU's omfattende krav er en hindring for udviklingslandenes eksport

Nogle krav retter sig mod det enkelte produkt. For eksempel er der krav om, hvor mange pesticidrester, der må være i produkterne.

Andre krav retter sig mod selve produktionsprocessen. For eksempel kan der være detaljerede regler om nedkøling af fødevareproduktet undervejs i produktionen.

Endelig stiller EU krav om, at sælgerne skal kunne dokumentere, at de har overholdt fødevarereglerne.

EU's fødevarekrav har vist sig at udgøre en hindring for mange producenter i udviklingslandene.

Kravene er særligt strenge for forarbejdede fødevarer.

Det er et problem, fordi fortjenesten ved salg af forarbejdede fødevarer (for eksempel marmelade) normalt er væsentligt højere end ved salg af uforarbejdede fødevarer (som appelsiner).

Mange pro­ducenter i udviklingslandene er derfor tvunget til at eksportere uforarbejdede fødevareprodukter, selvom de hellere ville eksportere forarbejdede fødevarer.

Ikke blot ændres kravene regelmæssigt, så producenterne har svært ved præcist at forstå, hvad de gældende krav indebærer.

Producenterne har hyppigt også svært ved rent teknisk at leve op til kravene, og selv hvis de kender kravene og rent teknisk kan leve op til dem, har de svært ved at dokumentere, at deres fødevarer opfylder EU's krav.

\ Læs mere

Du kan spise mange fødevarer længe efter udløbsdatoen

EU og USA bestemmer reelt de internationale fødevaresikkerhedsregler

Formålet med EU's fødevaresikkerhedsregler er at beskytte de europæiske forbrugere; ikke at holde udviklingslandenes produkter ude. Problemet er bare, at reglerne ofte ender med at gøre begge dele, fordi de er så omfattende og krævende.

Mange producenter i udviklingslandene har slet ikke det nødvendige kendskab til reglerne. Reglerne fastlægges ofte i EU-retsakter, som en mindre producent i et udviklingsland har svært ved at finde frem til. Og selv hvis producenten finder frem til EU-reglerne, er de ofte formuleret i et teknisk sprog, som kun specialister kan forstå.

Og når det går galt med overholdelsen af fødevaresikkerhedskravene, kan konsekvenserne være katastrofale for producenterne (i boksen under artiklen kan du se et eksempel herpå).

EU's regler om fødevaresikkerhed er formentlig de skrappeste i verden. Reglerne skal imidlertid udformes, så de overholder de internationale fødevareregler.

De vigtigste internationale fødevareregler udarbejdes i et samarbejde mellem FN's fødevareorganisation FAO og FN's verdenssundhedsorganisation WHO; det såkaldte Codex Alimentarius.

Codex Alimentarius-reglerne er alment gyldige – og binder (i et vist omfang) både rige lande som EU og USA og fattige udviklingslande.

Det er flere gange sket, at EU's nye skrappe fødevaresikker­hedsregler har vist sig at stride mod Codex Alimentarius-reglerne og derfor har måttet lempes.

Umiddelbart kunne man derfor tro, at udviklingslandene kunne bruge Codex Alimentarius til at forhindre EU i at vedtage regler, som hindrer deres fødevareeksport til EU.

Arbejdet i Codex Alimentarius er imidlertid så krævende, at stort set ingen udviklingslande har de nødvendige ressourcer til at yde en aktiv indsats dér.

Konsekvensen er, at Codex Alimentarius først og fremmest giver USA og EU mulighed for at udforme internationale fødevareregler.

Et system, der udelukker udviklingslandenes økologi

I Europa har markedet for økologiske fødevarer vokset sig stort. For producenterne er det attraktivt at sælge økologiske fødevarer, fordi køberne betaler en højere pris end for tilsvarende ikke-økologiske produkter.

EU har fastlagt fælles regler, som skal forhindre snyd med angivelsen af 'økologi' på fødevarer. Kun fødevarer, der opfylder EU's krav, må kaldes økologiske.

Særligt den svenske regerings bistandsorganisation SIDA har undersøgt muligheden for at lade udviklingslandene sælge flere økologiske produkter i EU.

Tanken er ganske simpel: Mange land­mænd i udviklingslandene dyrker deres afgrøder på fuldkommen økologisk vis.

Ikke fordi de ønsker at undgå kunstgødning, ukrudtsbekæmpelsesmidler og så videre, men simpelthen fordi de ikke har råd til at dyrke deres afgrøder på anden måde.

Hvis disse landmænd kunne eksportere deres afgrøder til EU, kunne de tjene penge. Og hvis de ovenikøbet kunne eksportere deres afgrøder som økologiske, kunne de tjene endnu flere penge.

Ren økologi er godt – men ikke tilstrækkeligt

Desværre viste SIDA's undersøgelser, at det i praksis ofte er en uover­kommelig opgave for udviklingslandene at leve op til EU's økologiregler.

Reglerne er nemlig først og fremmest udformet med europæiske landmænd for øje. Og et af forordningens vigtigste formål er at sikre, at der ikke kan snydes med økologi­mærk­ningen.

Derfor er kontrolkravene ganske omfattende – det er nemlig ikke nok, at producenterne lover, at de overholder kravene, der skal yderligere være et EU-anerkendt kontrolorgan, som attesterer, at økologikravene er blevet overholdt.

Det er særligt disse krav, som producenter i udviklingslandene har svært ved at opfylde.

Konsekvensen er, at det kun er få fødevarer fra ud­viklings­landene, der kan sælges som økologiske – selv om mange flere fødevarer faktisk er dyrket økologisk.

\ Læs mere

Kan udviklingslande overhale Vesten, når det gælder fremtidens madforsyning?

Hvad kan man gøre for at hjælpe udviklingslandene?

Hvis vi skal hjælpe udviklingslandene til at sælge deres landbrugsvarer til Europa, bør vi gøre to ting.

For det første må vi ændre reglerne om fødevaresikkerhed og om økologi, så de bliver lettere at opfylde for producenterne i udviklingslandene.

Men dette skal ske på en måde, som ikke går på kompromis med fødevaresikkerheden i EU eller med sikkerheden for, at varerne er økologiske.

Faktisk har EU allerede i visse tilfælde ændret på udformningen af deres fødevaresikkerhedsregler, så det er blevet nemmere for udviklingslandene at eksportere til os – uden at ændringen har indebåret, at fødevaresikkerheden er blevet ringere.

For det andet må vi hjælpe udviklingslandene med at etablere systemer, så de faktisk kan opfylde vores krav til fødevaresikkerhed og til økologi – og dermed kan eksportere deres forarbejdede landbrugsvarer til Europa.

Hvis vi tager disse to skridt, vil vi bidrage til fremgang i udviklingslandene.

Denne artikel bygger på min bog 'Den Europæiske Union og udviklingslandene', læs mere her.