I årevis har forskere debatteret, om ulandsbistand er gavnlig eller decideret skadelig.
Nu leverer blandt andre danske forskere endnu et bidrag til debatten: Udviklingsbistand bidrager til modtagerlandets vækst og fremgang.
Sådan lyder konklusionen på et internationalt forskningsprogram med deltagelse af professor i økonomi ved Københavns Universitet Finn Tarp om ulandsbistandens virkninger og resultater, skriver b.dk.
»Vi har analyseret 36 afrikanske lande og kan på den baggrund konkludere, at bistand skaber økonomisk vækst,« siger Finn Tarp.
Ifølge Finn Tarp har ingen ’modstandere’ i forskningsverdenen kunne påvise fejl i arbejdet, og derfor håber professoren, at debatten nu kan komme til at handle om, hvordan ulandsbistanden kan blive bedre og mere effektiv, i stedet for om den overhovedet virker.
»Det er i de senere år blevet populært at postulere, at udviklingsbistanden i bedste fald er virkningsløs og i værste fald direkte skadelig for udviklingslandene. Og jo, udviklingsbistand kan have negative konsekvenser. Eksempelvis at bistanden er kommet i vejen for nødvendige politiske reformer. Men de forskellige risici til trods, så ændrer det ikke på, at bistandshjælp på langt sigt bidrager til modtagerlandets vækst og fremgang,« siger Finn Tarp til b.dk.
Herhjemme har blandt andre lektor i nationaløkonomi Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet lavet studier, der viser, at den positive effekt af ulandsbistand bliver udhulet af faktorer internt i ulandene, blandt andet fordi bistanden går til udvikling af militæret og får ulandene til at tage mindre ansvar i forventning om, at rigere lande nok skal komme dem til undsætning, siger Bjørnskov til b.dk.
Desuden har Bjørnskovs forskning vist, at bistandskronerne havner i lommerne hos ulandets rigeste mennesker.
Læs om Christian Bjørnskovs forskning i artiklen: Ulandsbistand øger skellet mellem rig og fattig