Kan udviklingslande overhale Vesten, når det gælder fremtidens madforsyning?

Vores fødevaresystemer står over for nogle megaudfordringer – specielt i udviklingslande hvor omkring 800 millioner mennesker lider af sult, mens fremtidens klimaforandringer truer deres madproduktion.

Samtidig har det internationale samfund, ifølge FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling, nogle meget ambitiøse mål om at eliminere sult inden 2030 og begrænse den globale opvarmning til blot 2 grader celsius – og helst mindre.

Mens vi har travlt med at løse de problemer i Vesten, kan udviklingslandene så overhale os og sikre deres madforsyning selv?

Efter årtiers studier af fødevareproduktionssystemer og initiativer i hele Afrika, så tror jeg faktisk, at de kan.

Men før vi springer til ‘hvordan’, så lad os lige kigge nærmere på, hvorfor kultur og kontekst kommer til at være ekstremt vigtig.

Vi står over for vældige udfordringer

Landbruget bliver formentlig hårdest ramt af klimaforandringerne, siden landmænd er afhængige af vejret.

Landbruget har også nogle af de mest negative indvirkninger på miljøet.

For eksempel er landbruget ansvarlig for op mod 30 procent af den årlige udledning af drivhusgasser.

Det sker enten direkte (f.eks. ligger global risproduktion på niveau med al luftfart) eller indirekte gennem skovrydning.

Landbruget er også ansvarlig for knap 70 procent af det globale vandforbrug, samtidig med at det forurener vores vandforsyning med kemikalier som nitrogen fra gødning.

Fem millioner mennesker i Kenya ser TV-showet ‘Shamba Shape-Up‘ hver uge. Showet giver landmændene råd om, hvordan de kan øge deres produktivitet. (Video: africaknowledgezone)

Kultur og kontekst er vigtig

Overforbrug af kødprodukter er en anden udfordring, fordi husdyrproduktionen har en meget negativ indflydelse på globale klimaforandringer.

Hvor mange gange er det nødvendigt at sige, at vi skal spise mindre kød for at mindske forandringerne?

Men nogle samfund spiser ikke specielt meget kød, selvom de er dybt afhængige af deres husdyr.

Derfor giver det muligvis mening at sige ‘spis mindre kød’ i nogle dele af verden, men i andre dele er det helt forkert.

Løsningen vil være forskellig fra land til land – måske endda forskellig blandt landmænd i det samme område.

For eksempel har nogle landmænd adgang til næringsrig jord, mens andre ikke har.

Nu tænker du nok: Hvordan sikrer vi madforsyningen, samtidig med at vi tackler de enorme klimaudfordringer?

Kenya viser vejen frem

Hvis vi skal nå det i løbet af det næste årti, kommer det til at kræve ambitiøse handlinger.

Helt centralt er behovet for at finde på nye metoder til at øge produktionen på de cirka 500 millioner smålandbrug (på et par hektar eller under, typisk drevet af en familie), der findes verden over.

Vi har brug for en digital revolution.

Og det er ikke bare en drøm!

Allerede i 2007 viste Kenya os vejen frem med betalingstjenesten M-Pesa, der tillader folk at overføre penge ved hjælp af deres mobiltelefoner. Efter blot et år havde de en million brugere – og nu har de 30 millioner.

Takket være M-Pesa kan landmænd i de afsidesliggende områder gå i banken online og få både kredit og forsikring.

De fleste af dem havde aldrig haft en bankkonto før, fordi bankerne ligger i de urbane centre langt væk fra landet. Her er der tale om et vældigt udviklingsspring: Fra ingen banker til digitale banker.

Den digitale revolution

En af de store udfordringer for landmænd i udviklingslande er mangel på information.

Landmænd er nemlig dybt afhængige af forskellige servicesystemer såsom rådgivning, vidensdeling eller informationer om vejret eller lignende.

Men i mange udviklingslande er sådanne systemer meget svage.

I Ghana er det for eksempel kun 11 til 12 procent af mandlige landmænd, som kan få besøg af rådgivere. For de kvindelige landmænd er tallet helt nede mellem 0 og 2 procent!

Landmænd har brug for vejrudsigelser, så de ved, hvad de skal plante og hvornår. De har brug for kredit og forsikring, så de kan investere i nye teknologier. Samtidig skal frø og gødning være tilgængelige lokalt.

Inden for et årti er det sandsynligt, at alle landmænd har adgang til en smartphone, og på den måde kan de få adgang til information, der gør dem i stand til at plante på det rigtige tidspunkt, få leveret de rigtige frø på det rigtige tidspunkt og være i kontakt med kredit- og forsikringsselskaber.

Nye forsikringsmodeller for afgrøder og husdyr

Kenya har også demonstreret, hvad nye forsikringsmodeller kan muliggøre.

I 2009 lancerede Syngentafonden det såkaldte ‘Kilimo Salama‘ (sikkert landbrug, red.), som gør det muligt for landmænd at købe forsikring gennem telefonen, når de køber deres frø og gødning, samt giver dem mulighed for at optage lån.

Ved udgangen af 2013 var 187.000 landmænd i 3 forskellige lande forsikret med Kilimo Salama.

Der er tale om indeks forsikring, så landmændene får en udbetaling, ligesåsnart indekset passerer en fastlagt grænse.

For eksempel, hvis nedbøren falder til et niveau, hvor det påvirker majsproduktionen, så får landmændene automatisk en udbetaling på deres mobilkonto.

I de fjerne områder er det en vigtig fremgang i forhold til traditionel forsikring, som krævede, at forsikringsselskaberne tog ud og undersøgte skadesomfanget, mens landmændene skulle rejse ind til byen for at tale med banken og forsikringsselskabet.

Revolutionen vil blive vist på TV

En mere overraskende kilde til forandring i landbruget kommer fra reality-TV.

Reality-TV er blevet en del af dagligdagen i alle lande og – endnu en gang – har Kenya vist os, hvad der er muligt med det populære gård-makeover program ‘Shamba Shape-Up‘.

Hver uge bliver en ny gård lavet om med nye teknologier og tiltag – lidt à la madprogrammet ‘Ramsay’s Kitchen Nightmares’, men for landmænd.

Forskellen er bare, som skaberen af Shamba Shape-Up, Dave Campbell, selv udtrykker det:

»I Kenya ser vi ikke TV for at se en stakkels fyr blive skældt ud. Kulturelt er vi bare høfligere.«

I stedet oplyser programmet om brugbar viden for landmænd, og det er nu et af de mest populære TV-programmer i Østafrika med mere end fem millioner seere i Kenya – halvdelen af dem fra landområderne.

Et studie har vist, at tæt ved halvdelen af seerne har lavet ændringer på deres gård på grund af programmet.

Shamba Shape-Up er også interaktivt, da folk kan stille spørgsmål via SMS eller bede om at få tilsendt trykte kopier af den viden, som TV-producerne gør tilgængeligt.

Det er tid til at tage springet

Med alle de supermoderne metoder til at nå ud til landmændene, tror jeg på, at hurtig forandring af produktivitet og beskyttelse mod klimaforandring er mulig.

Og det kan gøres, samtidig med at vi undgår de miljøproblemer, som vi oplevede i Vesten.

For eksempel det at bruge den rigtige gødningstype de rigtige steder, så det kun når til planterne og ikke miljøet omkring.

Men der kan gøres mere, og der er mange initiativer i gang lige nu.

Crowdsourcing (outsourcing af opgaver til et netværk af mennesker, red.) af information om sygdomsudbrud over mobiltelefonen – på samme måde som Google indsamler information – kan reducere brugen af pesticider gennem præcis anvendelse.

Droner kan indsamle information om produktionen, så køberne ved, hvornår og hvor de skal sende deres lastbiler ud.

Samtidig kan landmændene få adgang til den aktuelle markedspris via telefonen, så de er bedre i stand til at forhandle fair priser.

Selvom udfordringerne synes enorme, gør de teknologiske fremskridt – specielt når det gælder digital kommunikation – at jeg er optimistisk og tror på, at vores mad- og klimaudfordringer nok skal blive tacklet.

Oversat af Kristian Secher. Læs artiklen på engelsk på vores internationale søstersite, ScienceNordic.