I serien ’Menneskets vandringer’ beskrev jeg i sidste uge, hvordan og hvornår Homo sapiens kom til Europa og ’overtog’ kontinentet efter neandertalerne.

I dag skal det handle om tre ting: 1) Hvorfor de første europæeres DNA er ret forskellig fra vores, 2) de forskellige kulturer, der har præget kontinentet, samt 3) hvornår de første mennesker fik permanentet bopladser i Danmark.

Vi lægger ud med 1. Ser vi på moderne europæeres DNA, er det nemlig ret forskelligt fra de Homo sapiens, der indvandrede til Europa for cirka 47.000 år siden.

Hvorfor? Fordi den oprindelige europæiske befolkning i tidens løb er blevet blandet op med indvandrende folk fra øst og sydøst.

DNA-studier viser, at den europæiske overgang fra jæger-samlere til agerbrug og bondesamfund – også kaldet den neolitiske revolution – ikke kun var en spredning af agerbruget som et erhvervskulturelt fænomen fra Anatolien (den asiatiske del af Tyrkiet).

Den skete i høj grad via folkevandringer og blandinger mellem de fremmede og de oprindelige jæger-samlere.

Jo længere mod nord, man kommer, desto færre DNA-rester er der fra disse agerbrugsfolk – parallelt med agerbrugets stadig senere indførelse her i forhold til det sydlige Europa.

Asiatisk steppefolk satte tydelige aftryk

Samme DNA-opblanding skete, da de såkaldte Yamnaya-folk, nomadiske kvægfolk fra stepperne nord for Sortehavet, ankom i tidlig bronzealder – det vil sige for cirka 5.000 år siden – til Nord- og Vesteuropa.

En hypotese er, at Yamnaya-folket måske blandt andet bidrog med europæernes laktosetolerance; altså det, at voksne individer kan fordøje mælkeprodukter.

Mens agerbrugsfolkene synes at være ankommet som familier, synes Yamnaya-folket at have været domineret af mandlige indvandrere i form af 5-14 mænd per kvinde.

Her har det tilsyneladende været enten en egentlig erobring eller vandrende håndværkere, der bragte bronzealderen til Europa og efterlod store aftryk i vores DNA.

Du kan læse meget mere om Yamnaya-folket i Videnskab.dk-artiklerne ’Danske forskere omskriver historien: Europæerne blev født i bronzealderen’ og ’Kæmpe skelet-studie tyder på pludselig indvandring i Danmarks bronzealder’.

Udviklingen af europæiske kulturer

Hermed springer vi til, hvornår forskellige tidlige kulturer har domineret kontinentet. Aurignacien-kulturen forbindes med de tidlige europæiske Homo sapiens og var fremtrædende for 43.000-26.000 år siden.

Den er karakteriseret ved arbejder i ben og gevirer, megen fint forarbejdede skrabere (skarpe sten, der kan skrabe for eksempel fedt af et indersiden af skind), smykker og ikke mindst figurativ kunst i form af hulemalerier og figuriner som de berømte eva-figurer.

Aurinacien-kulturen blev efterfulgt af Gravettien-kulturen, en jægerkultur, der blandt andet jagede mammutter.

Den tidlige Aurinacien-kulturs og Gravettien-kulturens mennesker var genetisk klart adskilte, men kulturerne lignede på rigtig mange områder hinanden.

Gravettien-kulturen eksisterede i perioden for 33.000 til 22.000 år siden, ja, måske helt frem til for 14.000 år siden.

Denne og andre tidsangivelser er der dog ikke så stor enighed om, for – som det vil fremgå – sætter andre Gravettien-kulturens begyndelse 4.000 år tidligere.

Denne uenighed om periodebestemmelserne for de forskellige kulturer gælder også de øvrige kulturer.

Gravettien-kulturen udviklede sig i en meget kold periode – istiden blev endnu koldere i Europa for 30.000 år siden og toppede for 21.000 år siden – og kulturen er karakteriseret ved at være meget mobil.

Boliger var huler eller halvt nedgravede hytter, opbygget af mammutknogler og stødtænder.

Ud over en forfinelse af stenredskaberne skabtes også vævede net, boomerangen og olielampen. Mange hulemalerier stammer fra denne kulturs udøvere.

Havde kontinentet næsten for sig selv

Ud fra datering af de forskellige fundsteder har man forsøgt at beregne spredningshastigheden af disse mennesker, noget, der kan lade sig gøre, fordi Gravettien-kulturens tekniske kultur er den første, der spreder sig til hele Europa.

Under spredningen for mellem 37.000 og 30.000 år siden, formentlig fra egnen omkring Geissenklosterle i Tyskland, hvor de ældste fund er gjort, til de østeuropæiske sletter og til den sydlige del af Den Iberiske halvø og Italien mødte denne kulturs mennesker tilsyneladende kun områder med ringe eller ingen befolkning.

Spredningshastigheden er beregnet til 0,7-1 kilometer per år. Det svarer cirka til, at de spredte sig distancen fra Flensborg til Skagen i løbet af 400-500 år.  

Spredningsvejene var de centraleuropæiske sletter i nord og kysterne i syd.

Gravettien-kulturen blev fulgt af den såkaldte Epigravettien-kultur, og fra den udviklede Magdalénien-kulturen sig.

Et andet bud er, at Magdalénien-kulturen udviklede sig direkte fra Aurinacien, som skal have ’overlevet’ på Den Iberiske Halvø.

De første mennesker med permanent base i Danmark

Det ældste menneske, der er fundet nord for Danmarks nuværende grænse, er den cirka 10.300 år gamle fynske Koelbjerg-kvinde, der efter en DNA-undersøgelse har vist sig at være en mand.

Han tilhørte den såkaldte Maglemose-kultur (opkaldt efter det første bopladsfund i Mullerup Mose (tidligere Maglemose) vest for Slagelse), som var en skovjægerkultur i stenalderen.

I Weichselistidens sidste fase for 17.000-11.000 år siden bredte Magdalénien-kulturen sig i området nord for Alperne op mod tundraen.

I nord udviklede Hamborg-kulturen sig herfra for cirka 14.800 år siden.  Det var en tundrajægerkultur, som især var fokuseret på de rener, der hver sommer trak op gennem Skandinavien.

Der var en koncentration af bopladser nordøst for Hamborg, og det er jægere herfra, som har fulgt renerne på deres vandringer, og som under disse jagter har efterladt de tidligste spor af mennesker ’nord for grænsen’.

Danmark var dækket af is

Først for cirka 12.800 år siden finder vi de første tilsyneladende mere permanente bosteder i det danske område. De bopladser er tydelige tegn på, at disse nomadejægere har haft base og har overvintret her i landet.

At det ikke er lykkedes mennesket at etablere bopladser i Danmark før det, skyldes ikke mindst klimaet. For cirka 21.000 år siden var Danmark stort set dækket af is.

Derudover kan der også være endnu ældre bopladser, som vi blot ikke har fundet endnu.

Vil du være sikker på at opdage næste artikel i serien om 'Menneskets vandringer'? Så kan du tilmelde dig Forskerzonens gratis nyhedsbrev her.