I en kommentar på Forskerzonen udfordrer Peter Øhrstrøm, professor ved AAU, og Janus Tarp, formand for UlykkesPatientForeningen, min argumentation (samme sted) for en legalisering af aktiv dødshjælp.

I min oprindelige kommentar argumenterede jeg for at legalisere aktiv dødshjælp til uhelbredeligt og terminalt syge patienter, der er ved deres fulde fem, og som ønsker at blive fri for alvorlige smerter i de sidste få dage eller uger af deres liv (du kan læse hele min kommentar her).

I Øhrstrøm og Tarps (ØT) kommentar fremfører de to overordnede kritikpunkter.

Kort sagt mener ØT, at jeg har et individualistisk syn på den enkeltes valg om at leve eller dø, som de ikke mener er etisk forsvarligt, blandt andet fordi det ifølge dem implicerer, at man heller ikke skulle forhindre raske mennesker i at begå selvmord.

Derudover mener de, at man ved legaliseringen af aktiv dødshjælp uundgåeligt bevæger sig ind på en glidebane, hvor der med tiden vil blive indbefattet en stadig større gruppe af mennesker, som kan benytte sig af tilbuddet om aktiv dødshjælp.

Det er disse to kritikpunkter, som jeg ønsker at tilbagevise her.

Et for individualistisk syn på liv og død?

Den første kritik lyder, at jeg anskuer livet for individualistisk, når jeg argumenterer for, at vi i visse situationer skal have mulighed for aktiv dødshjælp. ØT påpeger, at dette synspunkt er uforeneligt med, at vi som samfund mener, at det er moralsk rigtigt at redde folk, der forsøger at begå selvmord.

De har ret i, at man som en naturlig følge af dette argument burde forholde sig passivt og tillade folk at begå selvmord, hvis man betoner, at det som udgangspunkt er positivt, at vi selv (og derfor ikke andre) træffer vigtige beslutninger i vores liv, herunder hvornår vi ønsker at komme herfra.

Det gælder eksempelvis, når vi ønsker at fravælge en behandling, selv om dette betyder, at vi dør, eller hvis man, som min 90-årige og døende mor valgte at gøre, holder op med at spise og drikke.

I disse situationer tvinger vi ikke behandling igennem, hvis disse beslutninger er truffet på et oplyst grundlag, og hvor personen der er involveret er i stand til at overskue konsekvenserne af sit valg.

Men der er vigtige forskelle på sådanne situationer og så forsøg på selvmord.

Forskel på selvmordstruede og terminalt syges ønske om at dø

Men i forhold til selvmordsforsøg er der god grund til at forhindre folk i at begå denne gerning, da der er studier, der viser, at cirka 80-90 procent af de folk, der bliver forhindret i at begå selvmord, efterfølgende fortryder, at de har forsøgt selvmord.

Når det så er sagt, er der en vigtig forskel mellem at redde folk ved selvmordsforsøg og tillade folk, der er terminale og lider, retten til at ville dø

Ved at forhindre et selvmord bliver mange gode leveår typisk bevaret – mens dette ikke er tilfældet ved aktiv dødshjælp, hvor man i stedet undgår dage med store smerter (psykisk såvel som fysisk).

Med andre ord er der en moralsk relevant forskel mellem at lade visse terminale patienter få adgang til aktiv dødshjælp og så forsøge at forhindre, at folk begår selvmord.

Ved aktiv dødshjælp forhindrer man få dage med lidelse. Hvis vi derimod ikke accepterer aktiv dødshjælp, er det jo ikke tilfældet, at vi hermed bevarer mange gode leveår, som det er tilfældet når vi forhindrer selvmord – vi forhindrer tværtimod muligheden for kun at leve få dage med lidelse, før vi dør.

En lidelse som nogle af os ønsker at være foruden.

ØT's første kritikpunkt er derfor problematisk og rammer ved siden af skiven, da deres bekymring (at vi med en legalisering af aktiv dødshjælp ikke skal redde folk fra at begå selvmord) ikke er en logisk følge af mit synspunkt – tværtimod!

Lidelse er en del af livet – men ikke al lidelse er nødvendig

Som mulig indvending mod at legalisere aktiv dødshjælp, fordi det formindsker uundgåelig smerte, kan man mene, at vi hverken skal eller kan undgå al lidelse i livet.

Det er jeg enig i.

Alle, der lever livet vil opleve lidelse i form af sygdom, arbejdsløshed, tab af forældre, venner etc. Lidelse er en del af det at leve, og ofte kan vi lære noget af den og komme videre i livet.

Men hvis vi har få dage igen, er det svært at få øje på det gode ved lidelsen. En lidelse som ikke altid kan medicineres væk, og som ikke kun kan være uudholdelig for den døende, men også for de pårørende.

Derfor er mit synspunkt ikke, at alle, der oplever lidelse, skal have ret til aktiv dødshjælp, men kun at det skal være tilgængeligt for terminalt syge, der er velinformerede og så måtte ønske at blive hjulpet herfra.

Aktiv dødshjælp kan forbedre pårørendes livskvalitet

ØT mener også, at jeg overser, at der er andre, vi skal tage hensyn til i en diskussion af aktiv dødshjælp, for eksempel læger og pårørende.

Nu er det jo ikke alle nuancer, der kan stå i en kort forskningsformidlende artikel. Men det forekommer oplagt at mene, at hvad angår udførelsen af aktiv dødshjælp, så skal det kun være læger, der måtte ønske at hjælpe til i disse sager.

Og hvad angår pårørende kan aktiv dødshjælp da også være med til at forbedre deres livskvalitet.

Begge mine forældre er døde inden for cirka 18 måneder, og især min mors død var i den sidste måned præget af angst, intens uro og sindsforvirring, der var svær at lindre, og som var meget belastende for alle pårørende.

Når dette så er sagt, er det selvfølgeligt vigtigt, at det er den syge selv, der træffer afgørelsen.

At den syge også har med i overvejelserne, at de pårørende kan være belastet af den sidste tid, viser blot, at den dødende viser et hensyn, som vi typisk bifalder: Nemlig at vi i vores handlinger ikke kun tænker på os selv.

I Holland har lovliggørelsen af aktiv dødshjælp ført landet ud på en glidebane, lyder et argument mod aktiv dødshjælp. Men Danmark har allerede undgået lignende glidebaner på andre områder, påpeger Thomas Søbirk Petersen. (Foto: Shutterstock)

En glidebane er ikke uundgåelig

Forfatternes andet kritikpunkt betoner, at jeg overser nogle negative konsekvenser af at legalisere aktiv dødshjælp. Nemlig, at hvis vi accepterer aktiv dødshjælp i de situationer jeg nævner, er vi på vej ud på en glidebane.

En glidebane der vil medføre, at vi med tiden vil indføre aktiv dødshjælp til en meget større gruppe af mennesker end terminalt syge patienter alene.

ØT nævner Holland som eksempel, hvor eksempelvis psykisk syge og alvorligt syge børn med tiden er blevet omfattet af muligheden for aktiv dødshjælp. Men blot fordi Holland har nogle regler på området, betyder det jo ikke, at Danmark nødvendigvis vil indføre de samme.

I Danmark kan vi sætte vores egne love og lade os inspirere af andre landes love med hensyn til, hvad vi ønsker i vores land, og hvad vi ikke ønsker.

Blot fordi et land har et børnevaccinationsprogram, der involverer straf og tvang, som i USA, hvis man som forældre undlader at lade sine børn vaccinere, behøver alle andre lande, der har et børnevaccinationsprogram, jo ikke også at involvere samme straf og tvang.

I Danmark straffer vi jo ikke de forældre, der ikke lader deres børn følge børnevaccinationsprogrammet.

ØT kan selvfølgelig mene, at det vil skubbe til nogle normer, der vil lede til accepten af aktiv dødshjælp af en række personer (for eksempel uhelbredelige og terminalt syge børn, der lider ekstremt), hvis vi accepterer aktiv dødshjælp af voksne terminale patienter, der ønsker at komme herfra.

Men en udvidelse af aktiv dødshjælp vil kun ske efter en velovervejet etisk og politisk diskussion i vores samfund. Vi skal selvfølgelig lære af de erfaringer, som Holland og andre lande har gjort sig, og indrette vores lovgivning som vi ønsker i Danmark.

Aktiv dødshjælp kan være en nødløsning

ØT nævner også, at vi skal vende blikket mod andre alternativer end aktiv dødshjælp, for eksempel at vi skal bruge flere penge til palliativ (lindrende, red.) behandling og til udbygning og bedre mulighed for at kunne komme på hospice.

Som fortaler for aktiv dødshjælp er jeg enig i, at vi, som udgangspunkt, skal udvikle og anvende palliativ behandling og etablere flere hospicer.

Hvis aktiv dødshjælp bliver lovligt, men der ikke er nogen, der har brug for det, vil det kun være godt.

Men i tilfældet af at den palliative behandling ikke altid er optimal eller, at adgangen til optimal palliativ behandling (hvor det er muligt) er begrænset på grund af resurseknaphed, kan aktiv dødshjælp være en nødløsning for dem, der lider.