Bør din arbejdsgiver se din straffeattest? 

Yes! Du er lige blevet ringet op, og du har fået tilbudt drømmejobbet. Nu vil din kommende arbejdsgiver bare gerne lige se din straffeattest.

Ikke noget problem, tænker du måske – den skal bare afsted.

Men selv hvis du hverken har en fartbøde, tyveri af en kakaomælk eller anden kriminalitet stående, er det alligevel værd at tænke over de principielle problemer ved, at arbejdsgiveren beder om at se straffeattesten.

Det er vanskeligt at få præcise tal på, hvor ofte der bliver udstedt en straffeattest i Danmark. Det er noget, vi selv kan bede om digitalt, og det bliver ikke registreret, hvor ofte det sker.

Men en undersøgelse viser, at cirka 26 procent af alle virksomheder i Danmark ønsker at se en straffeattest, før de ansætter en ansøger.

Det betyder ikke, at disse virksomheder ikke vil ansætte ansøgere med en plet på straffeattesten. Men international forskning viser, at virksomheder er mindre tilbøjelige til at ansætte en tidligere straffet person.

Der er nogle oplagte etiske udfordringer ved denne praksis, som vi gennemgår i denne artikel.

Og så har vi et forslag til en ny model, der bygger på vores forskning, og som kan løse disse udfordringer. En model, der på sigt kan få flere i arbejde, nedbringe kriminaliteten i samfundet, beskytte virksomheder mod kriminalitet og børn mod overgreb.

Mød Anna og Mathias

Lad os begynde med to eksempler:

Anna er 18 år og har stjålet en kakaomælk til ti kroner i Netto. Anna blev opdaget, hentet af politiet og skal betale en bøde, og det kan ses på straffeattesten.

Mathias er 18 år og bliver en fredag aften involveret i et mindre slagsmål på en bar. Han bliver hentet af politiet, dømt til tre måneders ubetinget fængsel og får en påtegning på sin straffeattest.

Hvis Anna og Mathias tror, at de efter at have betalt bøden eller være kommet ud af fængslet, er frie personer, der kan begynde på en frisk, må de tro om igen.

For dem begge gælder det, at pletten på straffeattesten kan være en meget hård ekstra straf oven i en bøde og en fængselsstraf.

Anna bliver bekymret for, at hun må opgive sin drøm om at blive elitesoldat, da hun opdager, at en plet på straffeattesten vil kræve en særlig vurdering af hende, hvis hun skal blive optaget i det danske forsvar.

Og Mathias har svært ved at få job, da han kommer ud af fængslet. Først efter otte måneder lykkes det, fordi hans onkel ansætter ham.

Anna og Mathias er fiktive eksempler. Men det er en realitet, at der er jobs inden for politiet og kriminalforsorgen, man som tidligere straffet aldrig kan få adgang til, og det samme gælder en lang række jobs indenfor forsvaret og domstolene.

Desuden betyder pletter på straffeattesten, at ledigheden er over dobbelt så høj sammenlignet med dem, der har en ren straffeattest.

En ond spiral

Selvfølgelig skal det have konsekvenser, når man stjæler eller slår på andre mennesker. Men den nuværende brug af straffeattester mener vi er etisk problematisk.

Én grund er, at Anna og Mathias’ forbrydelser forfølger dem i flere år efter endt straf. Det forekommer at være ude af proportioner.

Et yderligere problem med den flittige brug af straffeattester er, at denne praksis kan føre til en ond spiral, der leder til mere kriminalitet og derfor i sidste ende til flere ofre for kriminalitet.

Fra den kriminologiske forskning ved vi, at den bedste medicin mod at begå kriminalitet eller falde tilbage i kriminalitet er at være i arbejde.

Og den omfattende brug af straffeattester gør det vanskeligt for tidligere straffede at få adgang til arbejdsmarkedet, hvilket medvirker til, at vi får mere kriminalitet og derfor flere ofre for kriminalitet.

Så hvad kan vi gøre for at få flere tidligere straffede i arbejde og samtidigt forebygge kriminalitet på arbejdsmarkedet?

Et nyt forslag

På baggrund af vores forskning vil vi foreslå, at det kun skal være lovligt for en arbejdsgiver at bede om oplysninger fra en ansøgers straffeattest, hvis der er et særlig relevant match mellem forbrydelsen og arbejdet.

Hvis en ung kvinde søger et arbejde i en børnehave, skal arbejdsgiveren selvfølgelig have mulighed for at få oplyst, om ansøgeren er tidligere dømt for kriminelle overtrædelser mod børn.

Men om Anna har stjålet en kakaomælk for ét år siden, er ikke relevant for hendes evne til at arbejde som pædagogmedhjælper og ej heller alvorligt nok til, at arbejdsgiver har ret til at vide besked.

Hvis man omvendt søger et job som revisor, skal arbejdsgiveren kun have mulighed for at få viden om økonomisk kriminalitet. Hvorvidt ansøgeren (ligesom Mathias) har været involveret i et barslagsmål er til gengæld ikke tilstrækkeligt relevant.

På den ene side indfanger denne ’matching-model’ det moralsk rimelige ved den nuværende brug af straffeattester. Nemlig at denne praksis fungerer som et instrument, der eksempelvis mindsker risikoen for, at børn bliver udsat for misbrug.

På den anden side mindsker matching-modellen det urimelige ved den nuværende brug af straffeattester: Nemlig at tidligere straffede risikerer at blive frasorteret, selvom deres forbrydelse er nok så lille og uden relevans for det arbejde, de skal udføre.

Arbejdsgiveren har ikke krave på at vide alt

Et argument mod matching-modellen kan være, at den krænker virksomheders ret at opnå fuld viden om, hvem de ansætter.

Men retten til at vide hvem man ansætter, er ikke en absolut ret. Der er jo allerede visse personfølsomme oplysninger vedrørende, helbred, graviditet, religion og tro, seksuel orientering, politisk anskuelse og etnisk oprindelse, som arbejdsgivere ikke må anmode om eller på anden vis forsøge at indhente.

At virksomheder ikke har adgang til disse oplysninger kan begrundes med et ønske om at beskytte ansøgernes privatliv og at øge chancen for at folk kan få et.

At være i arbejde er som nævnt det bedste værn mod at begå ny kriminalitet. Vi bør derfor give tidligere straffede de bedste muligheder for at få et arbejde. Og skærme dem mod, at arbejdsgivere får adgang til alle oplysninger om en eventuel kriminel fortid.

Ikke bare af hensyn til den tidligere straffede. Men fordi det skaber færre fremtidige forbrydelser og dermed også færre ofre for forbrydelser.