Krige har altid været en fast del af verdensbilledet, men måden, de er blevet ført på, har ændret sig drastisk gennem tiden.
I de seneste år har kunstig intelligens gjort sit indtog i vores krigsførelse, og det tyder på, at også hjerneteknologi er i gang med at blive en del af krigsapparatet.
Det er på Nato's liste over de største militære investeringsområder frem mod 2040. Og ifølge forsvarsalliancen vil vi i 2050 have udviklet teknologi, der kan øge soldaters opmærksomhed og koncentrationsevne og måske også gøre dem mindre følsomme over for stress og frygt.
Men skal vi hoppe jublende ind i de nye teknologiske muligheder - eller skal vi træde på bremsen?
Det kan du blive klogere på i denne særepisode af hjernepodcasten Brainstorm, som er optaget foran en sal fuld af gymnasieelever på Experimentarium i forbindelse med arrangementet Hjernedag 2024.
I episoden tager værterne Nana Elving Hansen og Anne Sophie Thingsted dig med ud på en rejse til fremtiden, for at få et indblik i hvordan hjerneteknologi potentielt kan ændre fremtidens krigsførelse.

Det får de hjælp til af Andrew Stevenson, som er lektor på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi ved Aalborg Universitet, og Morten Dige, som er lektor i krigsetik på Afdeling for Filosofi og Idehistorie på Aarhus Universitet.
Du kan høre podcasten i afspilleren i toppen af artiklen eller i din podcast-app – bare søg efter ‘Brainstorm’.
\ Brainstorm – Videnskab.dk’s hjerneredaktion
Brainstorm dækker neurovidenskab, kognitionsvidenskab og psykologi.
Vi udkommer som podcast, i artikler og på Instagram, hvor vi serverer hjerneviden på en let og spiselig måde.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden, som er den største private bidragyder til dansk offentligt udført hjerneforskning. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Forskere styrede et fly med tankerne allerede i 2016
Første stop på Nana og Anne Sophies rejse er ikke så langt ude i fremtiden.
Allerede nu arbejder det amerikanske luftvåben nemlig med en helt særlig hjelm, som bæres af F35-piloter. Det er et såkaldt bærbart cockpit, som nogle af soldaterne trænes til at bruge.
Når soldaterne har hjelmen på, kan de både se flyets fart og højde i visiret. De kan se 'igennem' flyets gulv og og vægge via kameraer, der sidder uden på flyet - og så kan de skifte til nattesyn og zoome ind uden at trykke på nogle knapper.
Det er muligt, fordi hjelmen er udstyret med et såkaldt brain-computer-interface, som betyder, at piloterne kan styre ting med deres hjerner.
Brain-computer-interface-teknologi kan forbinde hjernen til alt fra droner til robotarme via en computer, og teknologien har været i hastig udvikling i flere årtier. For eksempel lykkedes det allerede for forskere i 2016 at styre et fly med tankerne.
Men hvilke etiske problemer fører den teknologiske udvikling med sig? Og hvordan kan det påvirke fremtidens krigsførelse?
Det kan du høre mere om i denne særepisode af Brainstorm.
I episoden kan du også høre:
- Om militæret vil kunne læse fjendens tanker i fremtiden
- Om fremtidens krige vil blive udkæmpet af cyborgs frem for mennesker
- Om man en dag vil kunne hacke hjernen på folk og bruge hjerneteknologi som en torturmetode

































