Myte på afveje: Er det fedtet i fedtdepoterne eller noget andet, der skader kroppen?
At kunne ophobe fedt er en evolutionær fordel, så hvorfor er fedme overhovedet et problem? Fedmeforsker søger svaret i fedtcellernes verden og forklarer også, hvorfor nogle mænd udvikler vom.
fedme_myte_mytedrab_vom_overvaegt

Når der ikke længere er plads til fedtcellerne i et normale fedtvæv i underhuden, udvikles der – især hos mænd, der har mindre underhudsfedt end kvinder – en stor vom. (Foto: Shutterstock)

Når der ikke længere er plads til fedtcellerne i et normale fedtvæv i underhuden, udvikles der – især hos mænd, der har mindre underhudsfedt end kvinder – en stor vom. (Foto: Shutterstock)

Hvorfor er fedt i store mængder overhovedet skadeligt? Er det fedtet i fedtdepoterne, der gør skade? Eller noget helt andet?

For at kunne svare på dette må vi se nærmere på fedtdepoterne, der består af fedtvævet rundt omkring i kroppen.

Fedtvævet består af utallige fedtceller, der indeholder fedtet som fedtdråber, og vi skal se nærmere på, hvordan de fungerer.

Dette er tredje artikel i min serie om fedme her på Forskerzonen.

  • I den første spurgte jeg, om menneskets krop (ligesom mange dyrs) kan foregribe en fremtidig risiko for mangel på mad og gardere sig mod den ved at ophobe energireserver i form af fedtdepoter, som så kan udvikle sig til fedme.
  • I den anden artikel koblede jeg denne evne til sociale udfordringer, der af psyken opfattes som et tegn på en fremtidig øget risiko for mangel på mad, hvilket evolutionært kan ses som en fordel. Det kan måske forklare den udtalte sociale skævhed i forekomsten af fedme, netop fordi der ikke er reel mangel på mad hos langt de fleste, der udvikler fedme.

I denne tredje artikel vil jeg forsøge at besvare spørgsmålet om, hvorfor en evolutionært set tilsyneladende gunstig egenskab alligevel kan være helbredsskadelig.

Mit mål er at skabe en samlende teori for, hvordan fedme udvikler sig og bliver til det store problem, vi anser det for i dag.

Teorien kan være forkert, og andre teorier, der ligeledes er forenelige med den aktuelle viden, er mulige. Fortsat forskning i de afledte spørgsmål skal afklare dette.  

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.  

Fedtvævet er et meget aktivt organ

Langt hovedparten af fedtdepoterne befinder sig i fedtvæv i underhuden, der er laget mellem huden og de underliggende muskler og sener.

Derudover findes der mindre fedtdepoter opbygget af fedtvæv andre steder, dels omkring forskellige organer, blandt andet hjertet og nyrerne, dels i tarmkrøset (den bindevævshinde, der holder dine tarme på plads), langs blodårerne og mellem muskelfibrene i skeletmuskerne.

Fedtvævet kan opfattes som et organ i sig selv, selvom det således er spredt over mange steder i kroppen. Mens selve fedtet (triglyceridet), der er ophobet i fedtcellerne i fedtvævet, synes at være en passiv masse i et depot, er fedtvævet et meget aktivt organ.

I fedtvævet er der mange andre typer celler end fedtceller – blandt andet de celler, der udgør bindevævet, blodkarrene, lymfekarrene, nervetrådene, blodcellerne i blodkarrene, og immunforsvarets celler, samt stamceller, der kan videreudvikles til eksempelvis fedtceller.

Fedtcellerne i fedtvævet opfylder deres funktion som depot for fedt i et tæt samspil med det omgivende væv og kroppens øvrige organer.

Sådan fungerer fedtcellerne

Den enkelte fedtcelle er som de fleste andre celletyper i kroppen en yderst specialiseret celle. At danne og holde en fedtcelle fungerende kræver aktivering af mange tusinde bestemte gener i vores DNA-molekyle – men både det præcise antal og deres specifikke roller er endnu ikke fuldt afklaret.

Det cellulære maskineri gør det muligt at optage fedtsyrer og koble tre af dem til et glycerolmolekyle, sådan at der dannes triglycerid (tri for tre), som det rene fedt består af.

Cellerne optager glukose og omdanner dem til fedtsyrer, der indgår i triglycerid, og cellerne trækker fedtsyrerne ud af triglycerid og afleverer dem til omgivelserne.

Maskineriet kører hele tiden. Balancen mellem processerne afgør, hvor stor triglyceriddråben er. Indholdet i dråberne er normalt udskiftet i løbet af nogle måneder (se her og her).

Maskineriet reguleres tæt af hormoner, for eksempel insulin, bragt der til med blodet og af nervetråde, der griber om hver enkelt fedtcelle.

Fedtcellerne sender selv mange forskellige molekyler ud, der signalerer om deres funktion, både lokalt i fedtvævet og via blodet til andre organer i kroppen, blandt andre hjernen, leveren og musklerne.

fedme_myte_mytedram_overvaegt_fedtdepoter

Fedtcellerne består af vand og molekyler, der er opløste i vandet og lukket inde bag cellevæggen. Inde i fedtcellen samles triglycerid-molekylerne i fedtdråber. Så længe fedtet er inde i disse fedtdråber, ser det ikke ud til, at de reagerer med omgivelserne, og de er biologisk uvirksomme, ufarlige og uskyldige, om man vil. (Foto: Shutterstock)

Fedt er en fantastisk energikilde

Når det anses som en biologisk fordel at have fedtdepoter, er det fordi, det ophobede fedt kan trækkes ud af fedtcellerne igen og bruges som energikilde på lige fod med glukose i resten af kroppens stofskifte, der holder kroppen i live.

Har man ikke adgang til mad, kan man altså tære på sine fedtdepoter – ligesom når dyrene går i vinterhi, og fuglene trækker sydpå.

Når fedtcellerne nedbryder triglycerid til de tre fedtsyrer, og sender dem afsted med blodet, optages de i andre organer, som bruger dem som energikilde i deres stofskifte.

Fedtcellerne kan også selv bruge de frigjorte fedtsyrer som energikilde i deres eget stofskifte. Det sker i særlig grad i det såkaldt brune fedtvæv, som holder dyr varme, når de er gået i hi.

Fedtvævet bliver løbende fornyet

I lang tid troede man, at man kun havde de fedtceller, man udviklede som foster eller baby, men vi er blevet klogere på den front.

Fedtceller dannes fra stamceller, der kan dele sig i flere, og hver enkelt af dem undergår en specialiseringen gennem flere stadier på vej mod en færdige fedtcelle.

Med raffineret brug af mængden af isotoper dannet ved prøvesprængningerne af atombomber i atmosfæren efter 2. verdenskrig har man kunnet aldersbestemme DNA-molekylerne i cellerne og derved kunnet se, hvor gamle fedtcellerne var.

Det har vist sig, at der sker en løbende udskiftning af ca. otte procent af fedtcellerne hvert år hos voksne både normalvægtige og personer med fedme, men antallet holder sig nogenlunde konstant over kortere tidsperioder, og falder ikke ved slankekure.

Fedme og fedtvævets forandring

Ved fedme er fedtdepoterne forstørrede, og der er mere fedtvæv i kroppen, men hvordan forandres fedtvævet ved fedme?

Fedme kan udvikles både ved, at der bliver flere fedtceller og ved, at fedtcellerne bliver større, fordi de indeholder mere fedt.

Der er meget store forskelle på, hvor mange og hvor store fedtceller mennesker har – både blandt dem med og dem uden fedme. Nogle har relativt mange små fedtceller, andre har færre men større fedtceller, og nogle har både flere og større fedtceller.

De store forskelle i opbygningen af fedtvævet må i sagens natur betyde, at der i en forudgående periode har været forskelle i balancen mellem dannelse og henfald af fedtceller, og mellem optagelse og afgivelse af fedt i cellerne.

Som omtalt i min tidligere Forskerzonen-artikel (Del 1) er udviklingen af fedme en meget langsom proces, hvor der kun aflejres under én procent af det samlede energiindtag.

Udbygningen af fedtvævets fedtceller er særlig langsommeligt, mens opfyldningen af dem med fedt kan gå meget hurtigere.

At der sker en sådan udskiftning, åbner for muligheden for at skrue op eller ned for processerne. Vi ved ganske meget om, hvordan de biologiske mekanismer arbejder, men hvordan reguleringen sker for kroppen som helhed, er et væsentligt ubesvaret spørgsmål.

Det er en meget vigtig opgave for fremtidig forskning i fedme at besvare.

myte_fedme_overvaegt_kalorier_fedt

Madens energi kommer almindeligvis fra en blanding af fedt, kulhydrater og proteiner. Kroppen foretrækker at bruge kulhydraterne, før den bruger af fedtstofferne, mens proteinerne skånes. Der behøver ikke at være et særligt stort overskud af energi i kosten, før man havner med et overskud af fedtsyrer i kroppen. (Foto: Shutterstock)

Fedtcellens fedtdråbe må ikke blive for stor

Som alle andre celler består fedtcellerne af vand og molekyler, der er opløste i vandet og lukket inde bag cellevæggen. Da triglycerid-molekylerne er vanduopløselige, samles de inde i fedtcellen i fedtdråber – ligesom man ser fedtdråberne på vand i madlavningen.

Inde i cellen er fedtdråben pakket ind i en kappe af særlige proteiner. Så længe fedtet er inde i disse fedtdråber, ser det ikke ud til, at de reagerer med omgivelserne, og de er biologisk uvirksomme, ufarlige og uskyldige, om man vil.

Den enkelte fedtcelle har en øvre grænse for, hvor stor en fedtdråbe, den kan rumme, men hvor grænsen er, ved vi ikke præcist. 

Bliver fedtdråben for stor, bliver cellen syg, hvilket viser sig ved, at en række af de normale cellefunktioner går skævt. Den sender signaler ud til omgivelserne om, at den er syg og til sidst dør den måske.

Sker det, efterlader den ud over resterne af cellen også en dråbe af fritliggende fedt i fedtvævet. Vævet opfatter de syge og døde fedtceller som fremmedlegemer, og de angribes af immunsystemets celler, så der bliver en lille lokal betændelse og senere arvævsdannelse.

Ud over størrelsen af fedtdråben i cellen, ser det også ud til, at forskellige andre uafklarede forhold har betydning for fedtcellens normale funktioner.

Man kan således se situationer, hvor fedtceller med små fedtdråber alligevel ikke ser ud til at være klar til at optage mere fedt, selvom der er plads til det, uden at vi ved hvorfor.

Hvis fedtsyrer hober sig op, bliver de giftige

Uagtet at fedtsyrerne er glimrende brændstoffer for cellerne både i og uden for fedtvævet, skal de helst enten bruges i stofskiftets forbrænding eller opfanges af fedtcellerne og indsættes i triglycerid som reserve.

Hvis fedtsyrerne får lov at hobe sig op i kroppen og i og uden for cellerne, har de nemlig dårlige og giftige egenskaber, både i fedtcellerne og i andre celler i kroppen.

Det samme gælder de ufærdige glycerider, især hvor der kun er sat to i stedet for tre fedtsyrer på glycerol (diglycerider frem for triglycerider).

Meget tyder på, at det er denne giftvirkning, der gør fedtcellerne syge, når fedtdråberne i cellerne bliver for store, og at det er den samme giftvirkning, der påvirker andre organer, for eksempel lever og muskler.

Det udløser så (ligesom i fedtcellerne) en slags kronisk betændelsestilstand, som kan måles i blodet, men dog ikke giver de symptomer, som ses ved infektioner, for eksempel feber.

Lagring af fedt uden for fedtvævet skaber vommen

Det ser ud til at kroppen kæmper imod denne fedtsyreforgiftning ved at forsøge at samle fedtsyrerne i triglyceriddråber i andre celler i andre organer, når der nu ikke er plads til dem i fedtcellerne i det normale fedtvæv i underhuden.

Typisk ophobes fedtet i bughulens fedtvæv, der ligger i tarmkrøset og andre steder derinde, hvor der normalt kun er ret lidt fedtophobning.

I udtalte tilfælde – især hos mænd, der har mindre underhudsfedt end kvinder – udvikles en stor vom.

Fedtdråberne hober sig også op i mange organer, især i leveren, der bliver til fedtlever, men også i skeletmuskelcellerne, der udgør muskelfibrene.

Men er det overhovedet et problem, at der ophobes fedt i andre celler i organer, skeletmuskelceller og bughulen, frem for at fedtet kun ophobes i underhudens fedtceller?

Da fedtdråberne er vanduopløselige, er det nærliggende at antage, at de i sig selv heller ikke skader de celler, de ligger i.

Noget kunne tyde på, at det er de skadelige virkninger af fedtsyreforgiftningen snarere end ophobningen af triglycerid-cellerne, der er skadelig – også for de celler, der ellers ikke er udviklet til at gemme på triglyceriddråber.

Hvad sker der, når vi spiser for meget?

Når der skabes et overskud af fedtsyrer, som ikke enten oplagres som triglycerid i fedtcellerne eller bruges som energikilde i stofskiftet, er det et resultat af en løbende tilførsel af lidt mere energi fra maden, end kroppens energistofskifte normalt har brug for.

Madens energi kommer almindeligvis fra en blanding af fedt, kulhydrater og proteiner, hvor der er mest af de to førstnævnte, hos nogle mere fedt end kulhydrat, hos andre omvendt.

Serie om fedme

Dette er tredje artikel i fedmeforsker Thorkild I.A. Sørensens fedme-føjleton. De forrige artiklen finder du her: 

1: Myte på afveje: Hvad kommer fedme af?

2: Fedme rammer samfundets svageste - har den sociale skævhed rødder i evolutionen?

Kroppen foretrækker at bruge kulhydraterne, før den bruger af fedtstofferne, mens proteinerne skånes. Selvom kosten indeholder ret mange kulhydrater, så ender overskuddet af den grund som fedtsyrer.

Der behøver derfor ikke at være et særligt stort overskud af energi i kosten, før man havner med et overskud af fedtsyrer i kroppen.

Hvor bliver overskuddet af fedtsyrer af, når det nu ikke lagres som fedtdråber og ikke umiddelbart bruges som energikilde?

Fedtsyrerne bliver alligevel brugt, fordi kroppen øger sit energistofskifte, men det løbende højere niveau af fedtsyrer efterlader kroppen med en vedvarende fedtsyreforgiftning.

Der er vel at mærke kun tale om et ret beskedent overskud af fedtsyrer. Var det et stort overskud, ville fedtsyreforgiftningen hurtigt løbe ind i en kritisk og umiddelbart farlig tilstand, blandt andet med leversvigt.

Det var netop det, der skete for den unge mand, der i filmen 'Super Size Me' fyldte sig med burgere, pomfritter og Coca-Cola.

Dårlig koordinering af oplagring af fedt

Hvad får folk til at spise det mere, end deres kroppe kan tåle?

Hér er vi tilbage ved de mulige forklaringer, jeg beskrev i mine forrige Forskerzonen-artikler (at sociale udfordringer får os til at ophobe fedt p.g.a. usikkerhed om fremtiden).

For at opbygge energireserverne i kroppen på ufarlig vis skal der både skabes plads til det ekstra fedt, og der skal så oplagres ekstra fedt, hvor der er skabt plads til det.

De to processer skal nøje skal koordineres for at undgå fedtsyreforgiftningen. Er der mere pres på oplagringen af fedt, end der er skabt plads til, så går det galt.

Vi ved ikke, hvorfor koordineringen svigter hos nogle mennesker og ikke hos andre.

Nogle mennesker kan skabe så god plads til oplagring af fedt i det normale fedtvæv i underhuden, at de undgår fedtsyreforgiftningen, mens det ikke lykkes hos andre.

Jo mere fedmen udvikler sig, jo større er risikoen for, at det går galt og fører til fedtsyreforgiftningen.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.