Dreng, pige eller midt i mellem? Så lidt ved vi om interkøn
I mange år er spædbørn kommet under kniven, hvis deres kønsdele ikke har lignet normalen. Hvorfor? Uvidenhed.
interkøn_intersex_pride_copenhagen_prideweek_tolerance_variationer_køn_biologisk_kønskarakteristika_hermafrodit

Interkøn-flaget vajer ofte til Pride-arrangementer rundt omkring i verden. Den lilla farve repræsenterer blandingen af 'drenge-farven' blå og 'pige-farven' lyserød, mens cirklen symboliserer helhed. (Foto: Julie Missbutterflies / CC-BY 2.0)

Interkøn-flaget vajer ofte til Pride-arrangementer rundt omkring i verden. Den lilla farve repræsenterer blandingen af 'drenge-farven' blå og 'pige-farven' lyserød, mens cirklen symboliserer helhed. (Foto: Julie Missbutterflies / CC-BY 2.0)

Indtil 2014 var det almindelig praksis at operere spædbørns køn, hvis de ikke lignede enten en dreng eller en pige i skridtet. Og det af normaliserings- og kosmetiske hensyn.

Det lyder grotesk, men ikke desto mindre er det sandt.

Interkønnede personer, som er den mest brugte betegnelse for dem, der blev udsat for den såkaldt ’kønsnormaliserende kirurgi’, er personer født med atypiske kønskarakteristika.

Hvis du ikke har hørt om det, så er du ikke alene. Vi skal nemlig helt frem til 2015, før ’interkøn’ dukkede op i de danske medier og den politiske offentlighed. Inden da anede de fleste mennesker ikke, hvad det var.

Det er der mange – dystre og sørgelige – grunde til. Dem vil jeg se på i denne artikel, men først skal vi lige rundt om interkøn og den, trods alt, stigende opmærksomhed på fænomenet.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Region Hovedstaden og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Et sted imellem de to normaler

Interkøn er et biologisk fænomen. Mange tror fejlagtigt den dag i dag, at interkøn er en betegnelse for de personer, som hverken kan identificere sig som mand eller kvinde.

Fænomenet har altid eksisteret, men det har ændret sig, hvordan vi forholder os til det. I en 50-årig periode har vi fået de interkønnede til at forsvinde ved blandt andet at benytte kønsnormaliserende kirurgi.

Der skulle ikke være noget tvetydig køn: Enten var man dreng eller pige, mand eller kvinde.

I de senere år har der været et øget fokus på interkøn, og der er udkommet flere undersøgelser som påpeger, at der stadig mangler viden om interkøn eller variationer i kønskarakteristika.

Vi ved slet ikke nok

Det fremgår blandt andet af undersøgelsen 'Interkøn. En kvalitativ undersøgelse af erfaringer med variationer i kønskarakteristika', som forsknings- og analysecenteret VIVE har udgivet i 2022.

Klinefelter og Turner syndrom


To af de oftest forekommende tilfælde af variationer i kønskarakteristika er Klinefelter syndrom og Turner syndrom.

Klinefelters syndrom er en medfødt tilstand  hos drenge/mænd, hvor et ekstra X-kromosom giver en 47,XXY kromosombesætning.

Turners syndrom er en genetisk tilstand, som kun ses hos piger og kvinder, der er født med et manglende eller ændret X-kromosom. Næsten alle har lille højde og er infertile.

Du kan læse mere om andre variationer i kønskarakteristika hér.

De interviewede fortæller om social isolation, skam, stigmatisering og mobning.

Rapporten omfatter Klinefelter syndrom (1 ud af 650) og Turner syndrom (cirka 25-50 ud af 100.000 nyfødte) samt ’andre variationer i kønskarakteristika’, som dækker over en række forskellige variationer.

Det er personer i denne sidste kategori, der ofte blev udsat for kønsnormaliserende indgreb.

FN anslår, at andelen af personer med interkøn-træk er mellem 0,05 og 1,7 procent.

Men det er ikke kun befolkningen, men også de fagprofessionelle i sundhedsvæsenet, der er dårligt informeret om interkøn.       

Nogle har ifølge VIVE-undersøgelsen fået støtte af forældrene, men et betydeligt mindretal har oplevet, at deres forældre har hemmeligholdt viden om deres atypiske kønskarakteristika, og at emnet har været tabuiseret eller omfattet af tavshed i familien.

VIVES undersøgelse finder også, at et klart flertal af de adspurgte interkønnede oplever, at der kun »i meget lav grad« eller »i lav grad« er tilstrækkelig viden om interkønnede i Danmark.

Hvorfor ved vi så lidt?

Det korte svar på uvidenheden er således, at de interkønnede er forsvundet, fordi der skulle vælges ét og kun ét køn.

Behandlingen byggede på en kønsteori, som pædiater og psykolog John Money ved Johns Hopkins Universitetet i USA udformede i 1950’erne.

Den gik ud på at benytte plastikkirurgi, hormonterapi og hemmeligholdelse. Barnets køn skulle fastlægges til enten dreng eller pige, og barnet derefter opdrages til det valgte køn.

Behandlingen hvilede på den antagelse, at drenge skulle have en passende penis (på 2,5 centimeter), og at piger ikke måtte have en for stor klitoris, samt på en binær og heteronomativ opfattelse af køn.

Ofrene gjorde oprør

Da de første børn, som var blevet behandlet efter Moneys metode, blev voksne, skete der noget.

En af dem var Cheryl Chase.

Cheryl Chase (navnet er et pseudonym, hun brugte i begyndelse af 1990’erne og blev kendt under) blev født i 1956 som Brian Sullivan, men havde blandede mandlige og kvindelige kønsorganer.

I en alder af 18 måneder fik Brian foretaget en clitoridectomi, som fjernede en stor klitoris. Den var for lille til at være en penis.

Forældrene blev rådet til at flytte til en anden by, hvor hun blev opdraget som Bonnie Sullivan.

Hun fik som voksen et nervesammenbrud, og først som 35-årig pressede hun sin mor til at fortælle, hvad der var sket. Hun fik fat på sine lægejournaler, og i stedet for at begå selvmord, som hun var tæt på, blev hun aktivist.

I 1996 grundlagde Chase foreningen ISNA (Intersex Society of North America) , der protesterede imod, at man 'fiksede' de interkønnede for at få dem passet ind i et diagnosticeret køn.

Foreningen kæmpede for at opnå større forståelse for at undgå irreversible ændringer af genitaliernes udseende indtil en alder, hvor han/hun kunne være medbestemmende og udtrykke sin kønsidentitet.

I dag kalder Chase sig Bo Laurent, og hun definerer sig som lesbisk og er gift med en kvinde. I mindre omfang end tidligere blander hun sig stadig i debatten og henvender sig blandt andet med gode råd til forældre, som får et interkønnet barn.

Opråb og gryende modstand

Allerede i 1990’erne udfordrede de interkønnede således datidens behandlingsprotokoller og argumenterede for en mere afventende holdning. Var der ikke medicinske grunde til at operere, burde man vente.

Moneys behandling af interkøn blev således problematiseret af de personer, som havde været udsat for hans behandling.  

I 1995 kom ’Hermaphrodites Speak!’, en 30 minutters dokumentarfilm, hvor interkønnede og personer med interkønnede træk fortæller deres historie. Filmen kan stadig ses på YouTube.

(Video: Cheryl Chase / Collectif Intersexe Activiste OII France / YouTube)

Det var bare begyndelsen.

Chase udgav fra 1994 et nyhedsbrev med titlen ’Hermaphodites with Attitude’.

Der begyndte også at udkomme bøger både om behandlingen af interkønnede og modstanden mod denne behandling. De interkønnede skrev om deres historie og forlangte, at lægevidenskaben lyttede til dem.

Hermafroditter før og nu

Som historiker var jeg ikke ubekendt med hermafroditter.

Jeg var i forbindelse med et studium af den medicinske opfattelse af kvindekroppen stødt på adskillige tilfælde i medicinske tidsskrifter fra 1800-tallet.

Det blev befolkningen ikke klogere af.

Forskellige betegnelser gennem tiden


Der har tidligere været benyttet betegnelser som hermafrodit. Så kom betegnelsen ’intersex’ (dansk: interkøn) i 1917, som stadig benyttes i nogle sammenhænge.

I begyndelsen af det 20. århundrede opstod også betegnelsen DSD, der står for ’Differences of Sex Development’.

I dag benyttes det mest accepterede og mest udbredte ’Variationer i kønskarakteristika’.

Men sommetider ramte problematikken også avisernes forsider, blandt andet i forbindelse med et mord i 1893 begået på et børnehjem.

Frederikke Vilhelmine Møller havde haft et forhold til et af sine plejebørn, den 15-årige Volmer. Af frygt for afsløring havde hun dræbt Volmer med et sovemiddel.

Da hun omsider tilstod mordet, kom der endnu en tilståelse.

Hun var »abnormt skabt,« og to læger konstaterede, at hendes kønsorganer var mandlige.

Vilhelmine blev til Vilhelmi og i øvrigt giftede han sig efter udstået straf med en af sine kvindelige fangevogtere (du kan læse hele historien hér).

Der var ingen behandling ud over navneskifte. Ellers blev det af flere læger opfattet at være til »tvivlsom nytte« for både samfundet og den enkelte at ville fastslå kønnet. 

Vilhelm Ellermann, professor i retsmedicin, som i 1914 skrev »Den retmedicinske Bedømmelse af Hermafroditerne« i Ugeskrift for Læger, sluttede artiklen med at fraråde »at foretage plastiske Operationer paa Børn, da Udviklingen senere kan gaa stik imod den oprindelige Diagnose.«

Men dette forsigtighedsprincip blev opgivet i 1950’erne. Kirurgiske og hormonelle indgreb blev almindelige i anden halvdel af det 20. århundrede.

Behandlingen i det 21. århundrede – og i Danmark

Af en artikel med titlen ’Intersex, hvilket køn skal vælges?’ i Ugeskrift for Læger fra 2001, skrevet af behandlere på Rigshospitalet, fremgår det, at man i Danmark også praktiserede rekonstruktiv kvindelig kirurgi: En reduktion af klitoris og vaginalplastik.

Det blev tilrådet, at man foretog kønsregulerende operationer på børn med interkøn-tilstande tidligst muligt.

Valget burde foregå, inden barnet blev fem år:

»I denne periode identificerer barnet sig med forældrefiguren af samme køn og identificerer sig derved i vid udstrækning med en kulturelt formet kønsrolle: en ’rigtig mand’ eller en ’rigtig kvinde’« lyder det blandt andet i artiklen som argument for indgrebet – og det på trods af, at man kendte til de amerikanske aktivister og deres protester.

I Danmark kan man ikke forestille sig, at »et barn i vores kultur kan vokse op i psykisk balance uden at have entydige genitalier, således som foreslået af ISNA (Chases' forening, red.)«, stod der også at læse i artiklen.

Desuden findes der lægelige retningslinjer fra Skejby Sygehus, som trådte i kraft 2008 og som forsatte den linje, som blev anlagt af Rigshospitalets læger i 2001 – nemlig at der skulle vælges køn hurtigst muligt.

Plastikkirurgi, hormonterapi, tavshed og kønssocialisering var den udbredte praksis i Danmark frem til 2014, hvor det blev forbudt at foretage kosmetiske og »normaliserende« indgreb på børn og unge under 18 år, hvor kosmetiske hensyn er den primære begrundelse.

Hvordan denne lov forvaltes i praksis, ved jeg ikke.

Menneskerettigheder for interkønnede

I 2010’erne begyndte der at ske noget, idet både FN, Europarådet og EU tog problematikken op og udgav en række rapporter.

European Union Agency for Fundamental Rights opfordrede i rapporten 'Human rights and Intersex people' medlemslandene til kritisk at gennemgå deres medicinske praksis på området.

21 medlemslande, herunder Danmark, udførte på det tidspunkt kønsnormaliserende kirurgi på interkønnede børn.

Ifølge rapporten skulle de juridiske og medicinske eksperter informeres bedre om interkønnedes fundamentale rettigheder, og medlemsstaterne burde undgå kønsnormaliserende behandling af interkønnede uden deres accept.

Aktivismen greb om sig. I 2012 blev OII (’Organisation Intersex International Europe’) etableret, og i 2017 fulgte ’Intersex Danmark’ trop efter i et par år at have eksisteret som en uformel gruppe. 

I 2017 udgav Amnesty International rapporten ’First do no harm. Sådan sikres rettighederne for børn med variationer i kønskarakteristika i Danmark og Tyskland’.

Interkønnede indtager Copenhagen Pride


I forbindelse med Copenhagen Winter Pride Week i 2018 afholdtes konferencen ’Interkønnedes forhold og rettigheder’ på Christiansborg.  Og nu har vi også fået danske fortællinger fra interkønnede personer, som blandt andet blev udgivet i forbindelse med Amnestys rapport.

Her fortæller Ditte Dyreborg og Stepanie Stine Toft deres historier, som også er blevet omtalt i flere aviser.

På hjemmesiden ’Intersex Danmark’ kan man læse både om foreningens politik og personlige historier (hjemmesiden er under reorganisering).

Her slutter vi ved begyndelsen, idet VIVES rapport er led i ’Handlingsplan til fremme af tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBTI-personer' (Udenrigsministeriet 2018-2021).

I denne plan blev det specificeret, at Sundhedsstyrelsen skulle afholde en sundhedsfaglig konference om variation i kønskarakteristika, informationsmateriale udformes til forældre, og interkønnedes levevilkår undersøges.

Det er så den undersøgelse, som vi har fået nu. Opslag på nettet vil vise, at der i Sundhedssystemet nu findes oplysninger om variationer i kønskarakteristika.

Det er et skridt på vejen, men øget synliggørelse er stadig meget vigtig for forbedrin af vilkårene for interkønnede personer i Danmark.

Hvor mange har variationer i kønskarakteristika i Danmark?

I SEXUS-undersøgelsen, en stor befolkningsundersøgelse lavet af Statens Serum Institut og Aalborg Universitet, når forskerne frem til, at 1,1 procent af den danske befolkning enten som børn, unge eller voksne har fået konstateret variationer i deres kønskarakteristika, så de ikke svarer til det typiske for hankøn eller hunkøn.

Samtidig viser undersøgelsen, at kun et lille mindretal - 1,6 procent af disse persone,r svarende til 0,02 procent af befolkningen - opfatter sig som interkønnede.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

DOI - Digital Object Identifier

Artikler, produceret til Forskerzonen, får tildelt et DOI-nummer, som er et 'online fingeraftryk', der sikrer, at artiklerne altid kan findes, tilgås og citeres. Generelt får forskningsdata og andre forskningsobjekter typisk DOI-numre.

Nyhed: Lyt til artikler

Du kan nu lytte til udvalgte artikler herunder. Du kan også lytte til de oplæste artikler i din podcast-app, hvor du finder dem under navnet 'Videnskab.dk - Lyt til artikler'.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på vores Instagram-profil, og læs om de nedenstående prisvindende billeder af stjernetåger og stjernefabrikker her.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk