Svampeforsker: 5 ting, jeg ville ønske, alle vidste om naturens skjulte helte

Efteråret står for døren, og mange danskere bevæger sig derfor ud i skoven med snuden i sporet efter kantareller og Karl Johan-svampe.

Men det er nok de færreste, der er klar over, at der findes en svamp så stor som 1.200 fodboldbaner.

Eller at vi faktisk kun har fundet en brøkdel af de svampe, der eksisterer i Danmark.

Det er blot to grunde, til at svampe er så spændende, lyder det fra svampeforsker Jacob Heilmann-Clausen, der er lektor i biologi ved Globe Institute på Københavns Universitet.

»Svampe er jo en del af naturen, og måske en af de dele af naturen, som vi ved mindst om,« siger han.

»Så man kan sige, at vi simpelthen er bagud i at forstå svampenes rolle i vores økosystemer i naturen. Og i øvrigt også i forhold til, hvordan de kan bidrage til en bæredygtig omstilling af vores samfund.«

Fra hvad vi ved på nuværende tidspunkt, har svampe stor betydning for vores økosystemer.

Så hvilke hemmeligheder om naturens svampe bør vi alle kende? Det har vi spurgt Jacob Heilmann-Clausen om.

1. Svampe er tættere beslægtet med mennesker end planter

Da Jacob Heilmann-Clausen i sin tid begyndte på biologistudiet, var man stadig i gang med at gøre op med en udbredt forståelse om, at svampe er planter.

Takket være de sidste 50-60 års forskning, er det nu indlysende for forskere, at svampe ikke er »mærkelige planter«, siger han.

I virkeligheden er de mere beslægtet med dyreriget end planteriget. I 1960’erne blev svampe anerkendt som deres eget rige.

»Svampene har ligesom os et behov for at finde mad. Vi kan ikke lave fotosyntese, som planterne kan,« siger han.

Derudover er svampes cellevægge ikke lavet af cellulose, men af stoffet kitin, som også findes i insekters ydre skelet.

Svampenes egenskaber er ikke kun interessante for videnskaben, men har også nogle praktiske fordele, lyder det.

»Vegetarer og veganere har gavn af at spise svampe, da svampe har nogle af de biokemiske kredsløb, som planter ikke har,« siger Jacob Heilmann-Clausen.

Spisesvampe indeholder de ni essentielle aminosyrer samt B12-vitamin, som ellers kan være svære at få med en ren plantekost.

2. Der er langt flere svampe i Danmark, end vi kender til

De seneste årtier har vi oplevet en decideret svampeeksplosion:

Siden 2009 er 2.185 nye svampearter blevet opdaget i Danmark.

»De sidste 25 år har vi rundt regnet øget listen med kendte danske arter med 50 procent.«

De findes overalt, både i skovbunden, inde i levende og døde planter og dyr samt i havet og vores ferske vande.

Jacob Heilmann-Clausen har for nylig været med til at beskrive nogle nye slørhattearter, som er blevet fundet i Vestskoven og Geelskov i Københavns forstæder, andre i Sønderjylland.

»Selv i en bynær skov kan der vokse helt ukendte organismer,« siger han.

Og med det tempo, hvormed svampene opdages, er det reelle antal svampearter formentlig tre gange højere, siger Jacob Heilmann-Clausen.

Det skyldes i høj grad nye DNA-teknikker. I dag kan man undersøge jordprøver, sekventere DNA’et og analysere det for at skelne mellem forskellige svampearter.

Han vurderer derfor, at vi kun har afdækket en tredjedel af den danske svampediversitet.

»At man kan tage en jordprøve og finde ud af alle de svampe, der findes i den, er jo virkelig noget af det, der har vist, at mængden af ukendte arter er virkelig stort,« siger han.

Præcist hvor mange svampe, der findes i Danmark, er ukendt. Men efter alt at dømme drejer det sig om mindst 30.000 forskellige arter.

3. Svampe kan både være bittesmå og fylde en hel skov

Ligesom dyr både kan være meget små og store organismer, gør det samme sig gældende for svampe.

I den ene ende af målestokken finder vi de mindste svampe i form af gærsvampe. De er mikroorganismer, der består af én celle.

Det er gærsvampe, der kan føre til infektioner hos mennesker.

I den anden ende af målestokken finder vi de store svampe som honningsvamp og hekseringsvamp.

I en nationalskov i den amerikanske delstat Oregon dækker en kæmpe mørk honningsvamp (Armillaria ostoyae) et område på cirka otte kvadratkilometer eller 1.200 fodboldbaner.

Svampen er blevet kaldt verdens største organisme af forskere, der har taget DNA-prøver af svampen. Forskerne estimerer, at svampen vejer helt op til 35.000 tons – hvad der svarer til 200 gråhvaler.

Kæmpesvampen blev opdaget af forskere, da den er vokset ind i træernes rødder og langsomt er i gang med at slå træerne ihjel.

Men hvis man forestiller sig én kæmpesvamp på størrelse med et træ, tager man fejl. Størstedelen af svampen vokser i et netværk under jorden, og derfor er det svært reelt at udregne dens størrelse.

Det er et mere teoretisk spørgsmål, om man erklærer honningsvampen for én organisme.

»Hvis man tænker på et individ som noget, der fungerer koordineret, er det måske lidt mere tvivlsomt, om svampe er de største organismer. De kan blive kæmpestore og vokse over enorme områder, men altså også blive splittet op i dét, man kalder geneter. De behøver ikke at hænge sammen som én samlet organisme, siger Jacob Heilmann-Clausen.

Men der er ingen tvivl om, at honningsvampen er fascinerende, mener han.

4. Svampe er naturens skraldemænd

Når der ligger blade, nåle eller træstammer i skovbunden, spiller svampe en afgørende rolle i naturens kredsløb.

Såkaldte nedbrydersvampe lever nemlig af at nedbryde dødt ved og visne blade.

Det skyldes, at de kan lave enzymer, som kan nedbryde komplekse plantemolekyler såsom cellulose.

Vi kender måske bakterier som nedbrydere, men de er knap så gode til at vokse ind i ting.

Det er svampene til gengæld på grund af deres svampehyfer, som er meget fine vævtråde.

På den måde kan de nemt vokse ind i et dødt blad eller et stykke dødt træ for derefter at nedbryde det ved at udskille enzymer.

»Så når vi taler om at nedbryde plantedele, er det virkelig svampene, der står for den proces, så kulstof og næringsstoffer kan frigives og genbruges i økosystemerne, siger han.

5. Alle planter lever sammen med svampe

Et af naturens vigtige samarbejder foregår mellem planter og de såkaldte mykorrhizasvampe.

Nede i jorden ligger et skjult netværk, hvor der foregår et samliv mellem planterødder og bestemte svampe.

Det ultrafine svampehyfer vokser ind mellem planternes rodceller og skaber en forbindelse mellem svampens mycelium, altså svampens rodnet, og planternes rodsystem.

»Planterne danner sukker, som de kan bytte med de her svampe, og til gengæld få vand, næringsstoffer og beskyttelse mod de andre gangstere derude ved at være kapslet godt ind i svampehyfer,« forklarer han.

Svampehyfer er meget tyndere end rødderne, så de kan komme ud i fine porer i jorden og få fat på vand og næringsstoffer, som planterne ikke kan få fat på.

Netop denne evne viser noget smukt ved svampene, mener han.

For svampene repræsenterer et andet narrativ i naturen end historien om dyr, der æder andre dyr, eller planter, der konkurrerer om plads.

Der findes ganske vist svampe, der dræber både dyr og planter.

Men svampene indgår også i en lang række interaktioner med andre organismer, som ikke kun understøtter økosystemernes funktion. Det viser, at naturen ikke kun handler om konkurrence, men også om samarbejde og gensidig hjælp.

»Der er svampene, dem, der nedbryder og genbruger dødt materiale. Ved at danne mykorrhiza forbinder de helt forskellige organismer i et netværk, som er til gavn for begge parter. Der er meget mere fokus på at udveksle tjenesteydelser, frem for bare at nakke de andre,« siger han.