På sporet af et svampemysterium: Dansk forsker undersøger lille svamps skjulte evner

Du kender nok ikke særligt meget til huesvampen (Mycena), selvom der findes flere end 80 arter af den i Danmark. Den er lille, dens ‘hue’ på toppen er sjældent mere end én centimeter bred, og den er enten smågiftig eller smager for dårligt til at spise.

Men nu kan det være, at den lille underdog snart får en mere fremtrædende plads i biologibøgerne.

I hvert fald peger et nyt studie fra blandt andet Københavns Universitet på, at huesvampen har en særlig evne, der måske kan være med til at ændre måden, vi inddeler svampe på.

Bag studiet står postdoc på Biologisk Institut Christoffer Bugge Harder, der hører til blandt verdens førende huesvamp-eksperter.

Selvom det lyder som en fornem titel, siger det måske ikke så meget om ham som forsker. I hvert fald ikke ifølge ham selv.

»Det er ret nemt at få sin egen niche som svampeforsker,« forklarer han til Videnskab.dk.

»Vi er måske maksimum 100 mennesker i hele verden, der har særlig interesse i huesvampe, så det er ikke svært at blive verdensmester. Det siger vel lige så meget som at være den bedste i Kolding til hapkido.«

Det er nu ikke, fordi han er kommet sovende til sin anseelse.

Allerede da han skrev sit speciale i 2008, var det med huesvampen som hovedperson, og siden har han igennem sin forskerkarriere udgivet en række studier om den lille, tilforladeligt udseende svampeslægt.

Derfor var det nærliggende for en anden forsker at kontakte ham, da huesvampen blev ved med at dukke op i DNA-prøver fra planterødder, hvor den slet ikke burde være.

»De ledte efter kendte nytte- eller skadesvampe i friske planterødder. Men denne huesvamp blev ved med at dukke op, selvom det ikke gav mening,« siger Christoffer Bugge Harder, der også fortæller, at det er en relativt ny DNA-sekventeringsteknik, der gør det muligt at se tusindvis af svampearter, der lever i enkelte planterødder.

»Huesvampe hører til den gruppe, der normalt kun lever af døde træer og planter. Så det gav jo ikke mening, at den hele tiden dukkede op i friske rødder. De andre forskere troede i lang tid, at det var en fejl. Men da de blev ved med at finde den, var der til sidst en af forskerne, der kontaktede mig.«

Dermed var den selverklærede svampenørd på sporet af en opdagelse. For hvad skulle en nedbryder af døde planter dog foretage sig med levende planter?

For at løse mysteriet måtte han derfor søge penge til at flytte to år til Norge med sin familie for at undersøge sagen sammen med sin kollega fra Oslo Universitet, Hårvard Kauserud.

En lille mønsterbryder

Vi vender tilbage til svaret på mysteriet senere.

For hvis man vil forstå, hvorfor det er så underligt at finde huesvampe i levende rødder, må man vide lidt om måden, man inddeler svampe på.

Det handler i bund og grund om, hvordan svampe ‘spiser’. De optager nemlig næring på en af tre forskellige måder, som man inddeler dem i grupper efter.

Enten er svampen parasitisk. Det betyder, at den sætter sig på en levende vært for langsomt at fortære den.

Eller også er den mutualistisk. Det vil sige, at den sætter sig på levende værter, som den har specialiseret sig i at dele næring med. Den optager kulstof fra værten og overfører til gengæld kvælstof.

Og så er der saprotrofe svampe. De optager kun næring fra døde organismer.

Huesvampen er kendt som denne tredje type, altså den saprotrofe.

Troede man.

For da Christoffer Bugge Harder havde indsamlet de planterødder og svampe, han skulle bruge, tog han dem med i laboratoriet, hvor detektivarbejdet kunne begynde.

Med forskellige komplicerede laboratorieteknikker undersøgte han og resten af forskerholdet hver af de indsamlede planter for at finde DNA-spor efter huesvampen.

Og ganske rigtigt. I ni ud af ti levende planteprøver registrerede forskerne spor efter huesvampen.

Altså har vi fejltolket den lille svamp: Den er ikke kun til døde planter.

Men hvad vil en saprotrof svamp så bruge levende planter til?

Det svar lå tilsyneladende også i forskernes prøver. I nogle af de friske huesvampe fandt de også den fordeling af tungt og let kvælstof, som man typisk finder i mutualistiske svampe. Altså dem, der lever i symbiose med planten.

»Vi kan altså se, at visse arter af huesvampe er begyndt at leve i samarbejde med levende planter og ikke kun på de døde. Det kan betyde, at de er midt i et evolutionært spring fra saprotrofe til mutualistiske,« fortæller Christoffer Bugge Harder, der er hovedforfatteren bag studiet, der er udkommet i tidsskriftet Environmental Microbiology.

Han fortæller dog, at de fleste af de huesvampe, de fandt i planterødderne, ikke udvekslede næring med planten. Faktisk så de ikke rigtig ud til at foretage sig noget.

»Måske ligger de simpelthen som saprotrofe og venter på, at værten afgår ved en naturlig død, så de allerede sidder ‘parat ved bordet’, når maden omsider er serveret. Men det kan jo tage mange, mange år for et stort træ. Og så er der så tilsyneladende nogle af huesvampene, der så undervejs beslutter sig for, at ‘if you can’t beat them, join them‘ og begynder at samarbejde aktivt,« forklarer Christoffer Bugge Harder.

Et »vidunderligt studie«

Videnskab.dk har bedt den amerikanske professor i mykologi (svampeforskning) David S. Hibbett om at gennemgå studiet, og han lægger ikke skjul på sin begejstring for den nye forskning:

»Det er et vidunderligt studie, der udvider vores forståelse af en stor gruppe af svampes økologiske rolle,« skriver professoren fra Clark University, Massachusetts, USA, i en e-mail efter at have læst studiet igennem.

»Vi finder oftere og oftere svampe, der lever steder, hvor vi ikke regnede med det, især inden i sunde, levende planter. Det, der gør det her studie særligt interessant, er, at forfatterne brugte kemiske analyser til at opdage, at huesvampene faktisk optager næring direkte fra levende planteværter.«

Nogenlunde samme reaktion lyder fra den danske svampeforsker Mikkel Rank Nielsen, der er postdoc ved Aalborg Universitet, og som især forsker i slimskimmel (Fusarium, en slægt af skimmelsvamp).

»Det helt vilde ved dette studie er, at man simpelthen kan måle, hvad svampen faktisk har spist og på den måde finde ud af, hvordan den fungerer sammen med planten,« siger han til Videnskab.dk.

Så mange uåbnede skattekister

Christoffer Bugge Harder mener, at hans nye studie bør give anledning til at gentænke den måde, man inddeler svampe på.

»Vi kan jo se fra tidligere forskning, at man er begyndt at finde svampe, der ikke er udelukkende parasitter, mutualister eller saprotrofe. De kan være flere ting på én gang. Nu har vi fundet endnu en slægt, der bryder med den gamle inddeling,« beretter han.

Mikkel Rank Nielsen mener også, at Christoffer Bugge Harders nye forskning lægger op til en genovervejelse af den gamle praksis.

»Det er jo rigtig godt, når man kan stille et stort, videnskabeligt spørgsmål og hæfte det på noget data. Det synes jeg, at de formår med dette studie,« vurderer Aalborg-forskeren.

Alle tre forskere, Videnskab.dk har talt med, er enige om, at der stadig mangler en masse forskning på svampeområdet. Både helt generelt, men også i forhold til om svampe både kan være mutualister, saprotrofe og parasitter.

»Vi har brug for mere omhyggelig forskning som denne for at forstå de forskellige økologiske roller, som ‘velkendte’ svampe faktisk kan spille,« afslutter David S. Hibbett sin e-mail.

Mikkel Rank Nielsen fortæller også, at trods omfattende forskning har videnskaben stadig kun kradset i overfladen, når det kommer til at forstå svampe.

»Der er masser af ting, vi mangler svar på om svampe. Der er så mange uåbnede skattekister derude, som vi kunne dykke ned i, undersøge og bruge til for eksempel farmaceutiske produkter.«