En DR-dokumentar om bydelen Tingbjerg i København har affødt stærke reaktioner.
I programmet flytter syv etnisk danske familier fra middelklassen ind i spritnye rækkehuse midt mellem de almene boligblokke i Tingbjerg.
Mere end halvdelen af bydelens oprindelige beboere har anden etnisk baggrund end dansk og lavere løn end gennemsnittet.
Ejerboligerne har nytilflytterne fået til spotpris og med en klar mission:
Som hvide danskere i job er de håndplukket til at gøre området, der frem til 2022 var på den såkaldte ‘ghettoliste’, til en mere blandet bydel.
Og det er faldet mange for brystet.
I Ekstra Bladet bliver tilflytterne fordømt som »en flok moderne kolonister«. Instruktøren bag dokumentaren har i Information kaldt eksperimentet for »et kæmpe overgreb«.
Men Tingbjerg-eksperimentet rummer trods knaster og kritik også en række bemærkelsesværdige succeser, hvis man spørger forskere, der har fulgt udviklingen tæt.
Omdannelsen af Tingbjerg er en udløber af den såkaldte ‘ghettolov’ fra 2018.
\ Hvad er ghettoloven?
Ghettoloven - eller parallelsamfundslovgivningen, som den også kaldes - blev stemt igennem af et stort flertal i Folketinget i 2018. Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre stemte imod.
I aftalen blev der afsat 10 mia. kroner til at afvikle ‘ghettoer’ i Danmark.
En ghetto blev defineret ud fra en række kriterier. Et hovedkriterium er dog, at andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent af beboerne.
Et udtalt mål var desuden, at der maks måtte være 40 procent almene familieboliger i de såkaldte ghettoområder. I mange af de udsatte områder, var 95 til 100 procent af boligerne almene.
Loven stillede vidtrækkende midler til rådighed for at komme de danske ghettoer til livs.
Blandt andet blev tvangsflytninger, en målrettet nedrivning af boligblokke en del af værktøjskassen.
En anden del gik på, at sælge almene boliger fra som ejerboliger, stramme udlejningsreglerne og fortætte områderne.
Loven har gennem tiden været mødt af voldsom kritik fra mange vinkler. Herunder beboerne i området, menneskerettighedsorganisationer, eksperter og politiske partier.
I 2024 fastslog EU-Domstolen, at den danske boliglovgivning, som bruges til at omdanne disse områder, udgør forskelsbehandling på baggrund af etnisk oprindelse.
Og ved udgangen af 2025 vurderede domstolen, at lovgivningen kan være i strid med EU-retten.
Målet var at fjerne de »sorte pletter på danmarkskortet«. Det skulle blandt andet ske ved at ændre markant ved sammensætningen af beboere i områderne.
»Hvis vi udelukkende ser på intentionen i lovgivningen, er Tingbjerg en kæmpe succes,« siger professor i byplanlægning Claus Bech-Danielsen til Videnskab.dk.
Sammen med fire kolleger fra Aalborg Universitet har Claus Bech-Danielsen siden 2019 fulgt de beboere, hvis liv er blevet ændret markant af loven, og udgivet en midtvejsrapport om effekten af ghetto-loven.
Opgør med ghettoer landet over
Forskerne har set nærmere på 15 nabolag, der alle er blevet omdannet markant som følge af ghettoloven.
Områderne strækker sig over 10 byer fordelt på tværs af landet - fra Tingbjerg i København til byer som Aarhus, Esbjerg og Odense
I flere områder har forandringen været »præget af kaos, konflikt og mistillid«, skriver forskerne i rapporten, der ikke ligefrem er en rosenrød skildring af ghettoloven i sin helhed.
Konflikterne har været tydelige i de områder, hvor forandringer er gennemtvunget med drastiske midler som tvangsflytninger og nedrivninger, påpeger Claus Bech-Danielsen.
»Loven har haft voldsomme menneskelige konsekvenser. Det er der slet ingen tvivl om,« siger Claus Bech-Danielsen.

En tvungen fraflytning, hvor man tilbydes en ny almen bolig et andet sted, har en høj pris, fortæller han.
»Dem, der bliver tvunget ud, mister netværk, bolig og deres gode gamle naboer, som de har kendt i årtier. De færreste kan forestille sig, hvor ondt det gør. Især for de ældre beboere.«
Men som Claus Bech-Danielsen alligevel konkluderer:
»Medicinen virker, men den har alvorlige bivirkninger.«
Enestående succes
Flere boligområder har således fået en mere balanceret beboersammensætning, præcis sådan som politikerne havde ønsket det.
I Tingbjerg og på tværs af de andre 14 områder har man blandt andet fået vendt den selvforstærkende effekt, som mange udsatte boligområder lider under:
At tilflyttere til områderne har endnu færre ressourcer, end dem der flytter ud.
»Det er aldrig lykkedes at vende den udvikling tidligere. I Danmark er det en ret enestående succes, at det nu sker i vores mest udsatte boligområder,« siger Claus Bech-Danielsen.
\ Har 'ghettoloven' virket?
Hvis man bruger ghettolovens fem kriterier for beboersammensætningen som målestok, er der ifølge Claus Bech-Danielsen og AAU-forskernes rapport sket flere bemærkelsesværdige succeser.
Hvis man sammenligner udviklingen i områderne fra 2018 med 2025, ser det sådan her ud:
- I alle 15 områder er beboere uden job blevet færre.
- I 14 af områderne er uddannelsesniveauet steget - i et område er det faldet.
- I 13 af områderne er gennemsnitsindkomsten steget - i et område er den faldet og i et er den status quo.
- I 9 områder er antallet af beboere, der er dømt for kriminalitet, faldet - i 6 områder er antallet steget.
- I 6 områder er antallet af beboere med ikke-vestlig baggrund faldet - i 9 områder er antallet steget.
Tingbjerg er, sammen med Grønneparken i Holbæk, det eneste område af de i alt 15 områder, der siden 2018 er gået frem på alle fem parametre for succes, der er opstillet i ghettoloven.
Flere beboere er i job, uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er steget, færre beboere er dømt for kriminalitet og antallet af beboere med ikke-vestlig baggrund faldet.
Tingbjerg fremhæves særligt som en succes, fordi man her har opnået udviklingen uden den enorme menneskelige pris, som tvangsflytninger og nedrivninger af boligblokke koster.

I Tingbjerg har man i stedet klemt nye huse ind imellem eksisterende karreer, hvilket ganske vist også skaber frustrationer.
Det ser vi i DR-dokumentaren, hvor flere muslimske kvinder frygter for privatlivet og udsigten, fordi naboerne i rækkehuset er kommet lige tæt nok på.
Historisk eksperiment
Hvad omdannelserne af Tingbjerg og ghettolovens store sociale blandingsprojekt i sidste ende resulterer i, er dog stadig usikkert.
I en kronik har Claus Bech-Danielsen og hans forskerhold på Aalborg Universitet kaldt den omfattende lov for »danmarkshistoriens største boligsociale eksperiment«.
»Vi ved ikke, hvad det kommer til at føre med sig. Så det er et kæmpestort og drastisk eksperiment,« forklarer han.
I forskningen har man ellers talt om, at der skulle ske en positiv ‘nabolags-effekt’, hvis man blander byerne, så juristen bor dør om dør med kontanthjælpsmodtageren.
Men det videnskabelige belæg for, at socialt blandede bydele uden videre skulle komme et nabolag til gavn, »er ret broget«, siger Claus Bech-Danielsen.
»Ønsket om den blandede by bygger mere på ideologi end på videnskab, og loven er mere rettet mod at ændre situationen i de udsatte boligområder end på at forbedre situationen for de udsatte beboere.«
Hvis Tingbjerg eller andre udsatte boligområder skal opnå en positiv og varig forandring, er det børnene, man skal sætte sin lid til, siger Claus Bech-Danielsen også.

Han peger på forskning, der fortæller, at det er det sociale miks i eksempelvis den lokale skole, og ikke i boligområdet, der sætter sine spor i en bydel.
Den store test i Tingbjerg-eksperimentet består altså i, om tilflytterne også skriver deres børn ind på den lokale skole og lader børnene komme hinanden ved, mener professoren.
Blandede byer er ikke en succes i sig selv
To andre forskere, der har læst midtvejsrapporten for Videnskab.dk, vil dog ikke stemple Tingbjerg som en succes.
»Jeg ville være forsigtig med at sige, at eksperimentet i Tingbjerg eller loven som sådan er en succes,« siger professor og byplanlægger Deane Simpson, der leder et forskernetværk om ‘den blandede by’.
»Vi risikerer at forklejne de markante samfundsomkostninger ved loven, som også er påpeget i rapporten og af andre forskere,« siger Deane Simpson, der forsker ved Det Kgl. Akademi i København.
Han peger blandt andet på den økonomiske og miljømæssige pris ved at bygge nyt og rive ned.
En lignende pointe kommer fra Søren Christensen, der forsker i social bæredygtighed i byen og har skrevet ph.d.-afhandling om omdannelsen af Tingbjerg.

Man skal huske på, at forandring ikke er det samme som forbedring, siger han.
»Noget af det, der har slået mig, er, hvor lidt opmærksomhed der rettes mod de gode eksisterende fællesskaber og relationer og den tilknytning til stedet, som allerede findes i området.«
»Man kan konstatere, at sammensætningen ændrer sig, men det fortæller ikke, om området er blevet socialt stærkere,« siger Søren Christensen, der er postdoc ved Copenhagen Business School, CBS.
»Det afgørende spørgsmål er derfor ikke kun, om beboersammensætningen ændrer sig, men hvad der sker med lokalt hverdagsliv, tillid, stedstilknytning og demokratisk forankring undervejs,« tilføjer han.
Claus Bech-Danielsen er ikke uenig i pointerne fra de to fagfæller. Men vi må se tiden an, siger han:
»Jeg tror, at folk glemmer, hvor langsommelig byudvikling er. Det tager mange årtier. Tænk blot på udviklingen i de københavnske brokvarterer.«
»Så det er ikke kun noget, man gør for de nuværende beboere. Det er noget, man gør for deres børn - og de fremtidige beboere,« siger han.
































