Smukke mennesker får forlommer: 5 grunde til, at det ignoreres

Smukke mennesker får oftere jobbet. De får oftere lederstillinger, og så tjener de mere end deres kolleger.

Oven i hatten har de flere venner og får mere succes på datingmarkedet.

Og det bruges da også som argument for skønhedstrends som 'looksmaxxing', hvor unge mænd går til ekstremer for at opnå et nærmest uopnåeligt skønhedsideal.

»Hvis du er mere attraktiv, er det måske bare nemmere?« som en ung 'looksmaxxer' siger det i P1 Debat.

Det kan føles helt urimeligt, men forskning viser, at der er klare fordele ved at se godt ud. 

Alligevel taler vi sjældent om forskelsbehandling på baggrund af udseende - også kaldet 'lookisme' af forskere - som et problem, der skal gøres noget ved.

I et nyt studie zoomer en britisk filosof og forsker ind på den særlige form for diskrimination - og spørger, hvorfor den er så bredt accepteret.

»‘Lookisme’ er lige så alvorlig som andre former for diskrimination som sexisme og racisme og er fuldstændig uberettiget og uacceptabel,« erklærer forskeren, Heather Widdows, i en undersøgelse, der er udgivet i tidsskriftet Philosophy.

Så hvorfor taler vi næsten aldrig om det? Det giver filosofi-professoren fra University of Warwick fem bud på.

1. Skamfuldt at påpege

Hvis man står frem og siger, at man er blevet behandlet dårligere på grund af sit udseende, så siger man også indirekte, at man ikke selv er den kønneste.

Det kan altså være skamfuldt, stigmatiserende eller ligefrem tabuiseret, at tale om udseende på den måde. Derfor adskiller 'lookisme' sig fra andre former for diskrimination, der er bredt accepteret som uacceptable, lyder det fra Heather Widdows.

Og det kan være en reel forklaring på, hvorfor problemet fylder mindre i den offentlige debat - og forbliver usynligt. Det medgiver Kasper Lippert Rasmussen, professor ved Aarhus Universitet og forsker i diskrimination:

»Hvis du skal gøre opmærksom på det, er du i praksis nødt til at sige, at du ikke ser pæn ud. Det er for mange forbundet med en stor social omkostning,« siger professoren, der har læst studiet for Videnskab.dk.

Det kan dog ændre sig, siger Kasper Lippert-Rasmussen.

»Vi har allerede set, hvordan normer kan rykke sig, for eksempel i forhold til kropsidealer.«

»Hvis det blev mindre skamfuldt at tale om udseende på den måde, kunne det være et skridt i retning af at tage problemet mere alvorligt,« forklarer han.

2. Betragtes som naturligt

Mange ser forskelsbehandling på baggrund af udseende som noget naturligt.

Vi er biologisk tilbøjelige til at foretrække bestemte træk, og derfor føles det ikke forkert, påpeger den britiske filosofiprofessor.

At noget er naturligt, er dog ikke det samme som, at det er rimeligt, lyder det også.

Kasper Lippert-Rasmussen er enig i, at det gør skønheds-diskrimination sværere at forholde sig til end andre former for forskelsbehandling som racisme og sexisme:

»Blandt andet fordi det er så svært at definere, hvem der er smuk, og hvem der ikke er.«

»Hvis vi alle var delt op i to grupper, hvor den ene lignede Brad Pitt, og den anden lå i den modsatte ende, ville vi nok være mere opmærksomme på det,« siger han.

Sandheden er nok også, at vi alle foretager en ubevidst vurdering af folks skønhed på en eller anden måde, tilføjer Kasper Lippert-Rasmussen.

»Men 'lookisme' er helt klart en form for diskrimination,« slår han fast.

3. Umuligt at lave regler imod

I modsætning til køn og etnicitet er udseende ikke en beskyttet kategori i lovgivningen. Derudover er det en lidt mere luftig størrelse.

Det gør det sværere at kalde det diskrimination og gør, at problemet ikke bliver taget alvorligt, skriver britiske Heather Widdows.

Den svære definition af, hvem der er pæn eller ej, er formentlig årsagen til, at vi ikke har lovgivet imod diskrimination baseret på udseende, medgiver Kasper Lippert-Rasmussen.

Det kan nemlig være vanskeligt at dokumentere, hvornår udseende spiller en afgørende rolle i en konkret situation.

»Der har været diskussioner om virksomheder, der kun ansætter meget attraktive medarbejdere. Men hvordan skal man bevise det? Det er ikke noget, man uden videre bare kan lave statistik på,« forklarer han.

4. Problemet ignoreres, fordi det ikke burde betyde noget

En anden forklaring er, at mange mener, at udseende ikke burde spille en rolle og derfor ignoreres problemet.

Det gør problemet til lidt af et paradoks, som vi kender fra andre former for diskrimination, forklarer Heather Widdows i sin artikel.

Nogle undgår måske at tale om det for at undgå at gøre problemet endnu større. Og det kan være forklaringen på, at det ikke rigtig debatteres af politikere eller i offentligheden.

»Fra en beslutningstagers perspektiv giver det mest mening at fokusere på problemer, hvor der er en reel mulighed for at gøre en forskel,« forklarer Kasper Lippert-Rasmussen.

5. Problemet er ukendt

En sidste forklaring fra filosoffen lyder, at vi ikke er oplyst om problemet.

Vi overser smukke menneskers forlommer, fordi vi ikke rigtig har fået sat ord på det eller forstået, hvor stor betydning det har:

Vi ved godt, at udseende spiller en rolle, men vi ser det ikke som egentlig diskrimination, skriver Heather Widdows i sin artikel.

Der findes andre problemer, som er lige så omfattende, men nemmere at handle på, fordi de har en lang og mørk historie - eksempelvis etnicitet eller køn.

Derfor vil man typisk prioritere disse problemer, siger Kasper Lippert-Rasmussen og afslutter:

»Hvis man skal gøre noget ved det, kræver det nok også først, at man skal overbevise folk om, at det her overhovedet er et problem.«

»Men det kan studier og diskussioner som denne hjælpe med,« siger professoren.