En video af en hund – en såkaldt husky – har bredt sig med rasende fart på de sociale medier.
Videoen viser en hund af racen Siberian Husky, kaldet ‘Blaze’, der på ryggen og med begge ben i vejret tydeligvis fortæller sin ejer, at den ikke har nogen som helst intentioner om at tage hen til hundekennelen.
Da ejeren ikke ser ud til, at han helt fatter hundens kropssprog, fortæller den søde vovse ham det sågar med ord.
»Noooo… Nooo!«, siger Blaze, hver gang ejeren spørger, om de skal hen til kennelen.
Men kan hunde tale? Og hvis ikke, hvad viser denne video så?
Det har vi bedt Björn Forkman, professor og biolog ved Københavns Universitets Institut for Produktionsdyr og Heste, om at give os et svar på.
»Det er jo helt klart, at huskyen ved, hvad der skal ske. Den har ikke lyst til at tage hen til kennelen. Det kan man tydeligt se på dens kropssprog,« siger Björn Forkman.
Nej, hunde kan ikke tale
Dog afviser professoren, at hunde kan tale.
»Nej, det kan de ikke,« siger han og forklarer, at der er mange andre dyrearter end hunden, der kan imitere vores ord. Men ingen af dem har dog den fjerneste idé om, hvad ordene betyder.
Men hvis Blaze ikke taler som et menneske, hvad gør han så?
LÆS OGSÅ: Din hund forstår bogstaveligt talt, hvad du siger
Mennesker tillægger hundenes ‘ord’ for meget betydning
Ifølge Björn Forkman viser videoen et særegent træk ved huskyer – de kommer med mange lyde.
Søger man efter videoer af huskyer på Youtube, vil man da også finde utallige eksempler på huskyer, der både snakker og synger.
Eksempelvis viser videoen herunder, der er set af over 22 millioner mennesker, hunden Mishka, som ifølge hundens ejer kan sige 12 forskellige ord, heriblandt ‘Obama’, ‘hungry’, ‘hello’ og ‘I love you’.
Men selvom det virker overbevisende, når Mishka snakker, er det altså ikke andet end tilfældige lyde, som vi mennesker tillægger mere mening, end de egentlig har.
Sådan lyder tolkningen fra Björn Forkman:
»Jeg tror, at alle hundeejere på et eller andet tidspunkt har været ude for, at deres hund har ‘sagt’ noget. Men det siger nok mere om os, end det gør om dem,« griner han.
Ovenstående video viser altså ikke en husky, der efterligner menneskets tale og siger ‘nej’. Den viser til gengæld en husky, der bruger sin naturlige udtryksform i både krop og tone, når den er utilfreds.
LÆS OGSÅ: Mennesker har gjort hunde hjælpeløse
Hunde kan forstå os, selvom de ikke forstår ord
Selvom hunde altså ikke kan tale, kan de dog godt forstå mennesker – omend ikke lige på den måde, som man umiddelbart skulle tro, fortæller Björn Forkman.
Hundene forstår nemlig ikke betydningen af ordene. Eksempelvis forstår Blaze formentlig ikke, at dens ejer siger ‘Nu skal du til en kennel’. Blaze kan derimod have lært at forbinde visse ord med visse ting. Siger man ‘ud’ eller ‘mad’, så kan hunden godt vide, hvad det enkelte ord betyder, men ‘Nu skal du til en kennel’ og ‘Du skal ikke til en kennel’ er det samme i ørene på en hund.
Til gengæld er hunde ufatteligt gode til at aflæse menneskers kropssprog. De er ifølge Björn Forkman langt bedre til at aflæse vores kropssprog, end vi er til at aflæse deres.
Så selvom Blaze ikke har nogen som helst idé om, hvad dens ejer siger, er den ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der skal til at ske.
»Det er slet ikke nødvendigt, at den forstår, hvad ejeren siger til den. Det kan den ganske glimrende aflæse i hans kropssprog,« fortæller Björn Forkman.
Det lader altså til, at der ikke er noget ekstraordinært ved Blaze, men derfor er det nu alligevel en sød video, som godt kan tåle, at man ser den en gang til.
LÆS OGSÅ: Sådan viser hunde følelser med forskellige ansigtsudtryk
Få flere sjove historier om hunde og andre dyr
Kan du – som en stor del af redaktionen her på Videnskab.dk – ikke få nok af søde, hjertevarmende og nuttede dyr, der gør mærkelige ting og sager eller opfører sig som os mennesker, har vi samlet en lille håndfuld artikler, du kan få tilfredsstillet dit behov med.
Blandt andet kan du se denne hjertevarmende video af en heltemodig hund, der efter tsunamien i Japan vogter over sin sårede ven. Artiklen ‘Hunden er hundens bedste ven‘ handler blandt andet om, hvorvidt dyr overhovedet har følelser.
Du kan også læse denne sjove forskningshistorie, der handler om, hvad hunde tænker om mennesker. Her viser resultaterne af forskningen blandt andet, at dyr elsker mad lige så meget, som de elsker mennesker.
Du kan også finde ud af, hvad hunde tænker om andre hunde. De kan nemlig blive misundelige på hinanden. Det viser forskningen, der ligger til grund for artiklen ‘Hunde føler misundelse‘.
Det kan også være, at du føler misundelse over, at din hund er meget bedre til at aflæse dit kropsprog, end du er til at aflæse dens. I så fald kan her du få nogle tip til, hvordan du bedre kan aflæse din hund. I artiklen ‘Sådan ser du, om din hund er glad for at se dig‘ kan du blandt andet lære at aflæse din hunds ansigtsudtryk.
Er du mere til katte, end du er til hunde, skal du heller ikke snydes. Her er to artikler om hvorfor katte elsker papkasser, og om hvordan og hvorfor katte spinder.
Slutteligt har du også muligheden for at høre andre dyr tale. I artiklen ‘Hør en hval tale som et menneske‘ siger en hval ‘idiot’ og i ‘Elefant taler menneske-sprog‘ har en elefant lært at tale koreansk. Og i artiklen Papegøjer bruger lyde, ligesom mennesker bruger navne kan du blive klogere på, hvordan papegøjer bruger deres evne til at imitere lyde til at skabe individuel kontakt.
Du kan også følge Videnskab.dk på Instagram, hvor vores kærlighed til dyr – og ikke mindst til videnskab og forskning forbundet med dyr – også skinner igennem fra tid til anden.
LÆS OGSÅ: Lufter du din hund nok?
LÆS OGSÅ: Det får din hund ud af at se fjernsyn
LÆS OGSÅ: Er min hund racist?