Et forskerhold fra University of Lorraine, Frankrig, præsenterede tirsdag nogle overraskende resultater ved Goldschmidt Geochemistry Conference i Sacramento, Californien.
Deres resultater viste, at Jorden ser ud til at være 60 millioner år ældre end førhen troet og derved blev dannet kun 40 millioner år efter, at vores solsystem begyndte sin dannelsesproces.
Forskerne leder efter små gaslommer
Forskerholdet har fundet frem til dette resultat ved at undersøge en række sten af kvartstypen.
Det er dog umuligt at finde Jordens sande alder ved at undersøge stenene alene. De har nemlig været smeltet og størknet et antal gange siden Jordens dannelse, og det er derfor ikke muligt at se Jordens alder ved at bruge klassisk geologi.
I stedet leder forskerne efter små lommer af gas, gemt i de gamle sten. I disse lommer er der nemlig gas, der blev fanget for mange år siden, og ved at undersøge denne gas kan man finde stenens alder.
Xenongas blev fundet inde i stenene
Forskerholdet undersøgte to sten af kvarts fundet i Sydafrika og Australien. Stenene var geologisk dateret til at være hhv. 3,4 og 2,7 milliarder år gamle. Inde i disse to sten blev fundet xenongas og ved at underøge mængden og typen (isotopen) af xenon, fandt de frem til, at stenene - og dermed Jorden - er 60 millioner år ældre end førhen troet.
Den førende teori for Månens dannelse fortæller, at Månen blev skabt, da Jorden og et objekt af planetstørrelse kolliderede. Hvis denne påstand holder, er Månen altså også 60 millioner år ældre end førhen troet.
LÆS OGSÅ: Forsker: Månen blev skabt i sammenstødet mellem Jorden og planeten Theia
Selvom 60 millioner ud af en alder på over 4,5 milliarder år måske ikke virker af meget, betyder disse forskelle meget, når forskerne prøver at lave teorier om solsystemets dannelse. Her er det nemlig vigtigt for forskerne at vide, hvornår de store kollisioner fandt sted, og også hvornår de indre planeter kølede nok ned til at blive faste.































