KORT NYT FRA UDLANDET
For 4,5 milliarder år siden ramlede planeten Theia ind i den unge udgave af Jorden. Det enorme sammenstød skabte vores vedhæng Månen. Det skriver BBC.
Denne teori har været bredt accepteret siden 1980’erne, men først nu kan forskere fra Tyskland slå fast, at Månen består materiale fra både Theia og Jorden.
»Det var kommet dertil, hvor nogle folk foreslog, at kollisionen mellem Theia og Jorden slet ikke havde fundet sted. Men vi har fundet små forskelle mellem Jorden og Månen, og det bekræfter hypotesen om det store sammenstød,« siger Dr. Daniel Herwartz fra University of Goettingen til BBC.
Forskere er uenige
Men nogle forskere mener stadig, at de små forskelle i materialet fra Theia, der er fundet på Jorden og Månen, ikke er nok til at bevise teorien.
»Vi skal lede efter nogle større forskelle, fordi det er sådan resten af Solsystemet ser ud baseret på målinger fra meteoritter,« siger Alex Halliday, der er professor på Oxford University, til BBC.
Problemet er, at Månen og Jorden ligner hinanden så meget, at de små forskelle, der er fundet i iltsammensætningen i stenene ifølge nogle forskere ikke er nok til at bevise, at sammenstødet mellem Jorden og Theia skabte Månen.
»Forskellene er alt for små. Vi ved ikke, hvordan månen er skabt, hvad vi derimod har brug for er bemandede missioner til Månen, hvor vi skal have fat i sten, der ligger under overfladen og ikke har været udsat for meteornedslag og solvinde,« siger Rob de Meijer, der er professor ved Groningen University i Holland, til BBC.
Video: Sammenstødet med Theia, Stargazer
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science.
Læs også:
NASA offentliggør hidtil største billede af Månen
Underjordisk hav på Saturns måne styrker troen på liv i rummet
Usain Bolt kan flyve (hvis han er på Saturns måne)
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml
































