Hør den lille stær – er den stadig 'åh, så fornøjet'?

For ikke særlig mange år siden kunne skolebørnene synge med på en sang om, at stæren var 'åh, så fornøjet'. Men det er den ikke mere. Der er nemlig forsvundet cirka 700.000 individer af den i Danmark før så almindelige og vidt udbredte stær.

Det anslås, at der er 270.000 par stære i Danmark nu, hvilket er 350.000 færre par end i midten af 1970'erne.

Næsten alle kender stæren. Det er en fugl, der lever side om side med mennesker, og gerne flytter ind i de skæve redekasser, som mange af os producerede i sløjdtimerne og forærede til bedstefar. Den kommer tilbage fra vinterkvarteret så tidligt på foråret, at man næsten ikke har opdaget, at vinteren er forbi - og fløjter foråret i gang.

De mange fugle er jo ikke forsvundet på en gang, men år for år er der gradvist blevet færre. Stærebestanden er gået tilbage med mere end 2 procent om året de sidste 40 år. To procent gik jo nok, hvis det kun var et år. Men det er skidt, når det er i gennemsnit pr år over 40 år, for så svarer det nemlig til, at bestanden er mere end halveret nu.

Nyt forskningsprojekt undersøger 'hvorfor'

Jeg har netop påbegyndt et erhvervs-PhD-studie, der har til formål at skabe viden om de danske fuglebestande, og særligt de arter der er i tilbagegang.

Vi fokuserer ofte og med god grund på de sjældne og truede arter, men her vil jeg sætte fokus på en art, der hverken er i nærheden af at uddø eller af at forsvinde fra Danmark, men som er i markant nedgang, og det ønsker vi at kende årsagen til.

Opbygning af viden er grundlaget for beskyttelse, og forskningsprojektet skulle gerne kunne bidrage til at skabe viden om, hvorfor stæren har det så skidt.

Grundlæggende ved vi en hel del om, hvordan det går for stæren, men vi vil vide mere om, hvorfor arten går tilbage, og nu er der mulighed for at undersøge det nærmere.

Citizen science – 40 års tællinger udført af danske ornitologer

Datagrundlaget er allerede på plads. Hvert år siden 1976 har kyndige fugleinteresserede medlemmer af DOF nemlig optalt alle de fugle, som de har set på deres faste rute i skov, mark, mose, hede, by og alle andre danske naturtyper.

Hvert år har cirka 400 ornitologer på en enkel og veldefineret systematisk måde talt stære (og alle de andre arter) med en metodik, der kaldes punkttællinger, der er en udbredt og anerkendt metode til at tælle ynglefugle på.

De har gjort det frivilligt, fordi de elsker at se på fugle og gerne bidrager til at skabe viden om dem. Dermed har de deltaget i Danmarks nok største Citizen Science–projekt, altså den type projekt, hvor frivillige bidrager til at skabe viden om noget, der ellers slet ikke ville kunne lade sig gøre.

Tænk, hvad det ville have kostet at sende kommunernes biologer ud for at tælle hvert år i 40 år. Nu er det i stedet maleren, bibliotekaren, præsten, den ledige, den studerende og pensionisten, der gør det.

Forskningsprojektet går ud på at udnytte disse data og skabe mest mulig viden om fuglebestandene.

Kunsten at tælle stære

Mange danskere har haft en spændende oplevelse med det fænomen, som vi kender som 'sort sol'. Forår og efterår samles kæmpeflokke af stære ved den dansk-tyske grænse, og det er en fantastisk oplevelse at se, når de flyver ind til fælles overnatning i rørsumpens beskyttelse.

Flokkene er så store, at de er umulige at tælle, men det handler om hundredetusindvis af stære. Når man skal tælle stære, gør man det derfor midt i ynglesæsonen, hvor de holder sammen parvis og er spredt ud i landskabet.

Når stærene opfostrer de typisk 5-6 unger, pendler de mellem reden i haven eller skoven og græsmarkens spisekammer af stankelbenslarver og lignende lækre sager og er derfor meget synlige i landskabet. Straks efter udflyvningen fra reden i slutningen af maj samler stæreungerne sig i store flokke og forlader hurtigt yngleområdet.

Forsvinder stærene, når der ikke længere er køer på græs?

Hypotesen er, at bestandsnedgangen er relateret til ændringerne i landbruget i Danmark, da stæren har det bedst i de områder, hvor der er græssende køer.

For 40 år siden var der køer i hele landet, og i de mange små landbrug var det almindelig praksis at drive køerne på græs. Nu er den danske mælkeproduktion flyttet mod vest, og kvægbrugene er blevet så store, at det ikke længere er muligt at bringe dyrene på græs hver dag, så i stedet slår man græsset og bringer det ind til dyrene.

Da stæren skal finde sin føde mellem græstuerne, var den gamle løsning med lavt græs på græssede arealer og med spredte kokasser bedre for stæren, end den moderne drift med højt græs, der bliver slået ind imellem og et tæppe af gylle, der trækkes ud over markerne i ny og næ.

Desuden er der jo naturlige grænser for, hvor langt en stær kan flyve mellem reden og den mark, hvor den gode føde er. Når føden forsvinder, så forsvinder stæren også, uanset hvor mange gode redemuligheder, der er i området - og bedstefars stærekasse bliver således ikke længere beboet.

Er overlevelsen forringet i vinterkvarteret?

De danske stære opholder sig kun i yngleområdet 3-4 måneder om året, så en anden hypotese på tilbagegangen er, at nøglen til at forstå denne skal findes i vinterkvarteret.

Stæren har det skidt i det nordlige og vestlige Europa, mens den har det fint i det centrale og østlige Europa. Stærene i de forskellige lande overvintrer i forskellige egne, vores for eksemepel i Sydengland, og det skal derfor undersøges, om der er sammenhæng mellem valg af vinterkvarter og tendenserne i ynglebestandene.

Der skal således arbejdes på mange niveauer. Fra detaljerede undersøgelser af stærens ynglebiologi i yngleområdet til undersøgelser af forskelle i artens træk og bestandsudvikling på europæisk skala.

I løbet af de næste tre år forventes forskningsprojekt at skabe mere viden om, hvorfor stæren er gået tilbage og derved at bidrage til at forbedre grundlaget for at forvalte stærebestanden, så stæren igen kan få det bedre - og så bedstefars redekasse igen kan blive beboet.