Villa d’Este i Tivoli – en have mellem dyd og last

Blandt alle berømte renæssancehaver i Italien tager Villa d’Este i byen Tivoli prisen.

Dens ry spredtes efter dens anlæggelse ved midten af 1500-tallet især gennem et berømt fransk stik, men den gik i glemmebogen, da Ludvig 14. og medlemmer af den franske adel anlagde deres mægtige parker i 1600-tallet. Blandt disse er Versailles den mest kendte.

Villa d’Este bevarede dog en tiltrækning på de allerbedste franske kunstnere, og i 1800-tallets romantik omsattes dens stemninger til lyd, da den ungarske komponist Franz Liszt tog ophold i paladset.

Vores forlystelseshave opkaldt efter byen

Her skrev han indfølte, kunstfærdige klaverstykker, der tolkede og gengav vandets mange lyde.

En forlystelseshave i København fik i 1843 navn efter stedet, nemlig Tivoli, og siden malede også den århusianske maler Janus la Cour et stemningsladet, nærmest melankolsk, parti af haven.

Efter 1. Verdenskrig blev Villa d’Este overtaget af staten og er i dag igen et meget yndet turistmål. Anlægget er også blevet optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

Havens fortælling

Haven er anlagt i tilknytning til et palads i byen Tivoli cirka 45 kilometer øst for Rom, dér hvor den flade Campagna pludselig ender, og bjergene dramatisk løfter sig.

Her yndede også oldtidens romere at feriere, når det var kvalmende varm sommer i millionbyen Rom, der på gode dage kan skimtes i det fjerne fra Tivolis højder.

Her var luft, og her var det, som alle romere satte pris på – masser af rent klart vand.

Ikke blot lå der adskillige kejservillaer og templer i og omkring Tivoli, men også de ældste og mest grundlæggende religiøse kulter var knyttet til byen, der i romertiden hed Tibur.

Haven skulle virke dannende

Sagnet om den tiburtinske sibylle, spåkvinden, der ansås for at have forudsagt Kristi komme, var selvfølgelig også stærkt vævet ind i hele stedets mytologi.

Det antikke Sibylletempel, som det kaldes, kan opleves i hele sin romantiske iscenesættelse på kanten af en bjergslugt i byen.

Heri ligger en del af elementerne i den fortælling, som haven udgør. For ingen ville i 1500-tallets Italien anlægge en have, der ikke havde en ide, en pointe, en morale.

En have var ikke kun til lyst. Den var nok så meget til lærdom. Haven og vandringen gennem den skulle virke dannende.

Grundlægger blev forbigået

Havens grundlægger, Ippolito d’Este, var ganske klar over, at han måtte sørge for at lægge en hel række moralsk dannende lag ind i sin have.

Han levede i den periode, hvor den katolske kirke oprustede mod de protestantiske reformationer i Nordeuropa, en alvorlig tid, da den gamle, løsslupne renæssanceånd skulle tæmmes.

Ippolito d’Este, der var søn af Alfons 1. og Lucrezia Borgia, var egentlig udset til at skulle blive pave i 1549.

Han blev støttet af Frankrigs konge, men blev alligevel forbigået, hvorefter han som plaster på såret blev udnævnt til guvernør i Tivoli.

Arkæologiske undersøgelser igangsat

I Tivoli gik Ippolito d’Este straks i gang med at indrette sig en prægtig bolig i et tidligere franciskanerkloster, som han udbyggede.

Samtidig satte han sin arkitekt Piero Ligorio til at foretage arkæologiske undersøgelser i byen og omegnen, ikke mindst i en af antikkens mest beundrede villaer, Hadrians villa, Villa Adriana, hvis ruiner ligger neden for Tivoli.

De første arbejder blev imidlertid kortvarige. Pave Paul 4. forviste i 1555 Ippolito d’Este til Lombardiet, hvorfra han først vendte hjem under den følgende pave, Pius 4., fire år senere.

Havens effekt skulle bero på vand

Ippolito d’Este valgte til sin villa et sted, som var af central betydning for den overordnede plan med vigtige vuer til oldtidens villaer og helligdomme.

Desuden et sted, hvor det var muligt at skaffe rigeligt med vand, for havens effekt skulle bero på et sindrigt hydraulisk system, der fik i hundredvis af fontæner til at springe, glimte og lyde i havens rum.

Floden Aniene og kilden Rivellesse leverer den dag i dag vand til forskellige dele af haven.

Myten i haven

Havens overordnede disposition har at gøre med hukommelsen, inkarneret i musen Mnemosyne der i mytologien har hjemme på musernes bjerg Helicon.

Der er en så betydelig højdeforskel i haven, at den faktisk ligger i to niveauer, på et plateau og på et bjerg.

Havens dybest liggende plateau fremtræder som en mørk have, hvor man skal få fornemmelsen af og erindres om naturen som den absolutte og mystiske urgrund, hvor Neptun, havets behersker, og Diana, skovens og jagtens gudinde, regerer.

Herkules fik nyt liv

Over dette niveau, nærmere paladset, fejres muserne som kulturens beskytter.

Her er der reference til Rom i fontænen, der forestiller et skib med en obelisk som mast i midten, med den romerske ulvinde og udsigten ind over Rom.

Men midt i dette, på overgangen mellem de to niveauer i haven, hvor den lange række af de 100 fontæner løber, findes den gud, der var den vigtigste af dem, der dyrkedes i Tibur, nemlig Herkules – lige foran det mægtige dragespringvand.

Arkitekten Ligorio gravede så at sige de gamle guder frem og gav dem nyt liv, således at de portrætterede og understregede naturen i Tivoli.

Dydens vej var den sværeste

Guderne blev dog også forlenet med et kreativt sigte, nemlig at fortælle en relevant historie.

Herkules var her blandt de vigtige guder, fordi han i den antikke mytologi var en helt, der skulle vælge mellem de to veje: dydens eller lastens.

Dydens var den sværeste, fordi den indebar tolv arbejder, nemlig kamp mod forskellige magter, udvisning af ekstrem styrke.

Herkulessalen i paladset viser alle Herkules’ 12 arbejder – filtret ind i kardinalfamiliens adelsvåben. Her udfoldes temaerne dyd og styrke.

Ippolitos broder, hertugen af Ferrara, var den tredje i Este-familien, der bar fornavnet Ercole, Herkules. På den måde var familien arvtager til myten om helten Herkules.

Guvernøren mellem Herkules og Augustus

De to veje fra myten om Herkules er antydet i haven. Den rummer en grotte viet til Diana, dyden, og Venus, lasten.

I Tibur fandtes et tempel for den sejrende Herkules, der ifølge fortællingen havde talt direkte til folket i byen – og der var en villa, som man antog for at være kejser Augustus’.

Det var mellem disse antikke ruiner, at Ippolito valgte at indrette sin villa, så guvernøren helt fysisk var placeret mellem Herkules og Augustus.

Tvunget til berøring med polerne

At vandre i haven var således et spørgsmål om at vælge den rette vej, eller om hele tiden at søge den rette midte.

Akserne var synlige, men faldet i havens terræn betød, at man faktisk ikke kunne følge midteraksen ned gennem haven.

Trappen og rampen tvinger en til at komme i berøring med de poler, der findes i anlægget.

Elementernes rasen

Man kunne spørge, hvordan en kardinal, en kandidat til pavestolen, en romersk guvernør kunne indrette en have under inddragelse af en rent hedensk mytologi.

Det kan kun lade sig gøre, hvis man så at sige vælger at krydsklippe mellem antik mytologi og kristen fortælling.

Hele den vældige optagethed af jord og vand, af vandet som ødelæggende, men også livgivende, er næret af en urforestilling om vandet og de underjordiske magter.

Jupiter har central placering

I den romerske mytologi tillægges Jupiter en betydning som den straffende overgud, der kan fælde dom over verden.

Hos den romerske digter Ovid sender Jupiter ødelæggende regn ned over jorden, men der antydes også et håb om en ny verden hinsides denne oversvømmelse.

Jupiter har en central placering i haven, og formodentlig rummer dragespringvandet en direkte reference til ham.

Denne tanke om en dommens dag finder vi også i den bibelske historie i 1. Mose-bog om Syndfloden og Noah.

Guds nåde over verden

Gud forbarmer sig over verden og sætter en regnbue på himlen til forsikring om aldrig at ville ødelægge verden igen.

Når sollyset spiller i fontænen lige neden for ejerens terrasse, og der dannes en regnbue, kan det således ses som et billede på Guds nåde over verden.

Historien om Noah og syndfloden fortælles lige indenfor i paladsets loftsfresker, hvor den er viet et helt rum.

I paladset er endvidere en sal forbeholdt Moses, der ses slå vand af klippen under ørkenvandringen.

Kardinal d’Este blev således iscenesat som en sådan ny Moses, der på forunderlig måde bragte vandet til at fosse i Tivoli.

Ikke én rigtig fortolkning

Haven er skabt i en overgangsperiode, hvor denne slags symboler og billeder florerede i kunsten og blandt teoretikerne. Man vil, hvis man fordyber sig i havens mytologiske referencer nærmest aldrig komme til ende med en tolkning.

Og måske er det hele ideen, at regnskabet mellem det romersk mytologiske og det kristne skal være åbent for stadigt nye fortolkninger.

Og at der ikke er én fortolkning, der er den rigtige. Så kunne kardinalen jo beholde sin have uden at modtage kritik for dens indretning.

Han ville altid kunne sige, at den var anlagt for at henvise til gode kristne dyder, der ligefrem kan gennemspilles og erfares sammen med den lyst, det er at vandre i haven.

Effektfulde overraskelser

Den franske have i 1600-tallet er en udvikling af den italienske i stor skala.

Ofte er disse anlæg præget af mægtige, rolige flodbassiner, der ikke har fald, og hvor vandet derfor kun med yderste besvær kan bringes til at virke i fontæner.

Den italienske er snarere fuld af energi af sprøjtende, plaskende, rislende, buldrende eller syngende vand – en havetype, der ofte har et stærkt fald.

Det store vandtryk, der muliggøres her, får betydning for, hvilken type monumenter, man kan lave i en sådan italiensk bjerghave.

Fyldt med overraskelser og raffinementer

I italienske haver er der ofte overraskelser. Man kan pludselig uforvarende blive ramt af en vandstråle, man endda selv er kommet til at fremkalde ved at træde på en usynlig udløser.

Eller man kan gå om et hjørne og pludselig være stedt foran noget uventet.

Der er dog også andre raffinementer, såsom vandtrapperne i havens gelændere. Her risler vandet og samles i små skåle, før det løber over og videre.

Det er et element, som antikkens romerske havekunstnere benyttede.

Vand fra sfinxers bryster

Fra romerske villaer i Lilleasien gik motivet videre til den islamiske have. En maurisk kilde beretter, at havens herre på varme dage kan køle sine hænder i sådanne gelændere med rislende vand.

I Villa d’Este har vandtrapperne omkring Dragespringvandet deres kilde i et par liggende sfinxers bryster.

Under Ippolitos’ efterfølgere blev haven udbygget med en række af de monumenter, der netop er karakteristiske for 1500-tallets effektsøgende kunst, manierismen.

Dragespringvandet lød som bøsseskud

Blandt de værker, vi kun delvist kan beundre i dag, er vandorgelet. Lyd var en vigtig del af denne have, idet indtrykkene skulle variere undervejs.

Ved de dybe karpedamme med deres rolige vandspejl skulle der herske vegetativ ro, mens Dragespringvandet oprindeligt var indrettet således, at lyden af vandet, der sprøjtedes fra dragernes munde, lød som bøsseskud.

Fuglesangsbrønden skulle have virket på en lignende måde – dog mere afdæmpet.

Gudinde med mange bryster

Havens vandorgel fra 1566 var et forsøg på at genskabe et instrument, der er beskrevet af den antikke romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.

Det står i en niche, hvori der oprindeligt sås en skulptur af Naturens gudinde, efter beskrivelserne at dømme Diana fra Efesos med de mange bryster – som også mødes nederst i haven i dag.

Engleskulpturer havde rør i munden. De skulle virke som trompeter – og gjorde det formodentlig, idet vandtrykket i hele opbygningen også kunne skabe et lufttryk.

Syndflodsbrønden brød sammen

Kardinalens musikere kunne tage opstilling ved orgelet og spille sammen med det. Både med dets orgelklange og de dybe, brusende toner fra det faldende vand, der lød fra selve jordens indre.

Vandorgelet blev i en periode kaldt syndflodsbrønden, fordi det kunne danne baggrund for et musikalsk intermezzo, der skulle illudere syndfloden.

Fornøjelsen blev imidlertid kort. I 1582 brød orgelet sammen – og snart derpå også mekanikken i Fuglesangsbrønden.

Paradiset, urhaven, kom til

Nye arkitekter kom til, heriblandt Bernini, men som sagt mistede man interessen for denne have, som det var svært at vedligeholde.

Byen Rom bød på nye muligheder – ikke mindst da paverne forsynede storbyen med rigeligt vand fra bjergene.

Desuden samlede man sig nu om den mere specifikt kristne mytologi – eksemplificeret ved de fire paradisfloder, der siden miden af 1600-tallet er løbet ud i verden fra Berninis mesterlige fontæne under obelisken på Piazza Navona.

På dette tidspunkt er nemlig urhaven – paradis – kommet til og kombineret med verdensbyen.

Fra vandorgelet mærkes det stærke fald og kontrasten mellem det sprudlende vand og det stillestående. (Foto: Carsten Bach-Nielsen)

Det romerske hjørne mod øst. her ses personifikationen af rom, byens vartegn, ulven – og skibet med obelisken som mast, la rometta. (Foto: Carsten Bach-Nielsen)

1 / 2