Kineserne er kendt for at arbejde hårdt i skolen. Ny dansk forskning viser, at europæernes beundring for kinesernes flid går helt tilbage til oplysningstiden. (Foto: Colourbox)

Europa og USA kæmper mod et bjerg af økonomiske problemer. Vi har ingen vækst, men masser af gæld, arbejdsløshed og frygt for fremtiden. Imens vokser og vokser den kinesiske økonomi. Det har fået politikere og økonomer til at spørge, hvad vi kan lære af Kina.

Et nyt dansk projekt viser, at dette spørgsmål er langt ældre, end de fleste går og tror.

Stefan Gaarsmand Jacobsen er nyudklækket ph.d. fra institut for idéhistorie ved Aarhus Universitet og har netop skrevet en ph.d-afhandling om, hvordan Kina blev en del af den europæiske oplysningstid op gennem det 18. århundrede.

Oplysningstiden var en tid, hvor de kloge fortalte, at folk burde opgive magien, heksene og troldene og i stedet se fornuftigt på verden og samfundet (se faktaboks). Stefan Jacobsen argumenterer for, at de store tænkere fra den europæiske oplysningstid (også) var inspireret af fremmede – navnlig kineserne.

Jesuitmunke bragte nyt fra Kina

Historien om den kinesiske indflydelse på den europæiske oplysningstid startede i det 17. århundrede, da de europæiske Jesuitmunke drog til Kina for at sprede det kristne budskab. Herfra sendte de breve og bøger, der fortalte om et Kina, som var meget mere fredeligt end Europa.

Europa kæmpede nemlig med et kaos af krige indtil oplysningen - eksempelvis 30-års-krigen (1618-48), der involverede næsten samtlige europæiske lande. I det landområde, der i dag hedder Tyskland, blev næsten halvdelen af den mandlige befolkning udslettet af krigen.

Hvordan kunne Kina være så roligt, mens blodet farvede jorden rød i Europa? Det var spørgsmålet, som de europæiske kloge hoveder begyndte at undre sig over. Og det er netop denne undren, som Stefan Jacobsen har studeret:

»Det, jeg ser på, er ikke så meget, om Jesuitmissionærernes rapporter er rigtige eller forkerte, men snarere hvordan de europæiske oplysningstænkere valgte at fortolke disse rapporter,« siger Stefan Jacobsen.

Adelen var skattefar

Ét af de spørgsmål, de europæiske oplysningstænkere begyndte at fundere over i kølvandet på Jesuitternes rapporter, var forskellen på, hvordan europæerne og kineserne styrede deres riger.

I Frankrig var ansvaret for at indsamle skatter fra folket noget, der gik i arv mellem dem, som blev født ind i de rigtige familier. Disse familier kaldes med en samlet betegnelse for adelen, og adelsfamilierne nød nogle helt særlige økonomiske og politiske rettigheder.

Én af deres særlige rettigheder var at indsamle skatter fra folket – det gav adelen muligheden for at betale nogle af skatteindtægterne videre til kongen og beholde resten af kagen selv.

Mandarinerne fik Kina til at løbe rundt

Jesuitermunkene fortalte om et anderledes Kina. Her var der en kejser, der havde arvet sin titel ligesom kongerne i Europa. Men i Kina var det de såkaldte Mandariner, som indsamlede skatter. Mandarin kommer fra det portugiske ’Mandarim’, som betyder ’rådgiver’ eller ’minister’, og det var ikke en titel, der gik i arv, men en titel man blev uddannet til at bære.

En af de oplysningstænkere, som brugte Kina som et eksempel på, hvordan Europa kunne blive bedre, var Voltaire. (Foto: Manfred Heyne)

Ifølge Jesuitmunkenes breve skulle de håbefulde kinesere gå igennem vanskelige prøver for at blive Mandarin. Når de var til eksamen, forhindrede skillemure dem i at kigge efter. Med tiden blev prøverne også mere og mere målrettet til lige præcis det område, Mandarinen skulle vide noget om.   

Mandarinerne skulle nemlig ikke bare indsamle skatter. Efter eksamen blev de sendt ud af styret i Beijing til de forskellige omegne af Kina for at bekæmpe fattigdom og for at sikre, at folket havde mad nok.

I Europa var det ikke noget, hverken adelen eller kongen brugte meget tid på. Fattigdomsbekæmpelsen i Europa blev for det meste overladt til præsterne og nonnerne i klostrene og kirkerne.

Europæerne skulle også uddannes

Forskellene på Kina og Europa gav stof til eftertanke blandt europæerne – blandt andre Francois-Marie Arouet (1694-1778), der er bedre kendt af eftertiden under dæknavnet Voltaire:

»Kina blev et eksempel på, hvordan Europa kunne klare sig uden adelen. Tænkere som Voltaire peger på, at det er de mest veluddannede, som bør være embedsmænd - han begynder at gå væk fra ideen om, at det er blodets bånd, der tæller,« forklarer Stefan Jacobsen.

Ideen om, at riget skal styres af de bedst egnede, slog også igennem i de europæiske kongehuse. Et godt eksempel er Joseph d.II (1741-1790), der herskede over det Habsburgske rige, som i dag dækkes af Østrig, Slovenien samt dele af Tyskland og Italien.

Joseph II blev undervist i filosofi af en Jesuitermunk, og lærte i løbet af sin uddannelse om det kinesiske uddannelsessystem. Han lyttede til den voksende kritik mod blodets bånd: dem, som stod for alle de vigtige praktiske opgaver, der er forbundet med at få et rige til at løbe rundt, skulle ikke arve sig til deres position. Embedsmændene skulle være embedsmænd, fordi de havde uddannet sig til at være det.

Det kinesiske eksempel havde mange ansigter

Men Joseph II var konge, og dermed havde han også selv arvet sin titel. Hvordan kom han ud af det dilemma?

»Kina bliver et eksempel for Joseph II på, hvordan man kan komme ud af suppedasen: kineserne viste, at man kunne beholde modellen med en enevældig hersker, men uden adelen,« fortæller Stefan Jacobsen

Det var den anden måde, det kinesiske eksempel blev brugt på: som en måde at forsvare kongedømmet. Det var muligt at bevare kongen på tronen og på samme tid gøre riget mere effektivt – se bare på Kina.

Det kinesiske forbillede i den europæiske oplysningsdebat kan derfor sammenlignes med en klump ler, der kunne formes på flere forskellige måder. Kina blev brugt af oplysningstænkere som Voltaire til at tale for uddannelse af dem, som får riget til at køre rundt. Men Kina blev også brugt af kongerne som et eksempel på, hvordan de kunne beholde deres magt – bare på en anderledes måde.

Gør som kineserne, siger politikere

Ifølge Stefan Jacobsen er denne debat om Kina i oplysningstiden også noget, vi kan bruge i dag. Kineserne er inde i en rivende udvikling, så spørgsmålet er igen om vi kan lære noget af dem:

I Europa havde der op gennem det 17. århundrede været masser af krige, mens Kina var stabilt. Oplysningstænkerne begyndte derfor at spørge sig selv, hvordan det kunne være

- Stefan Gaarsmand Jacobsen

»I dag kan Kina producere høj vækst. Hvorfor? Hvad gør de anderledes? Hvorfor er de så effektive? For ikke så længe siden var man skeptisk over for kineserne, men nu er skepsissen væk. Nu står politikere og meningsdannere i kø for at sige, vi skal gøre som kineserne,« pointerer Stefan Jacobsen.

Europæerne skal være på vagt

Men her er der ifølge den nyudklækkede ph.d. grund til at være tænke sig om mindst to gange. Historien om, hvordan Joseph d.II brugte Kina som et eksempel på, at et land uden en folkevalgt hersker stadig kan være effektivt, har nemlig visse lighedstræk med de fortolkninger, som nutidens politikere har af Kina:

»Blandt andre Connie Hedegaard [EU-kommisær og tidligere klimaminister] pegede under et klimatopmøde på, at Kinas mangel på demokrati var årsagen til, at de kan træffe hurtigere beslutninger,« fortæller Stefan Jacobsen.

Det får ham blandt andet til at opfordre til, at vi passer på med, hvordan vi lader os inspirere af Kina. Meget har ændret sig siden sidste gang europæerne begyndte at spørge, om vi kunne lære af kineserne. Derfor mener Stefan Jacobsen, at vi må studere Kina tæt inden vi beslutter os for, hvad vi kan lære:

»Vi skal overordnet huske på værdien af, at Europa, i modsætning til Kina, består af demokratier, og inden vi lader os inspirere, skal vi være sikre på, at vi kender den konkrete virkelighed i Kina,« siger Stefan Jacobsen.

Hans ph.d-projekt hedder 'A model for all states' - China in debates on poverty, meritocracy, absolutism and political economy in early modern Europe'. Den blev forsvaret ved Institut for Kultur og Samfund i efteråret 2011.