Har du nogensinde haft et par virkelig gode sokker? Sådan et par, som du havde lyst til at gå i hver dag, fordi de bare var super behagelige og lige tilpas? Som du blev ved med at lappe, fordi du ikke kunne bære tanken om at smide dem ud?
Sådan et forhold til sine strømper har en af Grønlands tidligste mennesker tilsyneladende haft.
\ Historien kort
- Saqqaq-kulturen var blandt de tidligste folk, der indvandrede fra Canada til Grønland for omkring 4.500 år siden. Saqqaq bosatte sig blandt andet omkring Diskobugten.
- Som de første udviklede de teknologier, heriblandt syteknikker, som var avancerede nok til at overleve på havisen og gøre den til jagtmark.
- Skindfundene fra denne tid er dog utroligt begrænsede – en lille, hullet strømpe er den eneste kendte beklædningsgenstand fra Saqqaq.
På en boplads, som har tilhørt den såkaldte Saqqaq-kultur, har arkæologer fundet en skindstrømpe, som ser ud til at være blevet lappet adskillige gange på det yderste stykke. Lige, hvor storetåen rammer imod.
»I sig selv er den måske ikke så flot, eftersom den har ligget i jorden i 4.000 år. Men det er den eneste beklædningsgenstand, vi med sikkerhed har fundet fra Saqqaq, og syningerne afslører en uovertruffen teknik,« fortæller arkæolog Bjarne Grønnow fra Nationalmuseet.
De første til at knække havis-nød
Arkæologerne har en god fornemmelse af, at Grønlands tidligste mennesker i det hele taget var meget dygtige syersker, og de få skindstykker med syninger, som er fundet i bevaret tilstand, afslører avancerede teknikker. Stingene sidder blandt andet meget tæt, og sytrådene er spundet ud af uhyre tynde dyresener.
»Det er meget svært at spinde dyresener og gøre det så fint, som de har gjort; vi har fundet synåle fremstillet af fugleknogler med nåleøjer på under en millimeter. Saqqaq-folkets dragter må have været utroligt flotte,« fortæller Bjarne Grønnow.
Saqqaq-kulturen var blandt de tidligste folk, der indvandrede fra Canada til Grønland for omkring 4.500 år siden. Mens den såkaldte Independence-kultur vandrede nordpå, gik Saqqaq-folket sydpå og bosatte sig blandt andet omkring Diskobugten.
Som de første udviklede de teknologier, heriblandt syteknikker, som var avancerede nok til at overleve på havisen og gøre den til jagtmark. En nød, som ingen andre før havde knækket.
\ Tidlige kulturer i Grønland
- Arkæologisk set skelner man mellem forskellige kulturer i Arktis i perioden frem til opblomstringen af den Thule-kultur, der erstatter alle tidlige kulturer i Arktis, og som danner ophav til nutidens inuit i Alaska, Canada og Grønland.
- De tidlige kulturer omfatter bl.a. Saqqaq- og Dorset-kulturen. Saqqaq indvandrede til Grønland for 4.500 år siden og forsvandt af uvisse årsager 2.000 år senere.
Kilde: Københavns Universitet
Kun to frosne bopladser – og én sok
Bjarne Grønnow har netop skrevet en doktorafhandling om de arkæologiske fund i de permafrosne lag fra to Saqqaq-bopladser i Vestgrønland.
Han opdagede den ene og, skulle det vise sig, sidst kendte, frosne boplads fra denne kultur – Qeqertasussuk – i 1983.
Kort tid forinden blev Saqqaq-bopladsen Qajaa fundet af Bjarne Grønnows læremester Jørgen Meldgaard, og forskerne regnede med, at de to lokaliteter blot var de første i rækken af mange flere. Det var dog ikke tilfældet.
Der kendes ellers ganske mange bopladser fra den tid i Vestgrønland, men på de øvrige pladser er kun genstande af sten bevaret for eftertiden.
»I kølvandet på de næsten samtidige opdagelser af Qeqertasussuk og Qajaa i begyndelsen af 1980’erne var vi dengang alle overbeviste om, at mange flere paleo-eskimoiske sites ville følge efter. Men vi tog fejl,« skriver Bjarne Grønnow i indledningen til sin bog ‘The Frozen Saqqaq Sites of Disko Bay, West Greenland’.
Qeqertasussuk og Qajaa er fortsat de eneste to velbevarede bopladser fra Saqqaq-folkets tid – og skindstrømpen altså den eneste beklædningsgenstand fra den periode overhovedet.
Hvorfor man finder så få skindarbejder fra den tidligste periode i arktisk bosættelse, er svært at svare på, lyder det fra konservator Anne Lisbeth Schmidt, som har deltaget i projektet ’Nordlige Verdener’ på Nationalmuseet. Hun har speciale i arktiske skinddragters bevaring og har udført analyserne på skindfundene fra Qeqertasussuk.
»Jeg ved det faktisk ikke. Men sikkert er det, at der er et kæmpespring i tid, hvor vi ikke finder beklædningsgenstande. Det er det, der gør dette fund så ekstraordinært; vi har simpelthen ikke noget tidligere dragtfund,« siger Anne Lisbeth Schmidt.
Hun forklarer, at strømpen er syet med såkaldt ‘kastesting’, som er en simpel, men også meget økonomisk teknik, som ikke efterlader en kant på skindet og derfor heller ikke lader materiale gå til spilde. Desuden undgår man, at kanten sidder og gnaver, hvilket er fordelagtigt på beklædningsgenstande.
\ Saqqaq-mennesket havde tør ørevoks
I februar 2010 kunne forskerne ved Center for Geogenetik i København analysere sig frem til nogle af Saqqaq-menneskets særlige træk. De brugte DNA fra en ca. 4.000 år gammel hårtot fra Qeqertasussuk til at kortlægge den komplette arvemasse.
Hårtotten afslørede, at Saqqaq-manden havde sort hår, brune øjne, en tæt krop med korte arme og ben, tendens til skaldethed og tør ørevoks.
Ved at sammenligne med DNA fra nulevende mennesker kunne forskerholdet konstatere, at fortidsmenneskets nærmeste nulevende slægtninge noget overraskende ikke er indianere eller inuitter: Han er derimod nært beslægtet med tre sibiriske folk, hvilket betyder, at Saqqaq-kulturen må være del af en koloniseringsbølge fra Sibirien over Amerika til Grønland.
Læs mere i artiklen her.
»Det er egentlig den simpleste teknik, men det er ekstremt fint syet, ligesom vi faktisk ser på mange af dragterne fra vores egen jernalder. Der kan være op til 50 sting på 10 centimeter. Jeg er meget imponeret over tætheden. Det er svært at forstå, at de har været i stand til at sy så tæt med deres remedier.«
\ Læs mere
Sjældent at se forsøg på reparationer
Anne Lisbeth Schmidt fortæller, at holdbarheden af beklædningsgenstande fra den tid ikke var ret lang. Egentlig siger man som tommelfingerregel, at det nok har været nødvendigt for de tidlige arktiske folk at fremstille et nyt sæt skindtøj en gang om året – og formentlig oftere, når det gjaldt fodtøj.
»Du slider selvfølgelig meget på dit fodtøj, fordi du altid har noget på dine fødder. Ellers kan du ikke overleve. Man kunne godt forestille sig, at fodtøjet var lidt mere udsat end det øvrige tøj, fordi det bliver slidt på klippesider og hårde underlag,« siger Lisbeth Schmidt.
Alligevel er det sjældent, at arkæologerne ser forsøg på at lappe på genstandene fra den tid, fortæller hun.
»Vi ser ikke ret mange reparationer af de gamle genstande, men Bjarne kan godt have en pointe i, at der har været forsøgt lappet på denne strømpe. Måske er det en afspejling af, at man har været nødsaget til at bruge det, man havde for hånden, eller måske endda genbruge noget materiale fra tidligere.«
Store gevinster ved ny viden om Saqqaq
De forfinede syteknikker er blot én af en lang række veludviklede færdigheder, arkæologerne har fundet spor efter fra Saqqaq-folket.
I sin bog har Bjarne Grønnow for første gang samlet al tilgængelig viden om Saqqaq ud fra de arkæologiske fund på de to bopladser og på den baggrund samtidig lavet nye analyser af fundene, der omfatter mange forskellige fangstredskaber, husgeråd og værktøj.
For det lokale museum i området er der store gevinster at hente ved den nye viden, som kan trækkes ud af Bjarnes Grønnows arbejde, fortæller museumsleder Anne Mette Olsvig.
På Qasigiannguit Museum ligger de arkæologiske fund fra Saqqaq-bopladsen på Qeqertasussuk i dag opbevaret og udstillet, men historierne om genstandene i udstillingen er stort set ikke blevet fornyet, siden udstillingen blev sat op i 1990’erne, fortæller hun.
»Det er først nu, at det arkæologiske materiale er blevet færdiganalyseret, og det er utroligt spændende at få yderligere detaljerede oplysninger om de genstande, der ligger her,« siger Anne Mette Olsvig, som arbejder med at formidle de arkæologiske fund fra Qeqertasussuk på Qasigiannguit Museum.
Bjarne Grønnows disputats er udkommet på forlaget Museum Tusculanum:
‘The Frozen Saqqaq Sites of Disko Bay, West Greenland. Qeqertasussuk and Qajaa (2400 – 900 BC). Studies of Saqqaq Material Culture in an Eastern Arctic Perspective’
Monographs on Greenland, Vol. 356: 490 pp. – Museum Tusculanum Press, Copenhagen, 2017.
»Oplysninger om stingstørrelse og senetråd bekræfter vores viden om, at det har været en meget veludviklet teknik, Saqqaq har anvendt til stort set alt, hvad de foretog sig. Som strømpen står udstillet på museets udstilling i dag, er den arkæologernes glæde over at kunne præsentere hidtil uset organisk materiale – men det kan sagtens være, at vi på baggrund af de nye oplysninger skal ud i nye overvejelser omkring opsætningen af udstillingen.«
Saqqaq var ekstremt stilbevidste
En af de ting, som kom mest bag på Bjarne Grønnow selv i arbejdet med de to bopladser, er udviklingen – eller mangel på samme – i såvel design som teknologi hos Saqqaq-folket.
På ganske kort tid lærte de sig selv at bruge havisen som jagtmark og spredte sig over områder større end Europa.
Alligevel kan man i løbet af de 2.000 år, de to bopladser ved Diskobugten repræsenterer, næsten ikke skelne mellem fundene fra de første til de sidste saqqaqere.
»På de to bopladser tilsammen kan vi følge dem, fra de kommer til Grønland, og helt op til den tid, hvor de af uforklarlige årsager forsvinder. Næsten gennem al den tid er deres design og teknologi uforanderlig. De fleste kulturer ændrer mode og stil gennem tiden, men Saqqaq holder fast i deres design hele vejen igennem,« fortæller Bjarne Grønnow og fortsætter:
»Da jeg startede arbejdet, troede jeg, at nu skulle jeg rigtig til at lave noget kronologiske skemaer over deres udvikling. Det kunne bare ikke lade sig gøre. Designet af pilespidser er ens. Lansespidserne er ens. Harpunerne er ens. Det kunne være blevet varieret en milliard gange og med alle mulige stiltræk, men det hele er bare ens. Jeg har aldrig været ude for noget lignende.«
Hastig udbredelse skabte behov for identitet
Saqqaq-folket insisterede eksempelvis på at bruge en stenart ved navn killiaq, der er en flintlignende kieselskifer, til stort set alle deres stenredskaber. Killiaq findes ikke andre steder end lige omkring Diskobugten, hvor de først slog sig ned.
»De opdager tidligt en forekomst af den her særlige skiferart, og så baserer de hele deres stenteknologi på den. Selv hvis man boede 500 kilometer derfra, var det stadig den stenart, man skulle bruge; så måtte man bare handle sig til den. Åbenbart var man ikke en rigtig Saqqaq-person, hvis man ikke havde redskaber af lige den stenart,« siger Bjarne Grønnow.
Hans analyse går på, at Saqqaq-folkets hastige udbredelse samtidig har medført et behov for nogle faste holdepunkter.
»Hvordan holder man fast i sin identitet i en kultur, som konstant spredes, og hvor folk hele tiden flytter ind i nye områder? Formentlig ved at skabe identitetsmarkører, som gør, at selvom man var adskilt i tid og rum, kunne man altid se, at man var del af et bestemt fællesskab.«
\ Læs mere
Her ses den fragmenterede strømpe af sælskind fra siden. Forskerne ved, at det er en strømpe og ikke en sko, fordi hårsiden vender indad. Hullet på storetåen indikerer, at ejermanden har forsøgt at reparere strømpen. (Foto: Roberto Fortuna)
Et oversigtsfoto af Qeqertasussuk-bopladsen taget i august 2009. Fastlandet ses i baggrunden. (Foto: Bjarne Grønnow)
Rekonstruktion af Saqqaqfolkets værktøj og husholdningsredskaber. (Grønnow, 1994)
Profilen bliver målt op. Det er et snit gennem kulturlagene, dvs. møddingslagene, ved Qeqertasussuk (Qt). Nederst er gråt strandsand, og ovenpå dette ser man tydeligt de mange sten og knogler, der stikker ud fra de næsten sorte møddingslag, og en ’dækkende pude’ på cirka en halv meters tykkelse bestående af græstørv og silt (finsand). (Foto: Bjarne Grønnow)
Rekonstruktion af Saqqaq-mand med jagtredskaber baseret på fund fra Qajaa, Qeqertasussuk og andre Saqqaq-pladser. (Tegning: Nuka Godtfredsen)
Geolog Charlie Christensen er i gang med at beskrive ‘Sektion C’, det vigtigste profilsnit på Qeqertasussuk, i 1986. (Foto: Bjarne Grønnow)
Saqqaq-folkets knive var, som alt deres øvrige værktøj, udført på ensartet, æstetisk facon. Her ses den eneste skæftede kniv med bevaret bardesurring på skaftet. (Tegning: Eva Koch)
Disse harpunhoveder er ’design-signaturer’ for Saqqaq-kulturen. De fleste var lavet af rensdyrtak, men også hårdt træ og hvalrostand blev brugt som materiale. (Tegning: Lars Holten)
Arkæologer graver i ‘Area C’, som Bjarne Grønnow i sin bog refererer til som ‘dwelling area’, dvs. boligområde. (Foto: Bjarne Grønnow, 1986)
\ Ville du tage din uldsok på ud over gummistøvlen?
Ifølge Anne Lisbeth Schmidt er det mystisk, at man vælger at lave sin strømpe af sælskind, som godt nok er vandtæt, men ikke nær så varmt som skindet fra et rensdyr, som Saqqaq-folkets sytråde blev spundet fra, og som man derfor ved var tilgængelige.
Eller for den sags skyld en hund, som knoglefund fra bopladserne viser, at Saqqaq-folket også havde.
»Fodtøj består hos de arktiske folk af to dele: En strømpe eller sok og en støvle eller sko. Vi kan se, at dette er en strømpe, fordi hårsiden vender indad og kødsiden udad. Det er lidt besynderligt, at den er lavet af sæl, for der kunne man have forestillet sig, at det var nødvendigt med noget, der var varmere, og at man så hellere ville have lavet den ydre sko af noget vandtæt.«
Det svarer med andre ord lidt til at tage sin uldsok på ud over gummistøvlen.
