Er ADHD nutidens psykopati?

Det var ikke nemt at være barn eller ung for 120 år siden:

Tæsk til morgenmad, hård disciplin i skolen og stilhed, når de voksne talte.

Børn skulle ses, men ikke høres, og teenageoprør, som vi kender dem i dag, var nærmest utænkelige.

Et nyt speciale dokumenterer nu for første gang, hvordan adfærd, der blev anset som ’upassende’ i forhold til idealbilledet, kunne få alvorlige konsekvenser.

Nyuddannet cand.mag i historie Jennie Sejr Junghans har læst sig igennem godt 180 gamle, håndskrevne journaler i researchen til sit speciale. Journalerne stammer fra det daværende Middelfart Statshospital i perioden 1890-1940.

Datidens psykopater ligner nutidens unge

Gennem sit arbejde med journalerne, patientregistre fra samme periode og datidens lærebøger i psykiatri har Jennie Sejr Junghans afdækket en tid, der nok var meget anderledes, end den vi lever i, men som alligevel ligner nutiden på visse punkter.

»Rigtig mange af børnene blev i slutningen af 1930’erne diagnosticeret med psykopati. Noget, der blev anset som en medfødt, uhelbredelig brist, der bestod i en ’abnorm personlighed’, der var til gene både for patienten og omgivelserne. Et ungt menneske, der ligner en almindelig, dansk teenager anno 2012, én som interesserer sig for det modsatte køn og drikker alkohol, ville passe godt ind i diagnosen,« fortæller Jennie Sejr Junghans.

»Det synes jeg var chokerende, fordi der kom nogle lovgivningstiltag i samme periode, som gjorde, at man kunne blive steriliseret eller forbudt at blive gift på baggrund af de her diagnoser,« fortsætter hun.

Minder om ADHD-udvikling

Jennie Sejr Junghans’ vigtigste konklusion på baggrund af hendes speciale er, at ’modediagnoser’ inden for psykiatrien ikke er noget nyt fænomen.

I hele debatten omkring ADHD er begrebet ’modediagnose’ blevet alment kendt, men allerede i 1930’erne var der altså tendenser i samme retning.

»Det bør mane til eftertænksomhed, når en diagnose eksploderer, som psykopati gjorde, og som ADHD gør. Man kan se, at i starten af 1940’erne begynder lægerne at trække i land i forhold til psykopati-diagnosen. De siger, de brugte den for meget, og at det var en diagnose, man kastede efter de børn, der faldt uden for rammerne og ikke reagerede på almindelig opdragelse. Og det er jo også symptomatisk for ADHD i dag,« mener Jennie Sejr Junghans.

Normalitetsbegreb styrer diagnoser

Jennie Sejr Junghans konkluderer i sit speciale, at psykopati-diagnoserne i 1890’erne og 1930’erne er bundet op på den gældende idé om, hvordan ’et raskt barn’ burde gebærde sig ud fra normalitetsforestillingen.

»Disse forestillinger skifter løbende, og nu til dags siger ældre mennesker ofte om drenge med ADHD, at de i deres tid bare ville være blevet betragtet som ’en rask, frisk dreng’. Hvis forståelsen af ADHD også er bundet op på vores normalitetsbegreb, betyder det så, at vores samfund ikke er gearet til alle slags børn? Er vores normalitetsbegreb simpelthen blevet for snævert?« spørger hun.

Speciale blev til grundforskning

Oprindeligt var det noget andet, der fangede Jennie Sejr Junghans’ opmærksomhed.

Omkring 1890 betragtede man nemlig slet ikke børn som nogen, der kunne blive psykisk syge. Alligevel fandt hun journaler på flere hundrede børn og unge, da hun ledte.

»I min bachelor arbejdede jeg også med psykiatriens historie. Jeg studsede over, at sindssygehospitaler ikke optog børn, men da jeg så gik til kilderne og kiggede, opdagede jeg at der alligevel var børn, og det undrede mig,« fortæller hun.

Det fik Jennie Sejr Junghans til at arbejde videre med emnet i sit speciale, som var et år undervejs og udløste et tolvtal til eksamen.

Der fandtes ingen forskning i netop børnepsykiatrien før 1935, hvor den første børnepsykiatriske afdeling i Danmark blev oprettet.

Derfor måtte den specialestuderende på det nærmeste i gang med at lave grundforskning.

»Fokus er jo bare på at kaste lys på denne periode, fordi den er helt uafdækket. Skete der noget? Ja, det gjorde der,« siger Jennie Sejr Junghans.

Historisk perspektiv giver refleksion

I perioden 1890-1940, som hun undersøger, sker der et skift i den mest brugte børnediagnose.

Den starter med at være ’degeneration’, der betragtedes som ’generationers ophobning af negative fysiske og psykiske træk’.

Degenererede personers sygdom skyldtes udelukkende arv, mente man, og sygdommen var med sikkerhed uhelbredelig.

Efterfølgende overtog psykopati-diagnosen førstepladsen på ranglisten over børnediagnoser, og også her var der fokus på arvelige faktorer.

Børn kunne ikke have psykiske lidelser

Det bør mane til eftertænksomhed, når en diagnose eksploderer, som psykopati gjorde dengang, og som ADHD gør i dag. Man kan se, at i starten af 1940’erne begynder lægerne at trække i land i forhold til psykopati-diagnosen. De siger, de brugte den for meget, og at det var en diagnose, man kastede efter de børn, der faldt uden for rammerne og ikke reagerede på almindelig opdragelse. Og det er jo også symptomatisk for ADHD i dag.

Jennie Sejr Junghans

Først efter 1940 begyndte psykiaterne at anerkende miljø som en faktor for børnenes mentale tilstand.

»I starten af 1900-tallet mente man slet ikke, at børnene kunne lide af psykiske lidelser. Nu til dags er det almen viden, at børn kan lide af sindssygdom. Det er meget store ændringer på relativt kort tid,« siger Jennie Sejr Junghans.

Hun forklarer, at det understreger, at sindssygdom er en flydende størrelse.

Opfattelser ændrer sig, efterhånden som vi opnår mere og mere viden. Og derfor er det nødvendigt at være opmærksom på en diagnose som ADHD, der nærmest er eksploderet. Ellers risikerer de danske psykiatere måske at skulle trække i land om 10-20 år, ligesom psykiaterne omkring 1940 måtte, da de anerkendte, at psykopati-diagnosen ikke var god nok.

»Det er vigtigt at undersøge områder som det her, fordi mennesker har en tendens til at tage tanker om verden for givet. Vi har de her indbyggede forestillinger, som vi ikke får sat spørgsmålstegn ved, med mindre vi ser dem i en historisk kontekst. Det gør en undersøgelse som denne her ved at vise, at den gang havde de også nogle børn, der ikke passede ind, og det kan give os nogle vigtige tanker om, hvilke rammer vi putter børn ind i dag,« mener Sejr Junghans.

Vil undersøge mulige overgreb

Jennie Sejr Junghans håber at få mulighed for at forske videre i børnepsykiatriens historie.

Både for at undersøge linket mellem de to ’modediagnoser’ psykopati og ADHD, men måske også for at undersøge, hvilke konsekvenser psykopati-diagnosen fik for de børn og unge, der fik den påklistret mellem 1920 og 1940.

»Efter 1940 skete der en masse helt vildt spændende. Jeg vil gerne undersøge, om der ligger en tredje modediagnose mellem psykopati og ADHD. Og så er det meget relevant, også politisk, at undersøge, om staten har begået overgreb på nogle af dem, der fik en psykopati-diagnose og efterfølgende blev dømt til for eksempel sterilisation,« siger Jennie Sejr Junghans.

Hun håber, at læger og sundhedspersonale inden for børnepsykiatrien kan bruge hendes speciale til at kaste lidt perspektiv på deres arbejde.

Men ifølge Jennie Sejr Junghans må også helt almindelige forældre og bedsteforældre meget gerne bruge specialet til at huske at overveje, om lille Anders virkelig er så slem, eller om det bare er samfundets forventninger, der er for snævre.