Det hvide snit: fra mirakelbehandling til kæmpe fejl

Højrøstede, besværlige og larmende patienter, skizofrene, psykopater, psykoser, OCD, åndssvage, voksne, unge og endda børn. Alle de grupper var blandt de mere end 4.000 danskere, der fik udført det hvide snit i perioden mellem 1939-1983.

Det hvide snit, der i fagsproget hed lobotomi, blev brugt vidt og bredt. Det startede som en slags psykiatriens sidste udvej, og blev i starten brugt på patienter, man ellers havde opgivet.

Ved at kappe nervebaner i hjernen over, kunne man lægge en dæmper på urolige patienter, kontrollere de seksuelt udfarende og skabe en grad af ro på ellers kaotiske, psykiatriske afdelinger.

Ofrene ændrede generelt set personlighed. Det stoppede dog ikke brugen af indgrebet.

»Man så det at kunne udføre det hvide snit som et tegn på lægevidenskabens fremskridt,« fortæller ph.d. Jesper Vaczy Kragh, der har brugt otte år af sit liv på at grave dybt ned i historien om den skræmmende procedure.

Vejen var banet for det hvide snit

At tage et kirurgisk instrument og rode halv-tilfældigt rundt i den hvide substans i hjernen virker med den viden, vi har i dag, ret bizart. Men i sin samtid blev netop det indgreb både udbredt og accepteret. Især i Danmark.

»I forhold til de lande, vi typisk sammenligner os selv med, udførte vi langt flere hvide snit,« fortæller Jesper Vaczy Kragh.

Det skyldtes flere faktorer, forklarer han. For det første var der lagt en linje, der banede vejen for det hvide snit. Danmark havde allerede godkendt sterilisation og kastration, og sindssyge og åndssvage blev sendt ud på Sprogø og Livø, hvor de ikke var til fare for samfundet.

»Det var muligt at lave meget vidtgående indgreb i folks liv med loven i ryggen,« siger Jesper Vaczy Kragh.

Ikke andre muligheder

For det andet fandtes der meget få effektive behandlingsmetoder til psykisk syge. Psykofarmaka var endnu ikke trådt ind på scenen, og datidens udbredte tro på, at psykiske sygdomme 'sad' i hjernen, gav et grundlag for den overbevisning, at det at skabe fysiske ændringer i hjernen kunne skabe ændret adfærd.

For det tredje var der en kæmpe tiltro til lægevidenskaben, da det hvide snit blev opfundet.

»Der var en meget positiv pressedækning af det hvide snit og historier om folk, der fik det meget bedre. Det blev nævnt i magasiner som 'Det bedste', og selv ikke i lægelige magasiner som 'Ugeskrift for læger' foregik der en reel diskussion om indgrebet,« forklarer Jesper Vaczy Kragh.

Kun debat under overfladen

Den manglende diskussion i lægelige kredse var også en medvirkende årsag til, at det hvide snit ikke kom mere i vælten. Da Jesper Vaczy Kragh satte sig for at undersøge det hvide snit forventede han, at han ville støde på kritik og diskussion, men det gjorde han ikke.

»Der var kun en debat, der foregik under overfladen og mellem linjerne,« forklarer han.

En massiv, statslig opbakning og systematisering af det hvide snit samt en massiv finansiering var også medvirkende til dets store udbredelse. Flere hospitaler på tværs af landet indførte det hvide snit, og processen omkring indgrebet blev strømlinet.

Sidst, men ikke mindst gav det hvide snit en kærkommen mulighed for at få nogle af de mange psykiatriske patienter ud af sindssygehospitalerne, som var overbelagte.

»I 1952 undersøgte man liggetiderne på hospitalerne. Over halvdelen af de psykiatriske patienter havde været indlagt i mere end 10 år, og det ønskede man at gøre noget ved,« fortæller Jesper Vaczy Kragh.

Den sidste udvej

I den første periode af dets levetid spillede det hvide snit altså rollen som 'den sidste udvej', der skulle skabe plads på hospitalerne og tjene som det mirakelmiddel mod psykiske sygdomme, man så desperat manglede.

Men det ændrede sig hurtigt. Efter anden verdenskrig tog brugen af det hvide snit til, og man prøvede ikke længere alle behandlingsmuligheder, før man lod folk operere.

»Der skete en spredning af brugen af operationen, og det blev efterhånden brugt mod næsten alt. Det kom til at handle om kontrol, og ikke bare være 'den sidste udvej' for de sygeste patienter,« fortæller Jesper Vaczy Kragh.

Det var den tendens, der var det centrale omdrejningspunkt i filmen 'Gøgereden', hvor det berømte offer for det hvide snit, Jack Nicholsons karakter, blev til en levende 'grøntsag'.

Bedre at behandle med tvivlsomt resultat end at lade være

Det voksende brug af det hvide snit skete på trods af, at lægerne var klar over, at der var en stor risiko for bivirkninger og endda død. Man vurderede den gang, at dødeligheden var mellem 2-6 procent, men det talte kun dem, der døde under indgrebet og umiddelbart efter, og derfor var tallet formentlig højere.

Jesper Vaczy Kragh forklarer, at det skyldtes en tro på, at det var bedre at gøre noget end slet intet at gøre. Desuden var der ikke tilnærmelsesvis så skrappe krav til testning af kirurgi og medicin, som der er i dag.

Desuden manglede der fokus på bivirkninger, der blev set som en del af at 'skabe resultater'. Blev patienten roligere og nemmere at kontrollere, var der altså tale om et vellykket indgreb. »Ifølge journalerne blev 8-10 procent af indgrebene beskrevet som meget succesfulde, og i den sparsomme evaluering, der fandt sted, så man kun på forbedring eller uændret tilstand - sjældent på forværring,« siger Jesper Vaczy Kragh.

Det var især kvinder, der blev udsat for det hvide snit. De var nemlig lettere at få ud af hospitalssengene efter indgrebet. Kunne de ikke sendes hjem til noget familie, kunne de sendes ud til enlige mænd, hvor de kunne stå for husførelsen.

Først omkring 1950'erne begyndte brugen af det hvide snit at tynde ud. Det skyldtes for det første, at psykofarmaka, der virkede, kom på markedet. Desuden var der ikke så mange kandidater til operationen tilbage.

»Langt de fleste skizofrene var blevet opereret, og det var også tilfældet for mange af de andre grupper af psykisk syge, som indgrebet blev udført på,« fortæller Jesper Vaczy Kragh.

37 procent blev dårligere af indgrebet

I 1970'erne kom der endelig gang i debatten om - og kritikken af det hvide snit. Folketingets Ombudsmand gik ind i sagen, og en ny generation af psykiatere var særdeles kritiske overfor indgrebet. Med større viden om hjernen og dens funktioner samt psykiske sygdomme og deres årsager kom indgrebet til at give mindre mening.

I 1982 lykkedes det Folketingets Ombudsmand at få igangsat en undersøgelse, der for første gang skulle lave en systematisk evaluering af de patienter, der havde fået udført det hvide snit. Undersøgelsen viste, at 37 procent af patienterne havde fået forværret deres tilstand efter det hvide snit.

Undersøgelsen blev årsag til, at det hvide snit blev droppet. Og ikke nok med det: der blev indført en særlig paragraf i Psykiatriloven, der kræver, at der ved psykokirurgiske indgreb skal nedsættes et lægeligt udvalg, der tager stilling.

Psykokirurgi på fremmarch

Den særlige paragraf, paragraf 22 i psykiatriloven, kan vise sig at komme i brug i fremtiden. Ikke til at godkende det hvide snit, men til noget andet.

Psykokirurgi, altså kirurgi, der forsøger at påvirke psyken gennem hjernekirurgi, er nemlig ikke helt forsvundet fra psykiatrien. Faktisk vurderer visse forskere, at det står foran en opblomstring, og over hele verden bliver der forsket i nye metoder, der ikke ødelægger hjernen permanent.

En af metoderne er Deep Brain Stimulation, der er en slags hjernepacemaker, der sender elektriske impulser dybt ind i hjernen. Det bruges blandt andet mod Parkinsons, men der forskes også i at bruge det mod psykiske lidelser.

Spørgsmålet er så, om læger og psykiatere er klar til at bruge de nye muligheder uden at misbruge dem.

Lægestanden har taget ved lære

Jesper Vaczy Kragh snakkede med mange læger og psykiatere under hans research, og det er hans klare opfattelse, at de har taget ved lære.

»I dag er der jo skrappe krav til testning af bivirkninger og funktion, ligesom man har indført regler om informeret samtykke,« siger han, og påpeger dermed, at hele lægevidenskaben har lært at fortidens fejltagelser.

Den kritiske sans og viden, der er kommet fra historien om det hvide snit, skal vi dog fortsat have med os.

»Opfinderen af det hvide snit, portugiseren Egaz Muniz, fik jo Nobelprisen i medicin i 1949 for at have opfundet indgrebet. Og det er værd at tænke over, om vi ville formå at være kritiske i dag,« siger Jesper Vaczy Kragh.