Hvorfor afstøder kroppen ikke fremmed blod?

Hvis du nogensinde har set en lægeserie i tv, har du sikkert set karakterer få både blodtransfusioner og organtransplantationer.

Blodtransfusionerne foregår ofte i huj og hast efter en simpel blodprøve, når en tilskadekommen ruller ind på skadestuen, mens organtransplantationerne er mere komplicerede affærer, der ofte begynder med et bip og beskeden om, at der endelig er fundet en egnet donor.

Men både blod og organer er en del af kroppen, og begge dele er forskelligt fra menneske til menneske. Så hvordan kan det være, at det kan gå så hurtigt og ukompliceret med blodet, mens organtransplantationer kan trække ud i årevis, og nogle mennesker dør på venteliste?

Det undrede vores læser Neilsean Lavlund Victorino, som har skrevet en mail til Spørg Videnskaben:

»Jeg vil godt have forklaret, hvorfor donorblod ikke afvises af modtagerens krop - i modsætning til f.eks. en nyre, hvor modtageren må tage medicin for at modvirke afvisningen?«

Det handler om antigener

Vi er gået på jagt efter svaret på Aalborg Universitetshospital, hvor overlæge i klinisk immunologi John Bæch gerne vil hjælpe os. Først får vi forklaret, hvad der sker ved en blodtransfusion.

Når man skal have en blodtransfusion, undersøger man på forhånd hvilket blod, der vil passe til den person, der har brug for transfusionen. Man undersøger blodtypen. Alle bloddonorer får også bestemt deres blodtype.

Blodtyper bestemmes blandt andet efter det såkaldte ABO-system, hvor man kan have én af fire forskellige typer, nemlig A, O, B eller AB.

»Når man bestemmer en persons blodtype, undersøger man, hvilke antigener som sidder på overfladen af de røde blodlegemer. Et antigen er et stof, der kan stimulere kroppens immunsystem til at producere antistoffer, som er stoffer, der bekæmper det, immunsystemet finder 'fremmed'. Er man blodtype A har man eksempelvis A antigener på celleoverfladen, og derfor også antistoffer mod blodtype B i blodets væske, kaldet plasma,« fortæller John Bæch.

»Får en person med blodtype A ved en fejltagelse blod af blodtype B vil det resultere i, at antistofferne i blodets plasma sætter sig på overfladen af de blodlegemer, der er kommet til ved transfusionen, og får dem til at sprænges med alvorlige bivirkninger fra feber til kredsløbschok til følge,« forklarer John Bæch videre.

Flere systemer i spil

Så langt, så godt. Nu ved vi, hvordan en blodtransfusion fungerer. Men hvorfor er det sværere for kroppen at acceptere et organ?

Jo, det skyldes, at der ud over antigener fra blodtypesystemet ABO også sidder antigener på organerne fra endnu et kropsligt system, nemlig HLA-systemet, der i daglig tale kaldes vævstypesystemet.

Vævstypesystemet er ligesom ABO-systemet, bare langt mere kompliceret. Vævstyper beskriver, hvilke vævstypeantigener (ligesom blodtype-antigener), der sidder på cellernes overflade. Vævstypeantigenerne kan sætte gang i produktionen af antistoffer mod bestemte vævstyper.

I blodet sidder der kun ABO-antigener på de røde blodlegemers overflade, mens der på cellerne i for eksempel en nyre sidder både ABO-antigener og vævstypeantigener. Derfor skal man både tage hensyn til blodtypeantigener og vævstypeantigener ved organtransplantationer.

»Vævstypesystemet HLA er et system, der er meget forskelligt fra menneske til menneske, og det er sjældent muligt at finde for eksempel en nyredonor, der har en helt identisk vævstypesammensætning,« fortæller John Bæch.

Både blod- og vævstype spiller ind

Når en person skal have transplanteret for eksempel en nyre, tester lægerne altså både blodtype og vævstype. Man vælger som regel en donor, der har samme blodtype og forsøger at komme så tæt på vævstypen som muligt.

»Når vævstyperne ikke stemmer overens, kan det medføre, at patienten danner vævstypeantistoffer mod de fremmede vævstyper. Disse antistoffer kan give anledning til at den transplanterede nyre bliver afstødt akut. Derfor er man nødt til at give transplanterede patienter livslang immundæmpende medicin for at hæmme antistofferne og mindske risikoen for afstødning,« forklarer John Bæch.

Har man fået en ny nyre, skal man tage immundæmpende medicin, så længe man har nyren. Mængden afhænger af, hvor stor uoverensstemmelse der er mellem modtageren og donorens vævstyper.

Skaf en enægget tvilling

Men er der ingen mulig måde, hvorpå et organ kan transplanteres fra en donor til en patient uden at det er nødvendigt med den livslange behandling med immundæmpende medicin?

Jo, det er der faktisk, fortæller John Bæch. Det kræver dog, at du har været så heldig at blive født som enægget tvilling - og at din tvilling i øvrigt er klar på at forære dig for eksempel sin nyre.

Enæggede tvillinger har nemlig identiske vævstyper, og i sådanne tilfælde undgår man problemet med, at patienten danner vævstypeantistoffer, som går igang med at afstøde det nye organ.

For alle os andre er der desværre ingen vej udenom - får vi brug for en ny nyre, må vi på en venteliste, og selv hvis vi er så heldige, at det bliver vores tur på listen, betyder det i langt de fleste tilfælde, at vi skal på livslang medicin for at beholde det nye organ.

Send dit eget spørgsmål ind

Vi siger tak til John Bæch for hans forklaring og til Neilsean Lavlund Victorino for det glimrende spørgsmål. Vi kvitterer som altid med en Videnskab.dk t-shirt og opfordrer i øvrigt alle andre læsere til at sende gode spørgsmål til videnskaben ind på redaktion@videnskab.dk.

Du kan læse mange flere gode spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben eller i Videnskab.dk's seneste bog: 'Hvad gør mest ondt - en fødsel eller et hårdt spark i skridtet?'