På baggrund af Orla Lehmanns ord om »et stærkt, folkekaaret Folkeraad« kan det let konkluderes, at den grundlov, som de nationalliberale så hengivent havde kæmpet for, virkede til indførelsen af folkestyre.
Denne fortælling er også blevet genfortalt siden Grundlovens underskrivelse, men det er sigende for denne tanke og dens forbindelse navnlig til Orla Lehmann, at han allerede i december 1848 - altså inden diskussionerne om Grundloven overhovedet var gået i gang - blev udnævnt til amtmand i Vejle.
Orla Lehmann havde vel nok ledt folkemasserne til Christiansborg den marts-dag i 1848, men udførelsen af Grundloven krævede praktikere, ikke skåltaler. Orla Lehmann havde selv bedt om en amtmandspost, men det er næppe nogen tilfældighed, at han blev sendt til Vejle.
I tidens løb er mangen besværlig politisk skikkelse blevet sendt til Jylland, så regeringen ikke skulle bøvle med dem i København. Lehmann blev præmieret og forvist på én gang.
Trådene kunne samles i kongens person
Ved statsrådsmødet havde regeringslederen Moltke ført foresædet. Som nævnt i forrige indlæg havde kongen siden marts overladt regeringen til sig selv. Dette skulle imidlertid snart ændre sig, og med Januarkundgørelsen fra 1852 fik kongen pladsen igen - i hvert fald for visse anliggender. Det blev tilmed formuleret sådan, at kongen 'fortsat' førte foresædet i statsrådet.
Januarkundgørelsen var et produkt af den helstatstanke, som den danske regering var forpligtet til at lade være udgangspunktet for forbindelsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Alle disse dele skulle jf. diktat fra stormagterne eksistere som en helhed.
Man lod derfor de fælles anliggender - f.eks. sikkerhedspolitikken, udenrigspolitikken og overordnede finansielle spørgsmål - være fælles, og for disse anliggender måtte kongen sidde for bordenden. I hertugdømmerne regerede kongen fortsat enevældigt, og det var i hans person, at alle trådene kunne samles, fordi han såvel i Danmark som i hertugdømmerne fortsat var statsoverhoved.
Christian IX blev præsenteret for forfatningen på sin fjerde arbejdsdag
Men også for de øvrige anliggender, som kongeriget Danmark fortsat varetog for sig selv, spillede kongen en rolle ved siden af det folkevalgte parlament Rigsdagen.
Således indleverede i 1856 en gruppe godsejere en adresse til kongen personligt, hvori de appellerede til, at kongen ville afvise den henstilling, som var vedtaget af begge Rigsdagens kamre, om at gennemføre en tvungen fæsteafløsning – altså en overdragelse af fæstejorderne tilhørende godsejerne til fæstebønderne.
Regeringen gjorde efter denne henvendelse ikke mere ved sagen – på trods af begge kamres henstilling. Dermed var den kongevalgte regering i denne periode i høj grad en selvstændig instans.
Da de forfatningsmæssige forviklinger kulminerede med Holstens udskillelse i marts 1863 og vedtagelsen af Novemberforfatningen for Slesvig og Danmarks fælles anliggender godt et halvt år efter, var det et brud mod de internationale konventioner. På sin fjerde arbejdsdag blev den nye konge, Christian IX, præsenteret for forfatningen.
»Han kommer paa Thronen i vanskelige Tider, men han er prøvet i Erfaringens Skole; han kjender Folkets Ønsker og Krav, han har sin Forgængers Exempel for Øie og vil i dette see, hvorledes han vil være istand til at bevare sine Undersaaters Kjærlighed i Med- og Modgang. Han bevare og udvikle den Frihed, som hans Forgænger skjænkede sit Rige, han søge at befæste det deværre løsnede Baand mellem Rigets forskjellige Dele, og det guddommelige Forsyn, som har bevaret gamle Danmark gjennem Tidernes Række, vil skjænke hans Idræt Held og Lykke!«
Den nyslåede konge ville næppe modstå flertallet
Dette var det håb, det konservative dagblad Flyve-Posten ytrede til den nye konge. Er dette ønsket fremført til en marionet – til folkets viljeløse kransekagefigur? Nej! Nok fornemmede det helstatsvenlige blad, at den nyslåede konge næppe ville modstå presset fra det overvejende flertal, der havde vedtaget den ejderdanske Novemberforfatning.
Men dermed ikke sagt, at der ikke fra kongens side kunne håbes på påvirkning af statsstyret. Ligesom det også skulle ses senere, så lå en stor folkelig tillid og et markant folkeligt håb hos kongen.
Kongen underskrev – som også Flyve-Posten havde ventet - forfatningen vel vidende, at dette ville gå galt, og det gjorde det!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
