Som ung computernørd forsøgte jeg for mange år siden at programmere et simpelt spil fire-på-stribe.
Dengang havde jeg ikke forståelse for, hvordan man programmerede den spil-logik, der skulle til, for at computeren kunne vælge de mest optimale træk.
Så når det var computerens tur til at spille, virkede dens handlinger ofte dybt uforudsigelige og skiftede mellem at være ekstremt fremsynede for derefter at være stupide og selvdestruktive.
Senere fik jeg hjælp til at udvikle spillet efter korrekte matematiske principper, således at computeren valgte den mest optimale handling ved at tænke flere træk frem.
Til min store overraskelse viste det sig nu, at computeren blev nemmere at slå, da dens træk nu var fuldt ud forudsigelige.
Ikke nok med det – spillet blev også utroligt kedeligt.
Det fik mig dengang til at tænke over, hvordan det tilfældige kan fremstå som intelligent adfærd.
Jeg fandt senere ud af, at jeg ikke var den eneste, der havde gjort den observation.
Nemt at bygge en klog robot – svært at forstå dens adfærd
I 1984 beskrev den italienske hjerneforsker og direktør for Max Planck Instituttet, Valentino Braitenberg, en række tankeeksperimenter, der indebar nogle forsøg med simple robotter, der kunne køre rundt på gulvet og lede efter lys.
Et af hovedpointerne i hans bog 'Vehicles: Experiments in Synthetic Psychology' var at vise, at selv meget simple robotter kan virke intelligente for den, der observerer dem.
På den anden side er det næsten umuligt at udregne, hvordan robotter tænker og fungerer ved blot at observere og analysere deres adfærd.
Braitenberg konkluderede, at det er væsentligt nemmere at finde på en adfærd, der virker intelligent, end at observere og analysere, hvad der forårsagede denne tilsyneladende intelligente opførsel.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden
En god idé at indbygge tilfældighed i en læringsmaskine
At der findes en eller anden sammenhæng mellem intelligens og tilfældighed var også tydeligt for den berømte britiske matematiker, kodeknækker og fader til datalogien, Alan Turing.
Allerede i 1948 spekulerede han på, om tilfældighed på en eller anden måde var forudsætningen for intelligens. Han skrev blandt andet:
»Det er nok klogt at medtage et element af tilfældighed i en læringsmaskine (…) Tilfældighed er ret nyttig, når man søger efter løsningen på et eller andet problem.«
Turing mente, at tilfældighed var et grundlæggende fysisk fænomen, og filosoferede også over, om computere, der indeholdt et element af tilfældighed, kunne betragtes som maskiner med en fri vilje, selvom han ikke selv var tilhænger af den tankegang.
At finde skatte i ørkenen
I dag bruges tilfældighed som et vigtigt element i moderne kunstig intelligens.
Mange af de algoritmer, der eksempelvis benyttes i forbindelse med internetsøgning og til optimering og modellering, benytter sig af tilfældighed som en måde til at finde den optimale løsning så hurtigt som muligt.
Kunstig intelligens er et bredt område, der dækker over en række forskellige teknologier og metoder.
Men kigger man på den delmængde af kunstig intelligens, der hedder maskinlæring, drejer det sig essentielt set om systematisk at finde den mest optimale løsning ud af mange millioner (eller milliarder) mulige.
Kunstig intelligens er derfor ofte en øvelse i at få computeren til at finde den berømte nål i høstakken indenfor en rimelig tidshorisont.
Forestil dig, at du skal finde en skat, der er begravet et sted i en ørken, men du har ikke noget kort over, hvor skatten er begravet.
Du ved, at der er en skat, men ikke hvor du skal grave, hvor dybt du skal grave ned, eller hvornår du skal give op og begynde at grave et nyt sted.
Hvis du ikke har noget ekstra information at støtte dig til, eller nogen du kan spørge, er der kun en mulighed – at kaste en terning og stole på tilfældigheden.
Dette er en anerkendt problemstilling indenfor kunstig intelligens, og mange af de overvejelser, der ligger bag de avancerede algoritmer indenfor området, består i afvejninger om, hvordan man skal gøre brug af tilfældighed.
Skal man grave hullet dybere i håbet om, at skatten er længere nede, eller skal man begynde at grave et nyt hul?
Tilfældighedens spil i dit karriereliv
Tilfældighed spiller ikke kun en rolle i kunstig intelligens, men har vist sig at være meget afgørende for, hvordan vores karrierer udvikler sig.
I en undersøgelse fra University of Catania i Italien forsøgte man at forstå, hvilken rolle tilfældighed spiller i vores liv. Man opbyggede en computermodel over menneskelig talent, og hvordan det bruges igennem livet.
Derefter brugte man modellen til at undersøge, hvor stor en rolle tilfældighed har for graden af succes for det enkelte individ. Simuleringerne viste en nøjagtig afspejling af den formuefordeling, vi ser i den virkelige verden.
Men til forskernes store overraskelse var det ikke de mest talentfulde, der blev de rigeste, men derimod i høj grad de heldigste.
Ifølge forskerne bag undersøgelsen har vi i vores kulturkreds en overdreven tro på, at succes skyldes personlige kvaliteter som talent, intelligens, færdigheder, indsats eller risikovillighed. Men vi undervurderer vigtigheden af tilfældighed.
Ingen sammenhæng mellem bonus og præstation – men who cares?
Forskerne konkluderede, at man skal være varsom med at give ekstra mange ressourcer eller beføjelser til folk med succes, da man ikke kan forvente, at den investering giver højere afkast end at give ressourcer til folk, der har klaret sig middelmådigt.
Et lignende mønster har man observeret på de finansielle markeder.
Den israelsk-amerikanske psykolog og nobelprismodtager i økonomi Daniel Kahneman beskriver i sin bog 'At tænke hurtigt og langsomt', hvordan han på et tidspunkt fik mulighed for at analysere sammenhængen mellem en gruppe dygtige børs-spekulanters bonus og deres performance over tid.
Det viste sig til hans overraskelse, at der overhovedet ikke var nogen sammenhæng. Dem, der klarede sig bedst, havde dybest set blot været heldige.
Da han fremlagde disse resultater for ledelsen (og i øvrigt også for børsspekulanternes selv), blev han mødt med ligegyldighed. Vi er tilsyneladende ikke interesserede i at vide, at held har stor betydning for, hvordan vi klarer os over tid.
Med lidt held klarer de middelmådige sig fantastisk
Betyder alt dette, at man bare kan være ligeglad med at udvikle sit talent, og i princippet bare kan læne sig tilbage, og vente på at heldet tilsmiler én?
Nej, selvfølgelig ikke.
Børsspekulanterne var aldrig havnet i Kahnemans undersøgelse, hvis de ikke alle var dygtige. Talent og kompetencer er en forudsætning for succes – men det er tilfældigheder også.
De allermest talentfulde ville ifølge undersøgelsen fra University of Catania ikke have kunne klare sig særlig godt, hvis de også var uheldige, hvorimod folk med en middel grad af talent faktisk ville kunne klare sig utroligt godt, hvis de også var heldige.
Foruroligende fakta
Godkender vi præmissen om, at tilfældighed har stor betydning for, hvordan vi klarer os individuelt, kan man betragte en livsbane som den førnævnte øvelse med at finde skatten i ørkenen.
Reelt ved man ikke, hvor man skal starte, hvornår man skal skifte strategi, og om man har fundet frem til den bedst mulige løsning.
Og i mange tilfælde vil resultatet bero på en række tilfældigheder, som man ikke har nogen indflydelse på overhovedet.
Jeg synes, det er tankevækkende – og egentligt også lidt foruroligende – at selvom vi ved, at tilfældighed spiller en kæmpe rolle for, om en politiker, topchef eller aktiehandler får gode resultater, så vælger vi i store træk at ignorere det.
Vi skal huske, at succes ikke kun handler om talent
Måske er det fordi, vi ikke kan forlige os med tanken om mangel på kontrol og altid søger en rationel årsagsforklaring?
Men som Braitenberg viste i sine robot-eksperimenter, er det svært at efterrationalisere, hvad der udgør en intelligent adfærd.
Vi forsøger at tæmme graden af tilfældighed, når vi optimerer vores samfund og vores organisationer, men erfaringer fra computermodellering og kunstig intelligens viser, at tilfældighed kan være et nyttigt redskab, hvis man vil nå de bedste løsninger og opnå de mest markante resultater.
Som samfund skal vi være opmærksomme på ikke kun at investere vores ressourcer i det sikre og velafprøvede, men også tage chancer selvom vi kan risikere at miste vores indsats.
Succes er ikke kun et spørgsmål om talent, men en kombination af talent og tilfældighed.
