Ingen ved i dag, hvem der opfandt det mekaniske ur. I middelalderen blev håndværkernes opfindsomhed ikke dokumenteret på samme måde som de lærdes landvindinger.
Men vi ved, at der fra slutningen af 1200-tallet var mekaniske ure i klostre og katedraler i Frankrig og Sydengland. Tilsyneladende var der behov for en mekanisme, som i al slags vejr kunne fortælle munkene, hvornår der skulle holdes messe.
Opfindelsen af uret bestod i at konstruere en maskine, der gik både jævnt og langsomt. Man var ikke ubekendt med maskiner med tandhjul i middelalderen og heller ikke maskiner, som blev trukket af et lod.
Problemet var bare, at loddets fald gik hurtigere og hurtigere, så længe det varede. Eller rettere sagt så kort det varede. Hvis maskinen skulle virke som ur, var det nødvendigt med en anordning, som kunne regulere maskinens gang.
Ét skridt ad gangen
Den ukendte opfinders løsning på problemet var det såkaldte hæmværk, som gjorde, at urværket kun gik med ét skridt ad gangen.
I løbet af 1300-tallet blev det moderne at installere mekaniske ure i offentlige bygningers tårne – først i de norditalienske byer og senere i hele Nordvesteuropa.
De tidligste havde ingen synlig tidsangivelse, men var udstyret med et slagværk, hvor en klokke angav bestemte tidspunkter. Derfor spørger vi stadig 'hvad er klokken?', ligesom ordet klokkeslæt betyder klokkeslag.
Timeviser blev introduceret i 1400-tallet
Først fra omkring 1400 kom der en drejelig urskive eller en timeviser på urene. De offentlige ures mekaniske tid fik efterhånden en regulerende og disciplinerende indflydelse på livet i byerne.
Mange steder fastsatte man regler for arbejdstidens begyndelse og slutning for forskellige erhvervsgrupper, ligesom tårnurene blev styrende for de handlendes åbningstider og for, hvornår der blev holdt marked.
Klokkens timeslag gav også skoledagen et fast forløb, som forberedte eleverne på et tidsstyret arbejdsliv. Tårnuret og de regelmæssige klokkeslag blev på denne måde en væsentlig del af byens identitet.
\ Læs mere
Uret skabte et mere organiseret liv
Uret muliggjorde et mere organiseret liv, fordi det ikke blot målte tiden, men også synkroniserede bymenneskets handlinger. Derved abstraherede uret tiden fra både menneskelige begivenheder og naturens gang og gjorde den til en nøje afmålt størrelse.
Det anskueliggjorde, at tiden er en begrænset ressource, som man kan udnytte eller spilde. Deraf fulgte også forestillingen om, at tid er penge.
Urets løsrivelse af tiden fra de naturlige rytmer illustreres af, at det gav anledning til en ny timedefinition. Fra solurene var man vant til at opdele tidsrummet fra solopgang til solnedgang i 12 timer uanset årstiden.
Det betød, at en dagstime var længere om sommeren end om vinteren. Det mekaniske ur var derimod bygget til at gå så jævnt som muligt året rundt. Derfor opgav man de ulige lange timer og definerede i stedet 1 time som 1/24 af et døgn.
Symbol for kongens styring af samfundet
Også på andre måder påvirkede uret folks måde at tænke på. Inden for filosofi, videnskab, litteratur og billedkunst dukkede det op som model eller symbol.
For eksempel var der filosoffer, som så urværkets regulator som en metafor for kongens eller andre magthaveres styring af samfundet, og inden for naturvidenskaben blev uret brugt som en model for verdens indretning, idet mange betragtede planeternes regelmæssige gang i himmelrummet som et kosmisk urværk, der var skabt og styret af den universelle urmager, Gud.
Også mange kunstnere placerede ure i deres malerier som symbol på tidens gang og livets forgængelighed.
Urets markante indflydelse på menneskers hverdag og tænkning skyldtes i de første par hundrede år mere dets princip end dets nøjagtighed.
Normalt var man tilfreds, hvis et ur gik mindre end en time galt i døgnet, og selv de bedste kunne nemt gå et kvarter forkert. Derfor var de tidlige mekaniske ure paradoksalt nok afhængige af, at der var gode solure, som de kunne stilles efter.
\ Læs mere
Penduluret var et stort teknologisk fremskridt
Først med opfindelsen af penduluret blev det muligt at fastsætte tidspunkter med sekunders nøjagtighed.
Det var den italienske videnskabsmand Galileo Galilei (1564-1642), der fik ideen til penduluret. Inspireret af, hvordan lysekronerne i katedralen i Pisa svingede i vinden, opdagede han omkring 1590, at svingningstiden for et pendul alene var bestemt af dets længde.
Få år før sin død skitserede han, hvordan man kunne bruge den regelmæssige svingning til at styre et ur, men vi skal frem til 1656, før det lykkedes den hollandske opfinder og videnskabsmand Christiaan Huygens (1629-1695) at konstruere et pendulur.
Penduluret reducerede fejlen til cirka 15 sekunder pr. døgn. Derfor begyndte man efterhånden at supplere urenes timeviser med en minutviser. Ofte udstyrede man urene med et pendul på 99,4 cm, da det har en svingningstid på 2 sekunder.
Derved gik der præcist 1 sekund mellem hvert tik eller tak i pendulets yderstilling. For at beskytte urene mod støv og forstyrrelser blev de som regel bygget ind i høje slanke skabe med glaslåger, så man kunne se urskiven og også ofte pendulet.
Bornholmeruret tager sit indtog
Betegnelsen bornholmerur for sådan et ur skyldes en ulykkelig hændelse en novembernat i 1744, hvor et hollandsk skib strandede ved Bornholm med standure i lasten.
I mangel af urmagere på øen blev urene sendt til reparation hos en rokkedrejer i Rønne. Han satte dem i stand og fik derved en sådan indsigt i urenes indretning, at han selv begyndte at lave lignende ure.
Det førte til en stor produktion af standure på Bornholm i årene 1750-1900. Der er registreret over 200 bornholmske urmagere i perioden, og der blev eksporteret ure til mange lande.
Der skete ikke megen udvikling af urværkerne i perioden, men kassernes form og udsmykning fulgte med moden og blev ændret løbende i de 150 år.
Det nøjagtige ur var forskel mellem liv og død
Penduluret var et stort fremskridt, ikke mindst for fysikere og astronomer, som ofte havde brug for nøjagtig tidsmåling.
Den objektivering af tiden, som det præcise ur skabte, var også en vigtig inspiration for det abstrakte, matematiske tidsbegreb, som Isaac Newton (1643-1727) og andre fysikere indførte i den teoretiske beskrivelse af verden.
For søfolk havde det nøjagtige ur ikke blot akademisk interesse, men kunne betyde forskellen mellem liv og død. De skulle nemlig bruge den eksakte tid til at bestemme deres position på havet.
Breddegraden kunne ganske vist let findes ved at måle udvalgte himmellegemers højde på himlen. Bestemmelsen af længdegraden krævede derimod nøjagtigt kendskab til tiden.
Det hænger sammen med, at der er én times tidsforskel for hver 15°, man bevæger sig mod øst eller vest på Jorden.
Det betød, at man kunne finde sin længdegrad ved at sammenligne den lokale tid, som kunne findes ved solobservationer, med tiden på en kendt position. Derfor var det af vital betydning med et nøjagtigt ur på skibene. Men penduluret virkede ikke på et gyngende skib.
Præcision blev et mål for alle urmagere
Den manglende positionsbestemmelse førte jævnligt til skibsforlis og dermed tab af liv og last.
I begyndelsen af 1700-tallet var problemet blevet så stort, at den britiske regering i 1714 udskrev en konkurrence med en præmie på 20.000 pund til den, som kunne udvikle en metode til at bestemme længdegraden med en fejl på mindre end 30 sømil (= 56 kilometer) efter 6 ugers sørejse.
Det svarede til, at et ur skulle gå mindre end to minutter forkert. Udfordringen blev løst af den engelske snedker og selvlærte urmager John Harrison (1693-1776). Han kastede sig over opgaven i 1730, og i de følgende godt og vel 30 år udviklede han fire stadig mere præcise kronometre.
Allerede det første gik mere præcist, end noget andet ur nogensinde havde gjort til søs. Det var dog ikke godt nok til at vinde prisen, men Harrison fik trods alt midler til at videreudvikle sine urværker.
Det fjerde og sidste ur, han byggede, lignede et forvokset lommeur og var som noget nyt udstyret med en roterende fjederbalance. Det blev testet på en sørejse til Jamaica i 1761 og opfyldte til fulde betingelserne.
Men længdegradskomiteen, som administrerede konkurrencen, ville ikke anerkende hans arbejde. Videnskabsmændene i komiteen foretrak en astronomisk metode og havde svært ved at acceptere, at en simpel håndværker havde løst problemet.
Først da kong George III i 1773 gik ind i sagen, blev Harrison endelig belønnet – 80 år gammel.
Mindre ure og flere krav
Efterhånden som urene blev fremstillet både mindre i størrelse og mere nøjagtige, voksede kravene til urmagerne.
Det betød, at urmagerfaget fra cirka 1500 til 1800 var et af de mest avancerede og progressive håndværk, som i høj grad var med til at drive udviklingen af finmekaniske apparater fremad.
Det var således ofte urmagere, der byggede videnskabelige instrumenter, ligesom de spillede en central rolle i den industrielle revolution fra midten af 1700-tallet.
Deres viden og færdigheder kunne nemlig bruges i udviklingen af mekaniske væve og spindemaskiner samt i de værktøjsmaskiner, der blev en del af grundlaget for den videre teknologiske udvikling.
Den amerikanske teknologihistoriker Lewis Mumford (1895-1990) mente ligefrem, at det ikke er dampmaskinen, men uret, som er industrialiseringens arketypiske maskine.
Med sit kontrollerede energiforbrug, sin standardisering, sin automatiske funktion og ikke mindst sin regelmæssige gang har uret været den moderne tekniks fremmeste maskine og dermed et forbillede for mange andre maskiner.
Men uret har ikke blot været forbillede. Det er også helt konkret blevet brugt til at optimere industriproduktionen. Den amerikanske ingeniør Frederick W. Taylor (1856-1915) introducerede i slutningen af 1800-tallet det såkaldte scientific management, hvor produktionen blev analyseret gennem tids- og bevægelsesstudier og derefter tilrettelagt på den mest rationelle måde.
Det betød, at uret ikke blot kom til at styre arbejdstiden, men også de enkelte arbejdsprocesser, så arbejderen nærmest kunne indgå som et tandhjul i det store produktionsmaskineri.
Industrialiseringen betød omvendt, at det blev muligt at masseproducere først lommeure og fra starten af 1900-tallet også armbåndsure. Dermed var det ikke længere forbeholdt velhavende mennesker at bære tiden med sig.
Samtidig har det moderne samfund underlagt de fleste af os en stærkere tidsdisciplin end nogensinde før. Det gælder uanset, om vi arbejder eller holder fri.
For eksempel ville jernbanedriften og luftfarten bryde sammen, hvis der ikke var styr på tiden. Så selv om de færreste ure efterhånden siger tik, tak, er deres styring af vores liv ikke blevet mindre.
