Den samlede længde af telegraflinjer voksede eksplosivt verden over fra midten af 1800-tallet, men telegramtrafikken voksede endnu hurtigere. Derfor var mange af linjerne overbelastede – til irritation for kunderne og til ærgrelse for telegrafselskaberne, som gik glip af indtjening.
Selskaberne kunne selvfølgelig bare trække flere ledninger på de mest belastede strækninger, men det var en både dyr og langsommelig løsning. Det ville være langt mere rentabelt, hvis man kunne sende flere telegrammer samtidig gennem én ledning.
Adskillige opfindere eksperimenterede derfor med multiplekstelegrafi. En af dem var amerikaneren Elisha Gray (1835-1901), som arbejdede for Western Union, et af verdens største telegrafselskaber. Som andre forsøgte han at sende morsetegnene fra forskellige telegrammer gennem ledningen med hver sin tonehøjde.
I den forbindelse opdagede Gray i 1874, at han kunne overføre lyd gennem en ledning. Han kunne imidlertid ikke se perspektivet i en 'taletelegraf' og koncentrerede sig derfor om multiplekstelegrafien.
Bell omdannede lydsvingninger til strøm
Den skotsk-amerikanske døvelærer Alexander Graham Bell (1847-1922) arbejdede også med en form for tonetelegrafi. Men i modsætning til Gray var han mere optaget af mundtlig kommunikation end telegrafi. Han havde blandt andet studeret, hvordan lydbølger kunne få en membran til at vibrere.
Ved at koble en membran til sin tonetelegraf lykkedes det i sommeren 1875 Bell at omdanne lydsvingninger i luften til en varierende elektrisk strøm, så lyden kunne sendes gennem en ledning. 14. februar 1876 var han kommet så langt med opfindelsen, at han søgte om patent.
Skæbnens ironi ville, at patentkontoret senere samme dag modtog en foreløbig patentanmeldelse på en lignende opfindelse fra Gray, der kort forinden havde hørt om Bells aktiviteter.
Men Gray undlod at følge op på sin ansøgning, og derfor fik Bell 7. marts 1876 patent på verdens første brugbare telefon, selv om også andre end Gray tidligere havde eksperimenteret med primitive apparater til lydoverførsel. Telefonpatentet er siden blevet kaldt verdens mest værdifulde.
Eksperterne undervurderede telefonen
Bell præsenterede sin telefon på verdensudstillingen i Philadelphia i juni 1876. Den tiltrak sig megen opmærksomhed, men blev af de fleste eksperter betragtet som et kuriosum.
De mente, at telefonen ikke havde nogen kommerciel værdi, og at den på ingen måde kunne true telegrafens position som det foretrukne kommunikationsmiddel. Derfor takkede Western Union også nej, da Bell i slutningen af året tilbød selskabet patentrettighederne til telefonen for 100.000 US dollar.
Men eksperterne tog fejl – ikke fordi de var dumme, men fordi de vurderede telefonen ud fra deres erfaringer med telegrafen. Derfor forstod de ikke betydningen af, at telefonen kunne installeres i folks private hjem og bruges uden særlig uddannelse.
Private telefoner var et statussymbol
Da telefonen var blevet opfundet ved lidt af et tilfælde, var der ingen, som havde en klar forestilling om, hvordan den skulle bruges. Anvendelsen skulle også opfindes!
Før installationen af den første telefoncentral i 1878 foreslog Bell og hans firma, at telefonen kunne bruges mellem værelserne i et hus eller mellem kontoret og værkstedet i en virksomhed. Senere foreslog de, at telefonen kunne bruges i stedet for telegrafen til at sende beskeder mellem virksomheder uden brug af en operatør.
Langt størstedelen af de cirka 3.000 telefoner, som Bell Telephone Company havde installeret i 1878, var da også forretningstelefoner. Abonnementsprisen for en telefon svarede til lønnen til en stuepige, og derfor var private telefoner i flere årtier et statussymbol, som kun var at finde i meget velhavende hjem.
I 1900 var det stadig under 10 procent af alle husstande, som havde telefon. Det gjaldt både i USA og Danmark, hvor de første telefonforbindelser var blevet installeret i 1879.
Priserne på telefoni faldt
Selv om der var prestige i at have telefon, kunne den også give de mandlige abonnenter anledning til bekymring. Borgerskabets kvinder havde i generationer været overvåget i deres samvær med fremmede, ikke mindst mænd. En kvinde optrådte sjældent uledsaget i det offentlige rum.
Med en telefon i stuen var der pludselig en direkte linje ind i hjemmets fæstning. Det var selvfølgelig bekvemt, at manden kunne ringe og sige, hvornår han kom hjem til middagen. Men hvem talte fruen med, når hun var alene hjemme?
I begyndelsen af 1900-tallet faldt priserne på telefoni på grund af tekniske forbedringer og øget konkurrence. Derfor blev det efterhånden også almindeligt at få telefon i middelklassehjem. I 1915 havde omkring 30 procent af alle amerikanske husstande telefon og lidt færre i Europa. Først længe efter 2. Verdenskrig blev telefonen også almindelig i arbejderhjem.
Blev almindeligt at telefonere sammen
Samtidig med telefonens voksende udbredelse ændrede den langsomt karakter fra et formelt meddelelsesmiddel til at være et socialt instrument. Det blev almindeligt at telefonere sammen i stedet for at aflægge visit. Det fik i 1918 forfatteren Emma Gad (1852-1921) til at indskærpe en vis telefonhøflighed i erkendelse af, at »selv den mest forbenede Tilhænger af Fortidens Liv … ikke undlader at benytte sig af dette tyranniske men uundværlige Hjælpemiddel.«
Hun gav dette råd:
»Lad Dem ikke helt beherske af Deres Telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid, sammen med Gæster og under en vigtig Samtale. Kun alt for ofte sker det, at man lader betydningsfulde Forhandlinger afbrydes … for at modtage en ganske ligegyldig Forespørgsel i Telefonen.«
Hun havde også en anbefaling, der viser, at det var blevet almindeligt at snakke længe i telefonen:
»Naar Den, man taler med, er bogstaveligt talt uafrystelig, kan man ved med smaa Mellemrum at trykke let paa Gaflen, momentvis afbryde Strømmen. Man siger saa: Er De der endnu! Hallo! Apparatet er nok i Uorden! Naa, ja, vi var jo for Resten færdige. Farvel og paa Gensyn.«
\ Læs mere
Mange abonnenter gav teknikproblemer
Selv om det i begyndelsen gik langsomt med at få nye abonnenter, var telefonen i 1880'erne og 1890'erne ved at blive kvalt i sin egen succes. Problemet hang sammen med, at telefonen er en udpræget systemteknologi.
Som kommunikationsmiddel er én telefon noget af det mest unyttige, man kan tænke sig. For at kunne bruges skal der være mindst to forbundne telefoner, og i praksis er det nødvendigt med et komplekst system af telefonapparater, standardiserede stik, ledninger og ikke mindst telefoncentraler, som kan forbinde abonnenterne med hinanden.
Man fandt tidligt på at koble ledningerne fra abonnenterne til hver sit kontakthul i et omstillingsbord på centralen. Forbindelsen mellem to abonnenter kunne så etableres ved, at en telefonist forbandt deres respektive huller med en ledning.
Det fungerede fint med op til cirka 100 abonnenter. Var der væsentligt flere, var det nødvendigt med adskillige omstillingsborde, hvor telefonisterne skulle samarbejde om at etablere forbindelsen.
Ud over de organisatoriske vanskeligheder var der også det tekniske problem, at antallet af mulige forbindelser stort set vokser med antallet af abonnenter i anden potens. Hvis der var 1.000 abonnenter under en central i stedet for 100, var der ikke blot 10, men 100 gange så mange kombinationsmuligheder.
Større systemer er ikke nødvendigvis bedre
At skabe forbindelse mellem abonnenterne ved en stor central blev altså en både kompleks og tidskrævende proces. Derfor var omkostningerne per abonnent meget større ved store centraler end ved små.
I et teknologisk system er større ikke nødvendigvis bedre eller billigere. Det var denne omvendte stordriftsfordel, som var ved at kvæle det voksende telefonsystems udvikling. Men fra slutningen af 1800-tallet blev der udviklet forskellige centralsystemer, først manuelle og siden halv- og helautomatiske, som gjorde det muligt at håndtere problemerne.
Dette var vigtigt for telefonsystemets videre udvikling, for hvis den nutidige telefontrafik skulle omstilles manuelt, ville det kræve, at en stor del af os var ansat som telefonister.
Langdistancetelefonien
De fleste moderne telefonbrugere tager for givet, at man både kan ringe til naboen og New York. Men i telefonens første mange år var det ikke muligt at føre samtaler over mere end nogle få hundrede kilometer. Ved længere forbindelser blev signalet svækket og forvrænget så meget, at talen blev uforståelig.
Omkring 1885 viste den danske fysiker Ludvig V. Lorenz (1829-1891) imidlertid teoretisk, at man kunne løse problemet ved at øge telefonkablernes såkaldte selvinduktion.
Ideen blev dog først til virkelighed omkring 1900, da den serbisk-amerikanske opfinder Michael Pupin (1858-1935) og et par år senere den danske telegrafingeniør Carl Emil Krarup (1872-1909) fandt på forskellige metoder til at gøre dette. Dermed kunne man nu telefonere over afstande på over 1.000 kilometer.
Det store gennembrud for langdistancetelefonien kom dog først med brugen af elektroniske forstærkere efter 1. Verdenskrig.
Mobilen fortrænger fastnettelefonen
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Takket være utallige forbedringer er Bells primitive telefon, som de veletablerede telegrafselskaber ikke kunne se værdien i, blevet udviklet til at være den billige og driftssikre hverdagsteknologi, vi kender i dag.
Eller kendte. For efterhånden er der mange børn, som ikke aner, hvordan en 'rigtig' telefon ser ud.
Omkring 1990 var der fastnettelefoner i langt over 90 procent af alle husstande i mange industrialiserede lande, men antallet er siden faldet til under halvdelen.
Det er mobiltelefonen, som er i fuld gang med at fortrænge fastnettelefonen til de forældede teknologiers losseplads, hvor den kommer til at ligge sammen med vandmøller, damptog, analoge kameraer, glødelamper og mange andre opfindelser, som engang blev betragtet som hverdagsagtige selvfølgeligheder.
