Teknologisk landvinding kan skabe vacciner mod kræft, astma og malaria

Tænk engang, hvis der fandtes en vaccine, der kunne beskytte os alle sammen mod kræft.

Tanken er med ét blevet mere realistisk. En gruppe forskere fra Københavns Universitet har nemlig opfundet en teknologi, som formentlig kommer til at gøre det meget lettere at udvikle vacciner.

Ikke 'kun' vacciner mod kræft, men mod alle sygdomme, som man har et godt antigen mod. Antigenerne kommer vi tilbage til, men i teorien betyder det, at forskerne nu med fornyet styrke kan kaste sig over arbejdet med at udvikle vacciner mod alt lige fra tuberkulose til astma, allergi, hjerte-kar-sygdomme og til malaria.

Ifølge seniorforsker Michael Theisen fra Statens Serum Institut er det en teknologi, alle eksperter på felten er enige om, at der er behov for. Han har ikke selv deltaget i forskningen, men har sat sig ind i det nye studie.

»Jeg er overbevist om, at det her virker. Hvor godt det virker, kan man ikke sige endnu, men jeg ville i hvert fald selv have lyst til at teste mit antigen på det. Det har et stort potentiale, og selvom gennembruddet først kommer, når vaccinen ligger der, vil jeg stadig kalde det en teknologisk landvinding.«

Sten slår saks - virus slår antigener

Den nye teknik kan eksempelvis bruges til at udvikle kræftvacciner, hvor det går ud på at snyde kroppen til at angribe sig selv. For at gøre det har forskerne udviklet en virusstruktur, som ligner en rigtig virus, men som er fuldstændig ufarlig for kroppen. En kunstig virus, om man vil.

På strukturen sidder en masse små 'kroge', som kan bruges til at binde antigener fra den sygdom, man ønsker at vaccinere imod. Et antigen er i denne sammenhæng et protein, der får kroppen til at danne antistoffer.

Kroppens immunforsvar kan skelne mellem de antigener, der tilhører kroppen, og dem, der ikke gør. Man kan sige, at antigenerne er cellernes ID-kort. Men ligesom sten slår saks, og saks slår papir, vinder virus over antigener.

Det betyder, at når kroppen ser den virusstruktur, som antigenerne sidder fast på, går den til angreb, uanset hvilke antigener der er tale om. Det kan bruges til behandling af en række alvorlige sygdomme, som eksempelvis kræft, der ikke opstår på grund af udefrakommende organismer.

Snyder kroppen til at angribe sig selv

»Sådan en viruspartikel ser meget farlig ud for immunsystemet, og det er det helt store – at vi så effektivt kan aktivere kroppens immunsystem,« forklarer postdoc Adam Sander, Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet. Han har stået i spidsen for projektet.

Man skal forestille sig, at viruspartiklen har en masse kroge i et repetitivt mønster - som på en fodbold - på overfladen, forklarer han. Hver af krogene kan binde sig til en modkrog, et antigen, og på den måde kan man meget hurtigt designe viruspartiklen til at ramme lige den sygdom, man har i tankerne.

»Vi kan kopiere de antigener, som andre forskere allerede har lavet, og sætte dem fast på de her små kroge. Når man så indsprøjter sådan en viruspartikel, så genkender kroppen den farlige struktur af en virus, men den retter sig mod det, vi har lagt på overfladen. På den måde kan vi faktisk meget effektivt snyde kroppen til at reagere mod sig selv,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror, at de fleste mennesker ville spærre øjnene op, hvis de var klar over, hvor mange vacciner der har været testet på mennesker, i forhold til hvor mange der egentlig ender med at blive godkendt.«

Vacciner skal hjælpes på vej

Den altovervejende årsag til de mange fejlslåede vacciner er deres manglende evne til at aktivere og vedholde et beskyttende respons.

Derfor forskes der globalt i stor skala i at udvikle 'adjuvanser'. En adjuvans er et hjælpestof, som forstærker reaktionen i immunsystemet og øger en vaccines effekt.

Moderne vacciner har behov for adjuvanser for at være tilstrækkeligt effektive, men der findes stadig kun meget få, som er sikre at anvende på mennesker, fortæller Adam Sander.

»Adjuvanser har traditionelt set været, at man tager komponenter fra bakterier og blander sammen som en suppe med vaccineantigenet. Der findes kun meget, meget få på verdensplan, som er tilgængelige til at anvende på mennesker, fordi de i så høj grad har været associeret med bivirkninger. Forskellen, at her behøver vi ikke blande noget farligt i vores vaccine - vi anvender bare en ufarlig proteinskal, som for kroppen ligner noget farligt.«

»Nu er det blevet meget lettere at udvikle vacciner«

Tanken om at snyde antigener ind i kroppen med en viruspartikel som transportmiddel er ikke ny. Det nye ligger i, hvor effektiv en platform forskerne har fået udviklet, forklarer Michael Theisen, som selv har arbejdet på at udvikle en malariavaccine i mange år.

»Nu er det virkelig let for os at sætte et hvilket som helst protein fast på overfladen. Vi kan endda sætte mere end ét protein fast, og vi kan sikre os en orienteret præsentation,« siger Michael Theisen, som forklarer ved at male et billede af en bold og en blyant.

»Du har en bold, og du skal sætte noget fast på den – lad os sige, at det er en blyant med et viskelæder i den ene ende. Nu vil du gerne sætte blyanten oven på din bold, så viskelæderet for eksempel altid vender udad. Hvis du bare sætter den fast uden videre, ved du ikke hvilken ende, der vender ud. Med deres metode kan man sikre sig, at spidsen altid vender den ene vej og viskelæderet altid den anden.«

Platform med stort potentiale

Den nye teknik har vist sig at være ekstremt effektiv i de forsøg, forskerne har lavet på mus. Dyrene danner ganske enkelt langt flere antistoffer imod den sygdom, man vaccinerer imod. Forskerne har lavet dyreforsøg med blandt andet malaria, tuberkulose, astma og kræft – alle med succes.

Men det ér altså kun mus, teknikken er testet på indtil videre, og der er altid en risiko for, at den ikke vil være lige så effektiv på mennesker.

»Den effekt, man ser i mus, kan principielt ikke overføres direkte til mennesker, for vores immunsystem er ikke identisk med deres,« siger Adam Sander og fortsætter:

»Når det er sagt, findes der allerede nogle viruspartikelbaserede vacciner, som er udviklet af mere besværlig vej, og som har vist en meget høj effektivitet. Desuden mener jeg, at vi i vores studie illustrerer et princip, som viser et meget stærkt proof of concept.«

Michael Theisen supplerer:

»Det er et godt studie, også selvom vi kun er på musestadie. Det er et meget vigtigt skridt mod, at vi kan lave en malariavaccine, og fordi der er tale om en platform, har den også en bredere anvendelighed end det. Om det i sidste ende vil virke, er ikke til at sige endnu, men det har i hvert fald et meget stort potentiale.«