De fleste af os kender det, vi keder os et øjeblik og famler øjeblikkeligt efter vores smartphone for at tjekke facebook, emails eller de seneste nyheder fra et nyhedsmedie. Hvis det er socialt upassende at se på telefonen, er vi ikke så få, der har sneget os på toilettet, eller et andet sted hen, for at tjekke op på hvad der sker.
Vi er på næsten hele tiden, og ifølge en den større undersøgelse foretaget af Göteborg universitet tager de fleste endda telefonen med i seng og for mange, tjekkes telefonen, her mest facebook, som det første om morgenen, før morgenmad og toiletbesøg. Se undersøgelsen her.
På kanten af en ny læringskultur part II
Jeg er gammel nok til at huske tiden før internettet og tilhører derfor ikke den nye generation af digitale indfødte. Alligevel kan jeg genkende mange af symptomerne på afhængighed, f.eks. ryger hånden automatisk ned i lommen efter iPhonen, når jeg skal alene en tur i metroen.
Jeg er også blandt de første der febrilsk tænder min mobil, når jeg lander efter en udlandsrejse i Kastrup Lufthavn. Et afhængighedssymptom, der før var udpræget hos rygerne, som ikke kunne komme hurtigt nok ud af flyveren og nærmest småløb hen til rygerloungen for at tænde en smøg.
I dag er dette et sjældent syn, i stedet er vi mange, som ikke hurtig nok kan få vores “informations-fix”.
Der er en aktuel gyldighed i Sokrates’ rationale
At være bekymret over konsekvenserne af den teknologiske udvikling er ingenlunde ny.
Sokrates, formidlet via Platon, havde følgende bekymring omkring, hvad der vil ske for mennesket, hvis den dengang spritnye og skræmmende teknologi, skriftsproget i form af blæk, fjer og papyrusruller, ville vinde frem:
»If men learn this, it will implant forgetfulness in their souls; they will cease to exercise memory because they rely on that which is written, calling things to remembrance no longer from within themselves, but by means of external marks. What you have discovered is a recipe not for memory, but for reminder. And it is no true wisdom that you offer your disciples, but only its semblance, for by telling them of many things without teaching them you will make them seem to know much, while for the most part they know nothing, and as men filled, not with wisdom, but with the conceit of wisdom, they will be a burden to their fellows.«
Ironisk nok ville vi aldrig have fået adgang til Sokrates, Platon og Artistoteleses græske visdom uden skriftsproget. Samtidig er der en vis aktuel gyldighed i Sokrates rationale. Tænk selv over hvor mange telefonnumre, du har lejret i din hukommelse.
Personligt kan jeg huske nummeret på flere af mine gamle barndomsvenner fra folkeskolen, end jeg kan huske på nuværende venner. Hvorfor skulle vi også det, det gør telefonen jo!
Den ontologiske vending
Hvis vi vender os fra nære og ser på nogle af tidens vidensfænomener, er der nogle sammenlignelige tendenser. Foreksempel, hvorfor huske fakta og andre ting, når vi lynhurtig kan slå det op på Wikipedia?
Spørgsmålet bliver dog, hvad sker der, når viden ikke kan føres tilbage til individet (til os som subjekter), når vi tænker igennem teknologien og samles i transhumane ‘wisdom of the crowd’ fænomener, som kun er tilgængeligt via teknologien?
Som ny underviser og vejleder på universitetet oplever jeg, at der er en kulturkløft imellem unge og ældre studerende. Med alt ære og respekt for de unge studerende, er det ikke unormalt, at man som vejleder eller underviser må slås med opmærksomheden fra smartphonen.
Dertil oplever jeg, at der vitterligt er få, der bruger den tid, det tager at forstå teorierne fra kilderne selv. Som en lærer skrev som kommentar på et tidligere blog-indlæg:
»Jeg kunne mærke ret kraftigt, at der skete noget, da alle elever fik Smartphones. Det skete stort set fra den ene dag til den anden. Nu har eleverne adgang til et væld af information på kort tid. Problemet er bare, at 60-75% af det, de finder, ikke er brugbart.« – Lars Rousing Jørgensen.
Innovation og tendensen til at standardisere er et paradoks
I forlængelse af denne diskussion har vi til dette blogindlæg endeligt sammenklippet episode II med Douglas Thomas. Douglas er i sit arbejde som professor i kommunikation med fokus på den teknologiske udvikling også bekymret, men argumenterer alligevel for, hvorfor den unge multitaskende generation nok skal klare sig.
Han er mere bekymret for udvikling indenfor måden vi driver vores uddannelsessystem på og ser splittelsen mellem ønsket om at gøre de studerende mere innovative og tendensen til standardisere uddannelsen for at få flest muligt, hurtigst muligt igennem, som et paradoks.
Douglas mener, er der en reel fare for, at vi dræber alt virkelig innovation ved at fokusere på test og ensformige målbare forløb.
Der skal også være arbejdspladser i den anden ende
Denne problemstilling er ikke mindre relevant herhjemme, hvor 10.000 frustrerede studerende demonstrerede imod den nye studiefremdriftsreform, som netop har til formål at få studerende hurtigere og billigere igennem universitetet.
Jeg forstår godt, at politikerne, som resten af os, er bekymrede for Danmarks fremtid og den nye generation, men måske er løsningen ikke at tage frihed og fjerne mulighederne for at få praktisk viden og erfaring under studietiden.
Vi skal jo huske på, at der også skal være arbejdspladser i denne anden ende og her er karakterer og uddannelse i sig selv ikke nok! For som Platon påpeger, er det ikke nok at vide til noget, hvis ikke man virkeligt har forstået, hvad man har lært, og hvad man kan bruge det til.
Er der plads til innovation?
Spørgsmålet er så, om studiefremdriftreformen ikke er, eller kan være, i modstrid med regeringens store innovationsstrategi ‘Danmark – Løsningernes land’, hvori man kan læse, at det er afgørende at finde frem til Danmarks ‘Innovations DNA’, samt at ‘Uddannelsessystemet skal øge innovationskapaciteten’.
Dette fik vi i sidste uge, i et filminterview, diskuteret med videnskabsministeren, Morten Østergaard, som ironisk nok er afsender af både innovationsstrategien og studiefremdrifsreformen. Spørgsmålet er om der er plads til innovation i den nye fremdriftsreform? Dette vender jeg tilbage til.
Indtil da, har Douglas Thomas ret, når han fremfører følgende diagnose over uddannelsessystemet:
»We’re doing a disservice to our students by assuming that every student is like every other student (…) we do that with teachers too. So, what we do is that we end up minimizing perhaps the bad at the expense of completely obliterating all that could be excellent – or could be that source of imagination. An without that I think we constantly strive for mediocrity. I think you could get by with that in the last millennium. I don’t think you can in the 21th Century.«
Se episode II med Douglas Thomas her:
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
