\ Historien kort
- Der er efterhånden nanomaterialer i rigtig mange produkter fra babysutter til bilvoks.
- Produkter og teknologier på det indre marked er underlagt EU's miljøprincipper, men de giver ikke mening at bruge på nanomaterialer.
- I stedet bør der indføres et nødvendighedsprincip, så man inden godkendelse af et nyt nanoprodukt spørger, om det er nødvendigt at bruge.
Nanomaterialer bliver anvendt flere og flere steder – også til formål, hvor jeg kan se, det er unødvendigt, og hvor vi ikke kender risiciene ved at anvende nanomaterialer.
Det siger jeg, som én af de forskere i verden, der har arbejdet mest med miljøregulering af nanomaterialer.
Det sker eksempelvis, når producenter tilsætter nano-sølv til babysutter. Det skal give forældrene garanti for en altid hygiejnisk sut, men de tilsatte mængder er så små, at de næppe har indflydelse på bakterieniveauet. Det var for eksempel, hvad vi konkluderede, da vi testede det på tandbørster til babyer.
Vi tillader altså, at forbrugerne agerer prøvekaniner. Hvorfor? Det bliver endnu mere absurd, når man lige så godt kan koge sutten uden risiko for at skade hverken miljø eller sundhed.
Nanoteknologi og nanomaterialer
Men lad mig først forklare, hvad det er, vi taler om, når vi taler om 'nano'. En nanometer (nm) er en milliardtedel af en meter eller 10-9 meter. Til sammenligning er et menneskehår 100.000 nm.
For at blive kaldt nanoteknologi skal et materiale eller det apparat eller den proces, hvori materialet indgår, dels være i størrelsesordenen 0,1-100 nm og dels have nye egenskaber, som skyldes dets nanostørrelse.
Nanomaterialer defineres på nuværende tidspunkt i EU som værende materialer, hvor mere end 50 procent af partikelstørrelsesfordelingen er i størrelsesordenen 0,1-100 nm.
Når materialer er i nanostørrelse, ændrer mange af dem opførsel og får helt unikke egenskaber. Et eksempel på et nanomateriale med nye egenskaber er guldnanopartikler.
Guld er normalt et ædelmetal, der ikke reagerer med andre stoffer, men det har vist sig, at to-tre nm små guldpartikler er meget reaktive og kan få kemiske reaktioner til at ske hurtigere end normalt, hvilket igen kan anvendes til at udvikle bedre katalysatorer.
Meningsløse EU-vurderinger af nanoteknologi
Nye initiativer og teknologier skal vurderes efter EU’s miljøprincipper, mens diverse kemikalier på nuværende tidspunkt gennemgår forskellige grader af sikkerhedsvurdering, alt efter om de anvendes som industrikemikalier eller som biocid – til bekæmpelse af skadedyr for eksempel.
Til dette anvendes forskellige standardiserede procedurer og tests. De bliver også anvendt til nanomaterialer, selvom det ikke giver mening.
Nanomaterialernes unikke egenskaber opnås jo netop ved at manipulere med materialerne – deres størrelse, form og ikke mindst den kemiske overflade.
Men vi har ikke nogen alternativer, ingen bedre testmuligheder. Det betyder, at vi i øjeblikket tillader anvendelse af nanomaterialer uden at vide, hvordan de reagerer over tid, hvordan de akkumulerer, og hvordan de derved kan påvirke vores miljø og sundhed.
Efter at have arbejdet med miljøregulering af nanomaterialer og –teknologier i mange år, mener jeg, det er på tide at indføre et femte princip i vores vurdering – et nødvendighedsprincip.
EU’s fire miljøprincipper – indgriben ved kilden, forebyggende indsats, forureneren betaler og forsigtighedsprincippet – er ikke tilstrækkelige, når det handler om nye teknologier, diverse kemikalier og nanomaterialer.
Jeg arbejder derfor i stedet med at udvikle et 'nødvendighedsprincip'.
Nødvendighedsprincippet tager udgangspunkt i, at hvis der er en risiko for spredning ved brug af nanomaterialer eller andre kemikalier for den sags skyld, skal man ikke kun vurdere faren for miljø, sundhed og sikkerhed, men også om det er nødvendigt at anvende stoffet eller teknologien, når vi ikke kender konsekvenserne.
Er det absolut nødvendigt at anvende netop dette materiale, eller kan det måske erstattes af et andet stof eller helt undværes?
Mange stoffer anvendes jo bare, fordi vi traditionelt har gjort det, men det er måske slet ikke nødvendigt længere eller kan erstattes af et mere sikkert kemikalie eller ved at ændre i diverse måder at gøre tingene på.
Hvornår er det nødvendigt?
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Derfor bør vi indføre et nødvendighedsprincip, og jeg vil opfordre til, at vi tager en dialog om, hvordan et sådant princip bør operationaliseres i praksis til samfundets bedste.
Afgørende uafklarede spørgsmål er, hvordan man definerer noget som værende 'nødvendigt'. Og for hvad og hvem det skal være nødvendigt for at være af samfundsmæssig betydning?
Med den tilstand, som vores miljø, naturressourcer og klode er i, kan vi ikke tage chancen og tillade brug af for eksempel visse nanomaterialer til meningsløse anvendelser i måske de næste 30 år, før vi finder ud af, hvordan de påvirker os og miljøet.
