Flere end 45 millioner par verden over kæmper med ufrivillig barnløshed, men nu kan en ny metode tages i brug til at tjekke mandens sædkvalitet, og den er lige ved hånden, bogstaveligt talt. Det skriver medicalxpress.com.
Forskere fra Brigham & Women’s Hospital og Massachusetts General Hospital i USA har nemlig udviklet en hjemmetest, der kan bruge en smartphone til at måle sædkvalitet.
»Vi ville finde på en løsning, der gjorde test af mandlig infertilitet lige så let og billig som graviditetstests,« siger Hadi Shafiee, der er ph.d. og ledende efterforsker på afdelingen Division of Engineering in Medicine ved Brigham & Women’s Hospital, til medicalxpress.com.
LÆS OGSÅ: Forskere: Bacon giver dårlig sædkvalitet
Nuværende metoder er, ifølge forskerne bag, ikke bare dyre, men også forbundet med en social og kulturel stigmatisering i mange lande.
»Mænd er nødt til at aflevere sædprøver i et rum på et hospital. En situation, der ofte gør dem stressede, pinligt berørte, pessimistiske og skuffede. Nuværende kliniske tests bliver foretaget i laboratorier, de tager lang tid, og de er subjektive. Denne test er billig, kvantitativ, meget nøjagtig og kan analysere en video af en ufortyndet, uvasket sædprøve på mindre end fem sekunder,« siger Hadi Shafiee til medicalxpress.com.
LÆS OGSÅ: Hvordan undgår man at få dårlig sædkvalitet?
I et studie, netop publiceret i tidsskriftet Science Translational Medicine, afprøvede forskerne deres test på 350 sædprøver, og her viste det sig, at den kunne forudsige sædkvaliteten med en nøjagtighed på 98 procent ud fra WHO's grænseværdier for infertilitet.
Testen består af en optisk linse, der kan sættes til smartphonen, en beholder til sædprøven, der kan smides ud efter brug, samt en engangschip, der kan måle prøven.
Forskerne designede også en app, som guider brugeren igennem testen trin for trin.
Testen er i øjeblikket en prototype, og forskerholdet vil nu afprøve den flere gange, før de anmoder om godkendelse fra FDA - USA's fødevare og lægemiddelmyndighed.
ams
































