Du har nok stiftet bekendtskab med ChatGPT: chatbotten, der på sekunder kan hjælpe dig med at skrive opgaver i skolen, læse korrektur på arbejdsmails eller komponere lejlighedssange til runde fødselsdage og bryllupper.
Men kunstig intelligens bliver også brugt til alt fra ansigtsgenkendelse til YouTube-algoritmer og fra militæret til sundhedsvæsnet. Med andre ord: Kunstig intelligens er overalt.
Men kan du overhovedet stole på kunstig intelligens? Og hvad kan du egentlig stole mest på? AI eller din egen hjerne?
Det undersøger værterne Anne Sophie Thingsted og Nana Elving Hansen i denne særepisode af Brainstorm optaget på Experimentarium foran 125 gymnasieelever i forbindelse med arrangementet Hjernedag 2024.
Med sig på scenen har de Christina Rostrup Kruuse, som er professor i neurorehabilitering og overlæge ved Neurocentret på Rigshospitalet, og Aasa Feragen, som er professor i medicinsk billedanalyse på DTU Compute ved Danmarks Tekniske Universitet.
Du kan høre podcasten i afspilleren i toppen af artiklen eller i din podcast-app – bare søg efter ‘Brainstorm’.
\ Brainstorm – Videnskab.dk’s hjerneredaktion
Brainstorm dækker neurovidenskab, kognitionsvidenskab og psykologi.
Vi udkommer som podcast, i artikler og på Instagram, hvor vi serverer hjerneviden på en let og spiselig måde.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden, som er den største private bidragyder til dansk offentligt udført hjerneforskning. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Fejl opstår, når hjernen og AI lærer
Både hjernen og AI laver fejl, og de opstår blandt andet, når de lærer.
Hjernens læringsproces starter med, at dens neurale netværk af hjerneceller skal bearbejde alle de indtryk - lyde, synsindtryk, smage eller dufte - hjernen får ind fra omverdenen.
Hvis du for eksempel går en tur og ser en mand gå forbi, sender øjnene synsindtrykket i form af elektriske signaler ind til den del af hjernen, der bearbejder synsindtryk; hjernens visuelle korteks. Det sker gennem det, der hedder optiske nerver.
Men din hjernes unikke erindringsspor og erfaringer bliver også aktiveret. Hvis manden for eksempel minder dig om én, du kender eller ser ud på en måde, du associerer med noget bestemt, bliver dele af din hukommelse også aktiveret, så du kan reagere optimalt på situationen.
Hjernens utrolige og komplekse neurale netværk har historisk set været inspiration for udformningen af kunstig intelligens, der også består af neurale netværk.
Men fungerer de neurale netværk i kunstig intelligens egentlig ligesom hjernens neurale netværk, når de skal behandle den information, der ligger til grund for vores beslutninger?
Det kan du blive klogere på i denne særepisode af Brainstorm - Videnskab.dk’s hjernepodcast.
Både hjernen og kunstig intelligens’ systemer er hjemsøgt af visse svagheder i form af biases - altså forudindtagede holdninger og fordomme. Hvilke biases skal vi vogte os for, når vi stoler på vores hjerne eller på kunstig intelligens, kan du høre meget mere om i episoden, hvor du også kan få styr på:
- Hvorfor hjernen og kunstig intelligens har været i et turbulent forhold i mange årtier
- Om du kan stole på de svar, du får fra sprogmodeller som ChatGPT
- Hvad Harry Styles har med hjernens neurale netværk at gøre

































