De fleste kender efterhånden ingeniøren og opfinderen Elon Musk, der står bag Tesla, SpaceX og Paypal.
Det står klart, at der er tale om en innovativ og fremsynet forretningsmand.
For nyligt sendte han eksempelvis en rød sportsvogn ud i rummet i kredsløb om Solen, men den begivenhed er blot et af flere skøre indfald fra Paypal-milliardæren.
I en kort artikelserie kigger vi nærmere på Elon Musks mange vilde idéer.
Musk: Vi lever i en computersimulation
I sommeren 2016 afslørede han blandt andet på konferencen Code i Californien, at han tror, vi alle lever i en computersimulation.
»Chancen for, at vi lever i den oprindelige verden, er en milliard til én,« sagde han dengang.
Men hvordan skulle det dog gå til, at vi alle lever i en simulation? Og hvordan kan vi vide, om vi gør det?
Eksisterer vi? Det er et gammelt problem
At verden slet ‘ikke findes’ er ikke noget, Elon Musk selv har fundet på. Idéen er ældgammel og kan spores helt tilbage til det antikke Grækenland, men den blev måske første gang taget seriøst op af den franske filosof Rene Descartes i 1641.
Han satte nemlig spørgsmålstegn ved, om vi kan stole på vores sanser, og hvis ikke, om vi så overhovedet kan vide noget om verden. For kan det ikke tænkes, at vores sanser bedrager os ligesom i en ond drøm, eller at vi i virkeligheden bliver narret af en ond dæmon?
Descartes nåede dog frem til, at vi i hvert fald kan vide én ting. At vi tænker og undrer os, for det var jo netop det, han gjorde. Den konklusion brugte han til at bevise, at han selv måtte eksistere, for denne tænken og undren kunne jo ikke komme fra ingenting.
\ Læs mere
I 1980’erne opstod idéen om hjerner i kar
Siden har verden ændret sig, og det samme har argumentet. I den amerikanske filosof og matematiker Hilary Putnams udgave af tankeeksperimentet fra 1981 er vi i stedet reduceret til hjerner, der ligger i en næringsrig væske, som holder os i live.
Vores hjerner er her koblet til en computer, som leverer alle de sanseindtryk, vi oplever. Hvis du har set The Matrix, kan du sikkert nikke genkendende til den idé.
Og det var såmænd også i de samme år, hvor filmene rullede hen over lærredet, at en svensk filosof ved navn Nick Bostrom udgav en teori i det filosofiske tidsskrift Philosophical Quarterly, der satte spørgsmålstegn ved, om vi kunne tænkes at befinde os i en computersimulation.
\ Skepticisme
Skepticismen er inden for filosofien den opfattelse, at vi er ude af stand til at erkende objektiv eller sikker viden.
Mange antikke filosoffer har givet udtryk for tvivl om menneskets muligheder for at erkende viden. For eksempel argumenterede Gorgias (cirka 485 f.v.t.-380 f.v.t.) for, at intet eksisterede.
I antikken kunne skepticismen opdeles i to forskellige skoler:
- Den Pyrrhoniske Skepticisme
- Den Akademiske Skepticisme
Begge skoler mente, at viden er umulig at opnå, men den største forskel lå i, at den akademiske variant mente, at visse overbevisninger kunne være mere sandsynlige end andre.
I renæssancen tog den franske filosof René Descartes (1596-1650) et berømt opgør med skepticismen ved at argumentere for, at vi i hvert fald kan vide én ting med sikkerhed: At vi eksisterer.
Hvordan kan vi være del af en computersimulation?
Nick Bostroms argument bygger helt kort på, at vi i fremtiden vil få nok computerkraft til at simulere mange verdener med personer som dig og mig, der vil have oplevelser, tanker og sanser.
Og da der kun kan være én oprindelig verden, så er det altså rent statistisk langt mere sandsynligt, at man skulle befinde sig i en simulation end i den rigtige verden.
Men hvordan hænger det så sammen med, at vi allerede skulle være simulerede den dag i dag?
Jo, i Nick Bostroms artikel beskriver han, at den kunstige intelligens (eller ‘det post-menneskelige samfund’, som han kalder det), måske vil være interesseret i at køre simulationer af tidligere civilisationer.
Altså: Hvis vi siger ja til, at denne form for kunstig intelligens bliver opfundet, og at den her slags simulationer vil finde sted, så er spørgsmålet om, hvorvidt vi er i den rigtige verden pludselig ren sandsynlighedsregning.
\ Læs mere
Bevisbyrden ligger hos skeptikeren
Ifølge Thor Grünbaum, der forsker i bevidsthedsfilosofi og er lektor og viceinstitutleder på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, er der dog lige lovlig mange kameler, man skal sluge i argumentet.
»Det er jo en variant af et traditionelt skeptisk argument. Og som det er meget typisk for skeptiske argumenter, er det svært at modbevise. Men det forekommer mig heller ikke, at det er vores opgave – bevisbyrden bør ligge hos skeptikeren,« siger han.
Og argumentet beviser altså ikke, at vi er i en simulation – blot, at der er en hypotetisk mulighed for, at vi er.
Men, hallo – er vi i en simulation?
For Thor Grünbaum afhænger spørgsmålet, om vi befinder os i en simulation, af, hvorvidt den slags simulationer, Nick Bostrom forestiller sig, rent faktisk vil indeholde bevidsthed.
\ Nick Bostroms simulationsargument
Nick Bostroms argument afhænger af, om svaret er ja eller nej til tre påstande om fremtiden.
Hvis vi svarer nej til punkt 1 og 2, er vi ifølge Nick Bostrom nødt til at acceptere punkt 3.
- Menneskeheden uddør, før den kan udvikle et post-menneskeligt stadie (kunstig intelligens klogere end mennesket, red.).
- Det er ekstremt usandsynligt, at en post-menneskelig civilisation vil køre et signifikant antal simulationer af deres evolutionære historie (eller varianter deraf).
- Vi lever næsten med sikkerhed i en computer-simulation.
Eller sagt på filosofsprog: Om bevidstheden kan beskrives funktionelt.
»Nick Bostroms teori bygger på nogle særlige idéer om, hvad bevidsthed er for noget, og dem argumenterer han ikke for. Den bygger blandt andet på, at funktionalismen er sand. Det vil sige, at alle vores sanser og alt, hvad vi oplever, føler og tænker, kan forklares med en funktion.«
Ifølge funktionalismen kan bevidstheden altså defineres ud fra dens funktion (den opgave som den har til formål at udføre red.), og derfor behøver den ikke nødvendigvis en menneskehjerne, men kan ligeså vel findes i en computerchip.
Derfor vil en computer være bevidst, ifølge Bostrom og Musk hvis den kan de samme ting som os. Men det er altså langt fra sikkert, at det forholder sig sådan, siger Thor Grünbaum.
»Det kan ligeså vel være, du bare har lavet en maskine, der opfører sig ligesom os, men ingen bevidsthed har.«
Zombie-argumentet
For at forstå Thor Grünbaums argument, hjælper det at kende til et gammelt problem for funktionalismen indenfor bevidsthedsfilosofien: ‘Zombie-argumentet’.
Det går kort sagt ud på, at man godt kan lave en maskine, der rent funktionelt virker ligesom et menneske, men som aldrig nogensinde oplever (eller føler) noget.
Hvis du eksempelvis forestiller dig en robot, der udadtil ligner et menneske fuldstændig. Inde i dens hoved har den dog ikke en hjerne. I stedet har den en helt masse små mænd. Hver lille mand ser på en lystavle, der kan vise forskellige symboler. Når hans symbol bliver vist, skal han trykke på en knap. Ellers skal han intet gøre.
Hver af de små mænds lamper fungerer som et input, og deres knapper som et output. Udadtil kan robotten på denne måde reagere på en hvilken som helst situation. For eksempel smile, sige pænt goddag eller endda sige av, når den går ind i noget.
Robotten opfører sig fuldstændig, som om den var bevidst udadtil, men inde i den er der så at sige ‘ikke nogen hjemme’. Alt foregår automatisk.
Hver enkelt af de små mænd vil kunne siges at have yderst begrænset viden om, hvad der foregår, men som helhed formår de alligevel at få maskinen til at opføre sig ‘bevidst’.
Hvad er funktionen af lakrids og vingummi?
Men vi behøver måske ikke engang tænke så abstrakt for at komme på et modargument til funktionalister som (Elon Musk og) Nick Bostrom.
Måske kan vi bare se på, om der er nogle af vores følelser, tanker eller andre reaktioner, som kan siges ikke at have nogen funktion.
Hvis vi først kigger på en følelse som smerte, så vil funktionalisten beskrive den som værende en funktion for, at der bliver gjort skade på os, og at vi skal skynde os at flytte os.
Men der er andre følelser, som er sværere at se en direkte funktion af. Specielt fordi vi har individuelle oplevelser af dem.
Smagen af lakrids og vingummi, lyden af trompeter og duften af hav. En generel funktion af den slags oplevelser er sværere at få øje på, da forskellige mennesker reagerer forskelligt på samme oplevelse.
\ Funktionalisme
- Inden for bevidsthedsfilosofien er funktionalismen den påstand, at det, der gør noget til en tanke eller følelse, er dens funktion, frem for eksempelvis det fysiske materiale, den består af.
- Mere præcist kan man sige, at funktionelle teorier bestemmer en mental tilstands identitet ud fra dens kausale relationer til sanser, andre mentale tilstande og opførsel.
- For eksempel kan smerte karakteriseres som en tilstand, der generelt skyldes skade på kroppen, samt en overbevisning om, at noget er galt, og et ønske om at fjerne sig fra det.
- Ud fra denne opfattelse er det altså kun væsner, hvis tilstande lever op til disse krav, der er i stand til at opleve smerte.
Vi kan ikke vide, om vi er en i simulation
Om vi tror på Elon Musk og Nick Bostrom afhænger altså også af, om vi tror bevidsthed kan opstå i en computer, der funktionelt kan udføre nogle af de samme opgaver som os selv.
Men hvad er filosoffens eget bud? Tror han, vi kan finde ud af, om vi rent faktisk er i en simulation?
»Mit bud vil være, at hvis du først er gået ind i gamet og har accepteret skeptikerens præmisser, så er der intet, du kan gøre. Du kan ikke bevise, at skepticismen er falsk,« siger Thor Grünbaum.
Filosof: Risikoen er 50/50
Det betyder dog ikke, at du er nødt til at opgive alt, forsvinde ned i skeptikerens kaninhul og tro på, at vi lever i The Matrix.
»Du kan insistere på, at du ikke vil spille spillet. De indledende antagelser kan du stille spørgsmålstegn ved. Det er skeptikerne, der skal bevise, at vi er i en simulation og ikke omvendt. Derfor er det også dem, der skal overbevise os om, at bevidstheden kan opstå i en computer, og det har de, så vidt jeg ved, ikke gjort endnu,« siger Thor Grünbaum.
Derfor vurderer han også, at risikoen for, at vi befinder os en simulation er 50/50 – alt efter om bevidsthed viser sig at være mulig i en maskine.
Bevidst computer vil ikke være som os
Hvis vi forlader den filosofiske diskussion lidt og spørger de forskere, der prøver at udvikle kunstig intelligens, om det kan lade sig gøre at simulere bevidsthed i en computer, så er de ikke fuldstændigt afvisende.
»Om det kan lade sig gøre rent teknisk? I princippet, ja,« siger Thomas Bolander, der er lektor på DTU og forsker i logik og kunstig intelligens.
»Vi simulerer jo allerede fysiske processer. Vi kender det fra computerspil, hvor tingene bevæger sig i en 3D-verden, lidt på samme måde som i virkeligheden. Det kan vi, fordi vi har nogle ret gode modeller af for eksempelvis gravitation og aerodynamik,« fortæller han.
Kunstig intelligens vil være anderledes end os
Thomas Bolander erkender dog, at vi ikke er nået langt nok til at kunne sige, om den menneskelige bevidsthed kan simuleres. Han finder det faktisk mere sandsynligt, at vi kan udvikle noget med en anden form for bevidsthed, end den vi kender fra os selv.
»Den måde vi opfatter verden på, de drifter vi oplever, de ligger så dybt i vores krop og vores hjerne. Hvis man gør det bare en lille smule anderledes i en computer, så vil man sikkert få et helt andet resultat,« siger han.
Det ser man for eksempel allerede hos Googles AlphaZero og AlphaGo, der er inspireret af menneskelige skak og Go-spillere.
»Men de tænker ikke hundrede procent, som vi tænker. De har for eksempel mere regnekraft. Og hvis vi skulle lave en menneskelignende bevidsthed, så skulle vi jo også lave begrænsninger for den,« siger Thomas Bolander.
Når det så er sagt, forsikrer Thomas Bolander os dog om, at vi er meget, meget langt fra at kunne lave noget sådant.
»Hvis vi skal have computere til at gøre meget komplicerede ting, så er vi stadig nødt til at programmere meget af løsningen ind i dem fra start af. Systemer, der kan lære ud af næsten ingenting, kan vi stadig ikke lave. Men der bliver forsket rigtig meget i det,« siger han.
Meget langt fra bevidste robotter
Mikkel Rath Pedersen, der er postdoc og robotudvikler på Teknologisk Institut, beroliger os med, at vi ikke skal være bange for, at robotterne vågner op og er bevidste i morgen.
»De kan ikke tænke selv. De kan kun det, vi beder dem om. De er til gengæld gode til at indhente en masse data og finde mønstre eller genkende skrift,« siger han.
Til spørgsmålet, om man kan simulere bevidsthed, er han heller ikke så sikker.
»Der er vi meget langt fra. Vi får sikkert computerkraften til det, men vi ved slet ikke, om det overhovedet er muligt,« siger Mikkel Rath Pedersen.
»Der bliver ofte malet et skræmmebillede«
Udover at tro på, vi er en del af en simulation, var Elon Musk en af de fremtrædende personer, der underskrev en advarsel mod kunstig intelligens i et åbent brev i 2015.
Og selvom han synes, det er en god idé at tage snakken om, hvordan teknikken bruges, synes han, at der ofte bliver malet et skræmmebillede af kunstig intelligens.
»Det er ikke nødvendigvis relevant. Hvis vi forsøger at kigge så langt ud i fremtiden kan det gå alle veje. Hvis du kigger på udtalelserne fra de seneste 50 år om, hvornår vi har generel kunstig intelligens, så er der altid nogen, der siger, det kommer om 15-20 år. Men det er her altså ikke endnu.«
»Jeg tror selv, der går 15-20 år endnu,« siger han.
