Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Derfor holder romersk beton i 2.000 år, mens nyt krakelerer

Annonce:

Det antikke Rom var kendt for mange ting, og en af dem er noget så fancy som betonkonstruktioner. Det har nemlig undret bygningskonstruktører i årevis, hvordan romerske byggerier ved havne har holdt til vejr og vind i 2.000 år, når nutidige byggerier langt hurtigere bliver nedslidt af de hårde vilkår.

Men det har forskere nu fundet et svar på efter at have kigget på sammensætningen i betonet. Det skriver University of California, Berkeley i en pressemeddelelse, udgivet på blandt andet Newscenter.lbl.gov.

Det viser sig, at romernes beton er lavet med vulkansk aske, havvand og kalksten, der danner en kemisk reaktion, som romerne måske har set i en hærdet vulkansk askebjergart kaldet tuf. Blandet med vulkansk aske som mørtel, reagerer betonet på en måde, som betyder, at de romerske byggematerialer faktisk bliver stærkere over tid.

I dag er beton normalt lavet af cement, der er en blanding af blandt andet kalksten, kridt, silicasand og ler, der bliver gjort ekstremt varmt og binder sten og sand. Men møder det de forkerte kemiske reaktioner, kan der opstå sprækker i betonet, så den eroderer.

»I modsætning til moderne cementbaseret beton skabte romerne en stenlignende beton, der fungerer godt i kemisk samspil med havvand,« siger Marie Jackson, der er geolog ved University of Utah og leder af studiet, i pressemeddelelsen.

Desværre er det ikke bare sådan lige at finde den rigtige sammensætning og de rigtige materialer, så man kan udskifte nutidig beton med den romerske i hav- og havnebyggerier. Romerne var nemlig heldige, at de havde de rigtige materialer ved hånden, siger Marie Jackson.

»Vi har ikke den slags sten i det meste af verden, så vi ville skulle erstatte nogle ingredienser,« siger hun.

Annonce:

sj