KORT NYT FRA UDLANDET:
Ved hjælp af luftbårne laserscanninger har italienske forskere fundet et gammelt fæstningsværk, som formentlig er verdens ældste kendte romerske fort. Herfra har de romerske soldater formentlig bekæmpet pirater for mere end 2.000 år siden. Det skriver LiveScience.
Indtil nu har to militærlejre i henholdsvis i Numantia og Pedrosilla i Spanien været de hidtil ældste af slagsen med romersk oprindelse, man kendte til. De respektive lejre stammer fra 154 f.Kr. og 155 f.Kr. Den ’nye’ fæstning har rødder helt tilbage til 178 f.Kr.
Fortet blev fundet i Muggia i den italienske by Trieste, som ligger tæt på Italiens grænse til Slovenien, hvilket er et helt oplagt sted at bygge sit fæstningsværk, lyder det fra arkæologerne bag.
»Det her er formentlig verdens ældste eksempler på en romersk lejr i hele den romerske verden,« sagde hovedforfatteren Federico Bernardini, som er arkæolog ved Abdus Salam International Center for Theoretical Physics i Trieste og the Fermi Center i Rom, ifølge LiveScience.
Den romerske hær udgjorde formentlig datidens mest magtfulde militær overhovedet og var en stærk byggepille for det romerske imperium, som spredte sig ud over tre kontinenter. Fæstningsværket i Trieste er det første af sin slags, der er fundet i Italien, og vil muligvis kunne give forskerne et indblik i, hvordan romerne udviklede deres hær, skriver forskerne i det nye studie.
Arkæologerne planlægger at lave arkæologiske udgravninger i fuld skala på udgravningsstedet snart. De foreløbige resultater er publiceret i tidsskriftet PNAS (Proceedings of the National Academy of Sciences).
Læs mere om den laserteknologi, forskerne har brugt til at finde det romerske fort i artiklen 'Laser-teknologi revolutionerer dansk arkæologi'.
Eller læs om det fort, der blev fundet midt i et tysk villakvarter i 2014, i artiklen 'Romersk fort fundet midt i tysk by'.
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
cpp































