Bygninger er i dag bedre isolerede end tidligere. Derfor bliver de helt utroligt varme, hvis der skulle opstå en ildebrand - det får bygningernes beton til at gå i stykker. Men nu har forskere på Danmarks Tekniske Universitet udviklet en ny, super let beton, der kan afhjælpe problemet, skriver dtu.dk.
Det såkaldte 'SL-dæk' er udviklet af professor Kristian Hertz fra DTU Byg, og det har en hidtil uset høj brandmodstandsevne kombineret med en lang række andre fordele.
Dækkets særlige konstruktion, hvor letbeton samvirker med stærk beton, åbner mulighed for stor fleksibilitet, store spænd uden søjler, gode muligheder for indstøbning af installationer, høj finish fra fabrikken og særdeles god lydisolering, hvor nye krav ellers betyder, at betondæk skal gøres tungere.
Elementet er nu sat i produktion af Perstrup Beton Industri A/S. Virksomheden kan fra sommeren 2013 levere SL-dæk med en bredde på 2,4 meter.
LÆS OGSÅ: Se, hvordan man rekonstruerer ild































