Enestående romersk ugle fundet på Bornholm

Et smukt og enestående fund var blandt det fine udbytte, da metaldetektorfolkene Kim Lund-Hansen og Michael Møller bistod Bornholms Museum ved en udgravning, som blev foretaget 2013-14 i Nexøs sydlige udkant.

Det drejer sig om en uglefibel, dvs. et dragtspænde af bronze, som har form som en ugle. Smykket er støbt som en plan figur, som derefter er blevet dekoreret med emalje og glasskiver i strålende farver.

På bagsiden har nål og nålefæste siddet; de er ikke længere bevaret. Fuglen blev fundet i bopladsens kulturlag et par meter fra en hustomt, som er fra romersk jernalder. Den kan ikke med sikkerhed tilknyttes bygningen, men det er en mulighed.

Fuglen stirrer direkte på sin betragter med store, fremadrettede lysende øjne, som på dramatisk vis er gjort ekstra markante med indlægninger af orange glas med store sorte glaspupiller.

Kroppen er udfyldt med grøn emalje, hvori er indlagt fem cirkelformede figurer i rødt, gult og sort glas; fødderne ses under kroppen, og bagerst er halen dekoreret med stempler. Det er på sin vis en meget naturalistisk gengivelse.

En lang rejse til Norden

Hvor kommer dette ugleformede smykke fra, og hvorfor er det endt på Bornholm?

I den romerske verden yndede man, lige fra 1. til 4. årh. e.Kr., at fremstille flade dragtspænder i mange forskellige udformninger, bl.a. som redskaber (økser, knive, lanser) og andre genstande (hjul, sko, skosåler, krukker, musikinstrumenter m.v.), men også dyr som hjort, løve, leopard, hest, hest med rytter, hund, vildsvin, hare, frø, fisk, ørn, due, fasan, bi, delfin, søslange og søhest (hippokamp).

Disse smykker kaldes skiveformede, skønt de ikke er runde, men fordi de er flade. Uanset deres facon er disse dragtspænder ofte dekoreret med pålagt emalje i forskellige farver.

Skivefibler med emaljebelægning findes især i det provinsialromerske område, dvs. det romerske område nord for Italien, og især i kastellerne langs Romerrigets befæstede grænse mod nord, langs Rhinen og Donau.

Her var de yndede blandt de romerske soldater til at holde sammen på deres soldaterkapper, og de blev udbredt vidt og bredt på grund af de hyppige forflytninger af de romerske tropper langs Romerrigets grænser.

Romersk producerede genstande som bronzekar, glasbægre, våben (især sværd) og mønter nåede i betragtelige mængder nordpå til de germanske områder ved gaveudveksling, handel, krig, med hjemvendte krigere og som tributbetaling.

Mange andre genstande, for eksempel romersk brugskeramik og mere almindelige fibler, havde øjensynlig ikke den store interesse – måske fordi germanerne selv fremstillede fine kvalitetssmykker efter deres egen smag.

Men de helt specielle og farverige emaljefibler opnåede en vis popularitet blandt germanere i nord.

En speciel fugl - blandt de mest sjældne

Blandt de mange slags dyreformede emaljefibler er uglefiblerne de mest sjældne; de er fundet i grænsekasteller som det kendte Saalburg (nær Frankfurt i Tyskland).

Men kendes også i mindre antal fra Belgien, Frankrig, Schweiz, Italien, Østrig, Ungarn, Bulgarien, Sydrusland og England.

Fiblerne er yderst sjældne i det germanske område – i 1966 var der kun fundet fire provinsialromerske dyreformede skivefibler og en rytterfibel på germansk område. I dag er der en del flere, men det er stadig en meget sjælden fundtype i Nordeuropa.

De fleste er fra midten af 1. årh. til midt i 3. årh. e.Kr. Ikke alle uglefibler har de samme farver som den fra Lavegård; nogle har blå emalje på kroppen og lysegule øjne, andre har rød krop og røde øjne.

Uglefiblerne er i sammenligning med de øvrige dyreformede skivefibler specielle – de er ikke blot en gengivelse af et almindeligt dyr som en hare eller en hest – men af en helt speciel fugl.

Uglen er symbol for klogskab

Uglen er kendt for at se skarpt i mørke og for at bevæge sig lydløst omkring på sin nattejagt. Det har helt sikkert spillet en rolle, at uglen var symbol for klogskab. Allerede hos grækerne var denne fugl ledsager til Athene – og senere hos Minerva, den romerske gudinde for visdom, krig, kunst, videnskab og kvindelige sysler.

Ofte afbildes Minerva med en ugle på skulderen som et visdomssymbol. Og hvem havde ikke lyst til at bære netop den fugl på sin kappe?

Vi ved ikke, om germanerne opfattede uglen på samme måde, som romerne gjorde, men mange germanere fik i deres mangeårige karriere som lejesoldater et dybt indblik i romersk tankegang, så måske er tankegodset fulgt med smykket.

Uglefiblen fra Lavegård, der rejste hele vejen fra provinsialromersk område til Bornholm – dog ikke på sine vinger – må både på grund af sin usædvanlige form og de klare farver have været noget ganske særligt for sin ejer, og det må have givet prestige at bære sådan en sjældenhed.

Farver på metalsmykker var – bortset fra metallernes naturlige farver og i sjældne tilfælde indlagte glasstykker – usædvanligt blandt germanerne i romersk jernalder.

Bornholms mange skatte

Intet sted i Skandinavien kender man så mange provinsialromerske emaljeskivefibler som fra Bornholm, nemlig omkring en halv snes, og mange er fundet i de senere år ved detektorafsøgning.

De provinsialromerske emaljefibler var ikke en almindelig handelsvare; de er snarere udtryk for, at germanske soldater i romersk tjeneste bragte dem med tilbage til øen.

I det germanske område er disse smykker hyppigst fundet langs Elben– lige fra den romerske grænse langs Rhinen og nordpå til det sydligste Jylland.

Det er en rute, som mange hjemvendende germanske krigere må have fulgt. I de senere år er der fundet en del emaljefibler i Polen.

Dette område havde stor betydning for kontakterne mellem romersk område, Østersøegnene og dermed Bornholm.

De emaljedekorerede skivefibler er altid af bronze, hvorpå emaljen ved fremstillingen blev lagt i form af knust glas (pulver); i emaljepulveret blev i dette tilfælde lagt små skiver af anderledes farvet glas – såkaldte millefiori-glasstænger, hvis tværsnit har farver som skiverne på uglens krop eller som uglens øjne.

Teknikken kaldes grubeemalje, fordi underlaget for glaspulveret ofte var gjort ujævnt for bedre at kunne fastholde emaljen ved den efterfølgende brænding.

Emalje kendes allerede fra keltisk tid (La Tène-tid), men kun rød. I den følgende romerske tid optræder mange andre farver: orange, lys blå, mørk blå, grøn, gul, hvid og sort.

Bevaringstilstanden var exceptionelt god

Meget tyder på, at emaljefiblerne især blev fremstillet i galliske og rhinske værksteder. Et enkelt kendes fra Belgien: Villa Anthée nær Onhaye i Vallonien, og man regner med, at der har været andre værksteder i Köln, Mainz og Trier samt i England.

Lavegård-bebyggelsens kulturlag var op til en meter tykke. De rummede mængder af keramik samt ler og lerklining fra hustomter – på trods af, at ler ikke findes naturligt i undergrunden i dette område. Bevaringstilstanden for både anlæg og fund var exceptionelt god.

Dette skyldtes de tykke, forseglende ler- og kulturlag, men også at der ikke har været pløjet i nyere tid. Hovedundersøgelsen gav desuden mange stolpehuller fra huse og andre bygninger, ovne/esser, spor efter jernudvinding og keramikbrænding samt adskillige velbevarede metalsager.

Der var allerede ved forundersøgelsen fundet metalsager fra såvel romersk jernalder, yngre germansk jernalder og vikingetid (blandt andet en fuglefibel og en kvart dirhem), men med en overvægt af fund fra romersk jernalder, hvilket også blev bekræftet ved selve undersøgelsen.

En stor udgravning finder sted

Det udgravede område på mere end 5000 m² udgør en del af en større bebyggelse. Syd for ligger et vådområde, som i jernalderen var en vig med forbindelse ud til kysten.

Bebyggelsen lå godt beskyttet og dog med adgang til kysten og den vide verden, hvorfra de spændende importfund er kommet. Der har været forholdsvis tørt, da undergrunden består af sten og sand, ligesom der er et stabilt klima med langt mindre nedbør end i Paradisbakkerne blot en kilometer mod nord.

Lidt vest og sydvest for bebyggelsen ligger en større gravplads, som betegnes Lauegård (stavet med u).

Der er i dag kun bevaret to bautasten, men lærer J.A. Jørgensen noterede i 1875, at »der har på dette sted stået en hel samling bautastene.

Gamle folk kunne mindes, at der i deres ungdom endnu stod over 20 opretstående bautastene«. Her er der undersøgt enkelte rige grave fra yngre romersk jernalder med fint udført keramik samt glas- og guldblikperler.

I 1895 blev der fundet grave i en strandvold ved Ferskesø sydøst for bebyggelsen, bl.a. en bemærkelsesværdig dobbeltgrav fra yngre romersk jernalder med våben.

Begge disse gravpladser kan i princippet tilhøre bebyggelsen – det vil dog kræve yderligere undersøgelser for at belyse dette spørgsmål.

Dokumenterer kontakter langt ud i verden

Den enestående lille ugle med de store lysende øjne, som kiggede nysgerrigt frem fra det mørke kulturlag, passer fint ind i bebyggelsens datering og de øvrige funds billede af et samfund, som befandt sig et godt stykke over middel.

Beliggenheden var på én gang beskyttet, og man havde let adgang til havet. Der var råd til værdifulde smykker og andre genstande, der var værkstedsaktiviteter, og de romerske genstande dokumenterer kontakter langt ud i verden.

Uglefiblen er fra omtrent samme tid som de to romerske mønter, som også blev fundet.

Hvordan den heldige ejer af det sjældne dragtsmykke, der næsten så ud som nyt, da det dukkede frem af jorden, har båret uglen, og hvordan den er endt i jorden, kan vi kun gisne om.

Er den tabt? Har ejeren gravet den ned som et offer, eller har han gemt den af vejen i en truet situation?

Måske bærer den på en helt tredje historie, som stadig ligger skjult under de tykke muldlag.